Vælg en side

Vær med til at sætte fokus på organdonation

Lørdag den 12. oktober 2024 er det international Organdonationsdag, og igen i år sætter Nyreforeningen fokus på organdonation op til selve dagen. Og du kan også være med!

Under overskriften ‘+år’ kan du være med til at vise, hvor mange år, du har levet med en ny nyre, takket være en organdonor. Målet er at få rigtig mange transplanterede med, så omverdenen kan se, hvor mange +år, transplanterede tilsammen har levet med et nyt organ.

Nyreforeningen og en række andre patientforeninger støtter op om kampagnen, og vi håber, at du vil hjælpe os med det.

I 2023 blev der vist billeder med i alt 1.250 +år. Med din hjælp kan vi måske nå endnu flere i år.

Sådan deltager du    

På et hvidt A4-papir skriver du med store bogstaver: +X år (erstat X med det antal år, du har levet med en ny nyre). 

Tag et billede af dig selv, mens du holder papiret op foran dig.

Send billedet til os på kek@nyre.dk senest den 9. oktober.

Hvis du har en profil på Facebook eller Instagram, så lav også gerne et opslag på Organdonationsdagen lørdag den 12. oktober med dit billede.

Du skal være opmærksom på, at når du sender os dit billede, giver du os derved lov til at bringe det på vores sociale medier i forbindelse med Organdonationsdagen i 2024. Billederne vil herefter blive slettet.

Vi glæder os til at modtage en masse billeder og til at tælle de mange +år sammen.

Organdonationsdag