Indlæg

Jens Lundgren

Jens Lundgren: Godt nyt og information om coronavaccinering og behandling af COVID-19 hos personer med svært nedsat immunforsvar

Jens Lundgren

Artikel af Cystisk Fibrose Foreningen

En tredje dosis corona-vaccine har i studier vist sig at give personer med svært nedsat immunforsvar markant bedre effekt af corona-vaccinationen og en helt ny behandling med monoklonale antistoffer nedsætter risikoen for indlæggelse betragteligt, hvis man alligevel er uheldig at få COVID-19. Det fortæller professor på Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet, Jens Lundgren, der også kan berette, at der er et stort fokus på fortsat at udvikle behandlinger og vaccinestrategier til personer med svært nedsat immunforsvar.

Personer med svært nedsat immunforsvar kan have nedsat effekt af coronavaccinen og er samtidigt i øget risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb, hvis de får COVID-19. Det gælder for eksempel transplanterede, som derfor har måttet passe ekstra godt på ikke at blive smittet, også efter de er blevet færdigvaccinerede og særligt i et genåbnet samfund.

Mange med svært nedsat immunforsvar er derfor naturligvis også optaget af, hvilke behandlingsmuligheder der findes, hvis de bliver smittet, hvor godt de egentlig er beskyttet af coronavaccinen og hvordan fremtiden ser ud. Det har vi talt med Jens Lundgren, professor på Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet, om.

Ny behandling med monoklonale antistoffer nedsætter risiko for indlæggelse betragteligt

Jens Lundgren er glad for at kunne fortælle, at der nu findes rigtig gode behandlinger for personer med svært nedsat immunforsvar, hvis de skulle få COVID-19. Nu findes der nemlig et middel der kan bruges tidligt, når man er testet positiv og som reducerer risikoen for at blive indlagt betragteligt – og personer med svært nedsat immunforsvar står i første række til at få behandlingen tilbudt.

”Dansk Selskab for Infektionsmedicin er lige ved at lægge sidste hånd på en behandlingsvejledning til brug af de såkaldte monoklonale antistoffer. Antistoffer der er lavet i laboratoriet og som dybest set ligner de antistoffer som vaccinen får vores krop til at lave. Hvis man er svært immundefekt, så er det vist nu, gennem de sidste to til tre måneder, at hvis man får de her antistoffer tidligt i forløbet, før man er indlagt med alvorlig sygdom, så falder risikoen for at man bliver indlagt med alvorlig sygdom med 80 procent. Derfor er de behandlinger nu ved at blive rullet ud i Danmark. ”

Reduktionen på 80% går på den risiko man i forvejen har for at blive indlagt. Den risiko afhænger af, hvad ens risikofaktorer er i øvrigt. Men Jens Lundgren illustrerer det i et regneeksempel med 100 transplanterede med en risiko for indlæggelse på 10-20 procent, hvis man ikke gør noget. Denne risiko reduceres ved behandling med 80 procent og bliver således 2-4 procent i stedet for 10-20. Har man en risiko på 50 procent kommer den ved behandling ned på 10 procent. Jens Lundgren mener desuden det er vigtigt også at bemærke de mange, som faktisk ikke får behov for indlæggelse.

”Det er jo vigtigt at forholde sig til, så man heller ikke bliver superangst for det her. For der er jo mange hvor, selvom man er immundefekt, sygdommen jo faktisk raser igennem uden nogen behandling, og som aldrig får behov for indlæggelse. Og det synes jeg jo også er vigtigt – at få sat de her ting i perspektiv.”

Behandling med monoklonale antistoffer iværksættes så tidligt som muligt

Selve behandlingen med de monoklonale antistoffer skal gerne iværksættes indenfor 3-4 dage efter man fik de første symptomer. Derfor skal man som transplanteret være opmærksom på symptomer og sørge for at blive testet hurtigt. Hvis det er COVID-19 man har, skal man henvende sig til sin specialafdeling med henblik på at få startet behandlingen med monoklonale antistoffer op. Det gælder også, hvis man er testet positiv uden symptomer.

”Det er sat sådan op nu, så det er de infektionsmedicinske afdelinger, der giver behandlingen. Og de specialafdelinger, der håndterer for eksempel lungetransplanterede og nyretransplanterede vil have en korresponderende infektionsmedicinsk afdeling, de kan snakke med og sørge for, at det kommer til at ske”, fortæller Jens Lundgren.

Rent praktisk foregår det sådan, at man skal ind på en infektionsmedicinsk afdeling og have sprøjtet antistoffer ind i kroppen via en åre. Det tager cirka en halv time, og efterfølgende skal man blive der til observation i to timer, da der i sjældne tilfælde kan opstå en infusionsreaktion med feber, og af og til udslæt, som skal behandles.

Anbefaler 3. stik coronavaccine – giver markant bedre effekt

Sundhedsstyrelsen har for nyligt igangsat udrulningen af et tredje stik coronavaccine til personer med svært nedsat immunforsvar, og det opfordrer Jens Lundgren kraftigt til at man tager imod:

”Der kan jeg altså bare sige, at det er en rigtig god idé! Der findes nu viden fra lodtrækningsstudier, hvor man har givet den her type patienter enten to stik eller tre stik, hvor det er meget tydeligt, at dem der får tre stik får et markant bedre respons efter tre stik end efter to stik. Så det vil jeg klart opfordre alle til at få gjort.” siger Jens Lundgren.

Immunforsvaret er cirka en til to uger om at reagere på det tredje vaccinestik, så efter to uger har man opnået den effekt, som det ekstra stik giver, oplyser Jens Lundgren.

”Jeg kan ikke love, at alle kommer op og være helt fuldstændigt normale, som hvis man ikke har en immundefekt, men der er betydeligt flere end dem som havde en effekt efter andet stik, som får en effekt af det tredje stik, så derfor en det en god idé at gøre”, siger han.

Hvorfor kan man ikke teste effekten af coronavaccinen?

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke, at man får foretaget en antistoftest for at se om man har effekt af coronavaccinen. Og det er der en god grund til ifølge Jens Lundgren. En antistoftest alene kan nemlig ikke vise, hvor god effekt man har af vaccinen. Man kan også have opnået cellulær immunitet, og den perfekte test, der kan vise, hvor godt man samlet set er beskyttet – den findes ikke endnu.

”Der findes ikke et standardiseret testsystem, som præcist kan identificere, om du har haft en effekt af vaccinen eller ej. Der arbejdes på det, og jeg så gerne at det var der, fordi det kunne hjælpe os meget. Men det findes faktisk ikke. Og det vil sige, at hvis man får taget en blodprøve, så opstår dilemmaet: hvordan skal man egentlig fortolke den? Specielt, hvis testen ikke viser det, man havde håbet på. Hvad gør man så? Er det så sådan at man slet ikke har nogen beskyttelse? Det vil der måske være nogle som tænker. Men det er også en forkert antagelse.” siger han.

Der gøres mange, gode ihærdige forsøg på at udvikle denne form for test, men i mellemtiden må vi styre efter det vi ved, lyder Jens Lundgrens råd.

”Under en pandemi er det ret vigtigt, at man styrer efter de ting, vi faktisk ved. Det forhindrer ikke, at man i forskningsmiljøer kan lave andre ting, men når man skal forholde sig til det som patient, så er det ret vigtigt, at man agerer i forhold til det vi faktisk ved. Så det vi ved, er, at det tredje stik er en god ide, og det vi ved, er, at tidlig monoklonal antistofbehandling virker. Det ved vi. Og det er jo to rigtig gode styringsredskaber at holde fast på”, fastslår han.

Hvis man alligevel får behov for indlæggelse

Skulle man være en af dem der får COVID-19 og får behov for indlæggelse på trods af den reducerede risiko, så er der generelt også sket en stor udvikling af behandlingsmulighederne, fortæller Jens Lundgren.

”Hvis man ikke allerede har fået et antistof på det tidspunkt, kan det være en mulighed efter indlæggelse. Det er bare ikke lige så klart, at det giver en effekt. Der skal nogle blodprøver til, for at finde ud af, om det er en god idé at give antistoffer på det tidspunkt eller ej. Men så findes der jo anden behandling, som bliver brugt standardmæssigt, både til at presse virus ned og til at dæmpe immunreaktionen, hvis immunsystemet overreagerer. Der må man selvfølgelig følge med i, hvad de læger der er omkring en foreslår, der bliver gjort. Og det er lidt mere individuelt.” siger han.

Fremtiden: Særligt fokus på personer med svært nedsat immunforsvar

Mange med svært nedsat immunforsvar tænker over, hvordan fremtiden mon ser ud for dem i et samfund med corona, og det kan Jens Lundgren godt forstå. Han siger, at den nylige udvikling viser et særligt fokus på denne gruppe, som også vil fortsætte fremover.

”Fordi vi ved, at det er dem der er tilbage, som er mest sårbare. Og derfor er forskningen i yderligere forfining af vaccinationsstrategien for dem klart et fokusområde.” siger han.

Det andet store fokusområde er at gøre behandlingen med de monoklonale antistoffer, som presser virus ned, nemmere end den nuværende.

”Det er et område, som er i rivende udvikling. Det er jo altid svært at forudsige de her ting, men jeg kan sige, at der bliver puttet rigtig meget energi i at forfine behandlingen og i sidste ende have en tabletbehandling, som man kan have liggende derhjemme, sådan at det ikke skal aktivere alle mulige læger for at gå i gang. Det forventer jeg mig meget af”, siger han.

Til slut opfordrer Jens Lundgren personer med svært nedsat immunforsvar til at være opmærksom på, at man også kan blive smittet med andre ting, nu hvor samfundet er åbnet op, og vi er tættere sammen.  Han anbefaler, at man lader sig vaccinere mod influenza og snakker med sin læge om at have influenzamedicin liggende, der i lighed med monoklonale antistoffer kan nedsætte risikoen for at blive alvorligt syg af influenza.

antigentest

Hvor godt dækker vaccinen egentlig?

antigentest

De fleste nyretransplanterede er efterhånden blevet vaccinerede mod COVID-19. Men hvor godt dækket er nyretransplanterede reelt efter vaccination? Og hvordan skal man som nyretransplanteret forholde sig i forbindelse med genåbningen af Danmark?

Disse spørgsmål er man optaget af, både i Nyreforeningens kredse, regionaludvalg og på landsækkende plan. Der arbejdes på alle niveauer, og målet er, at sikre en god beskyttelse mod COVID-19 og at nyrepatienter får god vejledning i, hvordan de skal forholde sig.

Vaccination af gruppe 5

De fleste patienter, som er indstillet til at blive tidligt vaccineret, er nu vaccinerede. Nyreforeningen er dog også bekendt med, at nogle ikke er blevet korrekt indstillet til vaccine. Vi er derfor ved at undersøge, om alle regioner har fulgt op og rettet op på eventuelle fejl.

Derudover opfordrer vi til, at medlemmer tager kontakt til deres læge, hvis deres behandlende læge har sagt, at de tilhører vaccinationsgruppe 5, men invitationen ikke er kommet.

Antistof-test hos nyretransplanterede

På nogle sygehuse testes transplanterede for anti-stoffer. Uanset om svaret er en positiv eller negativ antistoftest, mener Nyreforeningen, at det er vigtigt, at få talt om prøvesvaret med sin læge.

Uden et blodprøvesvar efter en antistoftest ved nyretransplanterede ikke, hvorvidt de har dannet et tilstrækkeligt antal antistoffer og hvor godt de reelt er beskyttede mod smitte med COVID-19. Nyreforeningen arbejder derfor på, at nyretransplanterede, uanset hvilken region de tilhører, skal tilbydes en antistof-test via deres sygehus og få et hurtigt svar på deres blodprøve.

Læs også ‘To stik er ikke nødvendigvis nok’

Vaccination af pårørende

Vaccination af pårørende vil give en indirekte beskyttelse af transplanterede, som ikke nødvendigvis har den fulde effekt af vaccinen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen kan pårørende til en person i særlig øget risiko, som forventes at have en utilstrækkelig effekt af vaccinen, henvises til vaccine via vaccinationsgruppe 6. Vi oplever dog, at det er meget forskelligt, om pårørende til nyretransplanterede kan blive tidligt vaccinerede.

Nyreforeningen har derfor opfordret Sundhedsstyrelsen til en klar kommunikation til læger med hensyn til vaccination af pårørende og arbejder for, at pårørende til transplanterede i immunsupprimerende behandling, kan blive vaccineret inden for den nærmeste fremtid.

Læs også ‘Sådan indstilles du som pårørende til vaccine’

Opdatering den 19.05.2021.
Vi har fået en præcisering via Sunhedsstyrelsen: Målgruppe 6 i Sundhedsstyrelsens vaccinationsprogram omfatter udvalgte pårørende til personer med særligt øget risiko for et alvorligt forløb ved COVID-19, som er en uundværlig omsorgs- eller plejeperson. Men bemærk, at målgruppe 6 er en meget lille og stærkt afgrænset gruppe. Derfor er det kun et fåtal, som bliver tilbudt vaccination i målgruppe 6.

Søren Brostrøm

Vaccinen er på vej – i små, effektive sendinger

De første vacciner er på vej. Det forventes, at det første skud i Danmark bliver givet omkring jul. Og det må siges at være en glædelig nyhed. Det er langt tidligere, end hvad Sundhedsmyndighederne havde forventet, da pandemien ramte Danmark.

I dag, den 18. december, deltog Nyreforeningen i et orienteringsmøde om den vaccine, som ligger lige rundt om hjørnet. Sammen med omkring 20 andre patientorganisationer havde vi mulighed for at stille spørgsmål om hvornår, til hvem og hvordan vaccinen rulles ud.

Den første levering, som rammer Danmark, kommer fra Pfizer og Biontech. Det bliver dog ikke en stor levering. Det forlyder, at første sending omfatter ca. 10.000 vacciner- tv2lorry.dk

Det er jo ikke mange, og ifølge Søren Brostrøm vil der for de fleste gå lidt tid endnu, før de kan modtage en vaccine. Men vaccinen er højeffektiv. Og det gælder yngre som ældre borgere, – med og uden kroniske sygdomme. Derudover er der mange heste at spille på – flere vacciner er under udvikling. Så både Sundhedsstyrelsen og Nyreforeningen er optimistiske og vi ser ind i et lysere 2021.

De ældste er de mest sårbare

De første, som bliver vaccineret, er de, som er blandt de allermest sårbare: borgere over 80 år, beboere på plejehjem og ældre med risikofaktorer. Ligeledes personalet som arbejder med dem, for eksempel i sundhedsvæsenet og ældreplejen.

Hvornår vil nyrepatienter så blive vaccineret?

Det er vi blevet spurgt om af flere medlemmer. Det kunne vi ikke få svar på i dag. Men på baggrund af jeres spørgsmål, har vi sendt en e-mail til Sundhedsstyrelsen. Spørgsmål som: Påvirkes og udvaskes vaccinen af dialysebehandling? Giver vaccinen også god effekt hos ny-transplanterede? Er der en risiko for, at man som patient i immundæmpet behandling skal vaccineres oftere?

Mange af disse spørgsmål kan ikke besvares endnu, da den kliniske vejledning for vaccinen ikke ligger klar endnu. Hvornår den enkelte nyrepatient vil blive vaccineret, vil være en individuel og lægefaglig vurdering ud fra denne vejledning. Lige nu forventes den kliniske vejledning at være klar om en uges tid.

Henvisning sker via egen læge eller nefrolog

Mange patienter vil blive indkaldt til vaccine på baggrund af alder. De vil får information via e-boks, almindelig post eller via kommunen. Andre vil blive kontaktet af den lægefaglige ansvarlige, fx egen læge eller nefrolog. Når vaccinen bliver tilgængelig for fx dialysepatienter, vil dit sygehus muligvis tage kontakt til dig.

Har du ikke regelmæssig kontakt til en læge, kan du også selv tage kontakt med henblik på at blive henvist til en vaccine.

Vent dog til engang i det nye år, da de kliniske retningslinjer og større mængder vacciner ikke ligger klar endnu. Din læge vil derfor ikke kunne give dig svar før efter nytår.

Det er et spørgsmål om langtidseffekt, ikke om bivirkninger

Ud over typiske bivirkninger som ubehag, influenza-lignende symptomer og allergiske reaktioner, er det ikke bivirkninger, som er den største knast i forhold til vaccinen. Har du tidligere udvist allergisk reaktion ved vaccine, skal du oplyse dette. Der vil være et beredskab, som tager sig af allergiske reaktioner.

Effekten har vist sig at være god, men Sundhedsstyrelsen mangler stadig data omkring vaccinens langtidseffekt. Vi ved endnu ikke hvor længe den kommende vaccine mod COVID-19 vil give immunitet hos den enkelte. Hverken hos den almene befolkningen eller hos nyrepatienter.

”Det vigtigste for mig er, at vaccinen bliver godkendt til nyrepatienter, når den er tilstrækkelig undersøgt og det viser sig, at den rent faktisk har en effekt for vore medlemmer. Det kunne jeg høre på mødet i dag, – vaccinen bliver ikke tilbudt nyrepatienter, hvis det viser sig, at den ikke har en effekt. Jeg er derfor ganske tryg ved, at tage imod COVID-19 vaccinen, når nefrologerne anbefaler mig vaccinen.” Sådan sagde Nyreforeningens formand Jan Rishave efter mødet i dag.

Det tyder på, at langt de fleste nyrepatienter vil kunne vaccineres når der kommer et tilstrækkeligt antal vacciner til Danmark. Indtil da og indtil vi kender til vaccinens langtidseffekt, er det vigtigt at fastholde afstandskrav, spritte af, bruge mundbind og øvrige smitteforebyggende tiltag.

Den 14. januar skal Nyreforeningen til et nyt orienteringsmøde. Vi vil selvfølgelig gøre vores bedste for at medvirke til den grundige informationsindsats omkring COVID-19.

På vores hjemmeside kan du læse mere om vaccinens udrulning, om vaccine af nyrepatienter og hvordan man bliver indkaldt til vaccine: www.nyre.dk/corona