Indlæg

Fritaget fra mundbind eller visir

Fritaget for mundbind/visir

Nogle personer kan ikke bruge mundbind – og det er ikke altid synligt hvorfor

Fritaget fra mundbind og visirFritaget fra mundbind eller visir

Med et nyt badge bliver det fremover muligt at vise, at man har en sygdom eller tilstand, der gør, at man er fritaget fra kravet om at bruge mundbind eller visir.

For de fleste af os er det et krav, at vi skal bruge mundbind eller visir i den kollektive trafik, på restauranter og i butikker som et af mange værktøjer til at forebygge smitte med ny coronavirus.

Men der er nogle personer, der ikke kan bruge mundbind eller visir, fordi de har en sygdom eller tilstand, der kan give betydeligt ubehag, vejrtrækningsbesvær eller påvirke deres funktionsevne ved brug. Det kan fx være borgere med astma, angst eller lungesygdommen KOL.

Derfor har Sundhedsstyrelsen sammen med en række patient- og handicaporganisationer udviklet et badge, som man kan bære for at signalere synligt, at man er fritaget fra kravet.
”Det har været et ønske fra både borgere og flere patientorganisationer, at man skal kunne signalere, at man er fritaget fra at bruge mundbind eller visir. Der har været situationer fx i supermarkeder, hvor borgere er blevet set skævt til eller afkrævet et svar på, hvorfor de ikke har haft et mundbind eller visir på af andre kunder. Det kan føles meget ubehageligt for den enkelte at blive udsat for. For at undgå sådanne episoder har vi udviklet et badge,” siger enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Niels Sandø.

Badge skal skabe tolerance

Der er ikke krav om at kunne dokumentere, at man er fritaget for at bære mundbind eller visir. Tvivlen skal derfor altid komme den enkelte til gode. Et badge er derfor ikke dokumentation for fritagelse, og man kan også være fritaget, selvom man ikke har et badge på. Badget er således et værktøj, der er frivilligt at bære for at skabe synlighed om, at man ikke kan bruge mundbind eller visir.

Badgene er kun til personer, der er fritaget for kravet om at bære mundbind eller visir. Det kan bestilles fra den 7. januar 2020 via en række patientforeninger og kommunale institutioner som fx bosteder. De kan også bestilles via Rosendahls.

Følgende er fritaget fra kravet om at bære mundbind eller visir:
Borgere med nedsat bevidsthedsniveau, fysiske eller mentale svækkelser eller andet, der gør, at de ikke er i stand til at bære mundbind eller visir.

Maske Indkøb

Skærpede krav om mundbind eller visir

Fra i dag skal du have mundbind eller visir på, når du handler eller besøger indendørs offentlige steder. Det gælder bl.a. butikker, biblioteker, museer, biografer, ungdomsuddannelser og sundhedsvæsnet. Man skal også fortsat bære mundbind i den offentlige transport og på restauranter, barer og caféer.

Mundbind kan fjernes, hvis man har brug for at spise eller drikke, indtage medicin eller ved samtale med personer, der mundaflæser.

En række mennesker er undtaget for kravet om at bære mundbind. Det gælder fx personer med vejrtrækningsbesvær, nedsat bevidsthedsniveau, eller personer med fysiske eller mentale svækkelser, som gør, at de ikke selv kan fjerne mundbindet.

Det skærpede krav om mundbind gælder foreløbig frem til 2. januar.

Obs: Personer i øget risiko for alvorligt forløb med COVID-19 bør derudover bruge mundbind eller visir i alle de situationer, hvor det ikke er muligt at holde den anbefalede afstand på 2 meter.

Mundbind

Husk mundbind – hos lægen, på sygehus og på plejehjem

I takt med smittespredningen i hele landet, herunder på sygehuse, hvor medarbejdere har måttet sendes hjem pga. udbrud på afdelingerne, er der kommet nye retningslinjer for brug af værnemidler.

Du skal derfor huske at medbringe et mundbind eller visir, når du eksempelvis skal til læge, på sygehus og på plejehjem. Er der behov for tæt kontakt til sundhedspersonalet, skal du tage et mundbind på. Det samme gælder medarbejdere og besøgende på sygehus. Anbefalingen gælder også situationer, hvor der ikke er konstateret smitte eller er mistanke om smitte med COVID-19.

Nogle steder kan der også allerede være lavet anbefaling om, at du skal have værnemiddel på i venteværelset, eller når du ankommer til sygehuset.

Læs mere om de nye retningslinjer her.

Forholdsregler under transport til sygehus

Under COVID-19 pandemien er der særlige forholdsregler med hensyn til brug af mundbind ved patientkørsel, eksempelvis til og fra dialyse.

Siden den 22. august skal alle over 12 år bruge mundbind eller visir under transport. Visse passagerer vil dog af helbredsmæssige årsager være undtaget kravet. Ligeledes i visse situationer, som fx ved indtagelse af medicin eller mad. Men ellers gælder, at mundbind eller visir skal dække både mund og næse. Dette gælder også chauffører, som har passagerkontakt.

Hvad angår afstandskrav og antal af passagerer i bilerne, er der regionale forskelle. Dette skyldes, at det som udgangspunkt er sygehusledelsen i den enkelte region, der bestemmer hvordan kørslen planlægges.

Du kan læse mere om blandt andet ’Brug af mundbind’ og ’Patientbefordring under COVID-19’ på vores hjemmeside.

Vis forståelse for folk, der ikke bruger mundbind

Det er nu godt en uge siden, kravet om, at vi alle skulle benytte mundbind i den offentlige transport, trådte i kraft.

Men hvorfor sidder der så stadigvæk nogen i bussen eller toget uden mundbind?

Det kan der være mange grunde til. Danske Handicaporganisationer opfordrer til, at man udviser hensyn til de grupper, der ikke har mundbindet på.

Enkelte grupper er nemlig undtaget fra kravet om at bære mundbind i den offentlige transport. Det gælder eksempelvis mennesker med handicap, der muligvis har vejrtrækningsbesvær eller nedsat lungefunktion og dermed ikke kan bruge mundbind. Også mennesker med fysiske eller mentale handicap, der ikke selv kan fjerne mundbindet, er undtaget. Mundbind må også tages af, hvis man kommunikerer ved mundaflæsning.

DH mener, det er positivt, at disse grupper er fritaget fra mundbindskravet og håber, at alle danskere udviser forståelse for, at ikke alle kan bære mundbind. Der skal være tillid til, at mennesker uden mundbind i den kollektive transport har en god grund til det.

Læs mere om mundbindskravet på Sundhedsstyrelsens side

Transport Maske

Nu indføres krav om mundbind i den kollektive transport 

Mundbind kan bidrage til at holde epidemien nede. Derfor bliver det fra i morgen, den 22. august, obligatorisk at anvende mundbind i den kollektive transport.

I Nyreforeningen er vi glade for kravet, for vi mener, at et mundbind vil være med til at sætte fokus på, at vi stadig skal holde afstand og passe på hinanden. Ikke mindst af hensyn til bl.a. personer med nyreproblemer, som er blandt gruppen af personer i øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19. Formand for Nyreforeningen Jan Rishave siger, at tiltaget åbner mulighed for, at flere af vores medlemmer under tryggere forhold kan bevæge sig uden for hjemmets fire vægge. Som Mette Frederiksen siger: ”Hvis et lille mundbind kan skærme os mod en stor smittestigning, er det godt givet ud for hver enkelt af os.”

Det er dog vigtigt at huske på, at mundbind kun er et supplement til de generelle anbefalinger om god håndhygiejne, begrænsning af fysisk kontakt, hyppig rengøring og at holde god afstand til hinanden. Ligeledes er det vigtigt, at man bliver hjemme hvis man har symptomer eller er smittet med COVID-19.

Sundhedsstyrelsen anbefaler CE-mærkede engangsmundbind, fordi filtreringsgraden af små partikler her kan dokumenteres. Stofmundbind er et godt alternativ. Dog ikke for personer med nyreproblemer og andre som er i øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19. Her anbefales de CE-mærkede mundbind. Der findes tre typer CE-mærkede mundbind: Type I, Type II og Type IIR. Forskellen er, at type I har en filtreringsgrad på 95% og type II på 98%. Typer II og IIR er til brug i sundhedsvæsenet og Sundhedsstyrelsen oplyser, at til brug i det offentlige rum er type I er tilstrækkeligt, både mht. at beskytte sig selv og andre. Dette gælder også for personer i øget risiko.

Det kan hurtigt blive til en dyr fornøjelse med alle de købte engangsmundbind. Derfor arbejder Nyreforeningen for, at mundbind bliver gratis for mennesker i øget risiko for alvorligt forløb ved COVID-19.

Kilde: Sundhedsstyrelsen – Krav om mundbind i den kollektive trafik og særlige anbefalinger til personer i øget risiko (15. august 2020)

Læs mere om mundbind og COVID-19 og nyresygdom på vores hjemmeside