Indlæg

Hjælp dit barn ved smertefulde indgreb

Sådan hjælper du dit barn gennem smerter

Hjælp dit barn ved smertefulde indgreb

Som pårørende og især som forælder kan det være svært at hjælpe sit barn bedst muligt, når det f.eks. skal stikkes eller opereres.

Af Anna Kronborg Haar, Redaktionen

Mange danskere synes ikke, det er særlig sjovt at blive stukket – og børn er ingen undtagelse. Det er vigtigt at hjælpe alle børn med at blive f.eks. vaccineret, men smerten kan også være en del af hverdagen, hvis man f.eks. er kronisk nyresyg og ofte skal undersøges.

Hjælp dit barn før, under og efter proceduren

Når man opfatter smerte sker det gennem hjernen – smerten er derfor både fysisk og psykisk. Derfor kan følelser og tanker både øge og mindske den smerte man oplever. Et eksempel er, at hvis man ved at noget kommer til at gøre meget ondt, gør det næsten ondt før det overhovedet er sket. Dette gælder naturligvis også for børn.

Videnscenter for Børnesmerter i Region Hovedstaden er med til at optimere smertebehandlingen af børn og unge i Regionen og har opsat nogle gode råd til forældre, hvis barn skal gennem noget smertefuldt.

Før stikket eller proceduren skal man snakke med barnet om, hvad der skal ske, i et sprog det forstår. Det nytter med andre ord ikke at bruge medicinske fagudtryk, men dagligdagssprog og sammenligninger til hvad barnet tidligere har oplevet.

”Det er vigtigt at informere barnet på dets aldersmæssige niveau. Det er ikke sikkert, man kan forklare en operation til et 3-årigt barn, men man kan f.eks. sige at vi skal på hospitalet, at lægen og sygeplejersken skal hjælpe os og at mor og far vil være der hele tiden. Giv barnet nogle realistiske valgmuligheder – f.eks. hvilket legetøj det vil have med og hvad man skal lave bagefter eller spise til aftensmad,” siger Gitte Aagaard, der er børnesmertesygeplejerske i Videnscenter for Børnesmerter på Rigshospitalet.

Generelt er det vigtigt at virke rolig overfor barnet og opmuntre det – også selvom man selv er nervøs. Hvis forældrene er bange for det, der skal ske, smitter det nemlig af på barnet.

Under proceduren skal man være særligt opmærksom på sit sprog. Hvis man siger ”du skal ikke være bange”, bliver barnet nemlig først bange. Fysisk kontakt med mindre børn er også en god idé.

Efter det smertefulde skal barnet roses for at have klaret det, men det er samtidig vigtigt ikke at lade det fylde for meget og vende hurtigt tilbage til dagligdagen.

Skal gentages når man er kronisk syg

Hvis ens barn har en kronisk sygdom, skal man som forælder håndtere smerteoplevelsen en anelse anderledes, fordi det skal gentages gang på gang.

”Det er vigtigt at finde metoder, der kan hjælpe barnet, hvis det f.eks. skal stikkes ofte. Her er det vigtigt at lytte til barnet og høre, hvad der fungerer bedst for dem,” siger Gitte Aagaard. Hun tilføjer, at det kan være godt at komme på hospitalet, selvom man ikke skal have foretaget noget af lægerne. F.eks. lege i legestuen, besøge biblioteket eller lignende. På denne måde er hospitalet ikke kun forbundet med noget ubehageligt.

Hvis barnet ikke er gammelt nok til at man kan spørge det, hvad det tænker, skal man følge rådene og retningslinjerne. Disse indeholder blandt andet amning eller sukkervand til børn under 1 år, fordi det virker smertestillende og beroliger. Til større børn skal der bruges lokalbedøvende creme, og så skal barnets opmærksomhed afledes – f.eks. med sæbebobler, historier eller iPad.

Før operationer er det de samme forholdsregler, der gælder – lige med undtagelse af sukkervandet, hvis barnet faster.

”Det er vigtigt, at forældre føler sig godt informeret, så de kan videregive information og ro til barnet. Prøv at tale i et roligt stemmeleje og tal om noget rart – f.eks. at I skal på legepladsen bagefter. Prøv at have planlagt hvordan du kan aflede dit barn med spil, legetøj, bamser eller lignende,” siger Gitte Aagaard.

Typiske forældre-fejl

Selvom mange forældre prøver alt hvad de kan for at hjælpe deres barn, begår nogle af dem fejl uden at vide det.

”Fejl, forældre begår, kan f.eks. være at sige, at det er hurtigt overstået, fordi det kan vi ikke love med sikkerhed. Det er også en fejl at sige, at det ikke gør ondt, fordi det ved vi egentlig ikke – det er kun barnet, der oplever det,” fortæller Gitte Aagaard. Et lille barn der får at vide, at det ikke skal være bange, har måske slet ikke overvejet at det skulle blive bange, men bliver det når det nævnes.

Gitte Aagaard opfordrer til at passe på, hvilket sprog man bruger og give barnet mulighed for at stille spørgsmål og ellers tænke på, hvad der skal ske efter det ubehagelige. Hun forklarer desuden, at hvis forældrene er bange for at blive stukket, stammer det ofte fra deres egne oplevelser. Derfor kan det give mening at aftale, hvem af forældrene der er bedst i situationen, eller om begge skal med.

Ikke nødvendigt at fastholde børn

På Rigshospitalet har man taget en beslutning om ikke at holde børn fast mod deres vilje, og det kan faktisk være svært for forældre at acceptere. Ufrivillig fastholdelse, som det også hedder, er når barnet bliver holdt fast mod dets vilje af enten forældre eller sundhedspersonale med det formål at holde barnet i ro. Fastholdelse kan blandt andet ske fordi barnet risikerer at skade sig selv, det tager længere tid end forventet eller sundhedspersonalet har for lidt tid eller tålmodighed til at finde andre løsninger.

”På landsplan er vi ved at blive opmærksomme på de konsekvenser fastholdelse har, såsom angst for fremtidige procedurer eller besøg hos læge / hospital, forsinket udvikling i tale, søvnbesvær og mareridt mm. Vi hører dog desværre stadig, at børnene oplever det. Det er svært at vende sådan en kultur, hvor vi har troet, at det var bedst for barnet at få det hurtigt overstået, og at børn hurtigt glemmer. Men nu ved vi, at det har konsekvenser for børnene, og vi har viden og redskaber til at undgå det,” siger Gitte Aagaard.

Derfor opfordrer hun forældre til at sige fra: ”Man skal sige, at man ikke vil være med til det. Det kan være svært, fordi man selv er nervøs eller ked af det. Ufrivillig fastholdelse er ikke nødvendig, medmindre der er tale om en livstruende tilstand. Hvis man ikke kan hjælpe med afledning osv., kan man f.eks. give børnene beroligende medicin eller lattergas.”

Sådan hjælper du dit barn gennem smerten

  1. Brug tid på at forklare dit barn hvad der skal ske, så det kan forstå det. Svar på eventuelle spørgsmål og vær så vidt muligt ærlig i dine svar.
  2. Giv barnet realistiske valgmuligheder som f.eks. hvilken bamse der skal med på hospitalet og hvad der skal ske bagefter, men ikke om blodprøven skal tages eller ej.
  3. Forsøg at være så rolig som muligt og behersk den angst du evt. selv føler. Vær opmærksom på at dit kropssprog også virker roligt og træk vejret dybt.
  4. Afled barnets opmærksomhed fra det, der gør ondt. Blæs sæbebobler, fortæl historier eller giv barnet en telefon / iPad at lege med.
  5. Fortæl personalet dine erfaringer, så de kan tage højde for netop dit barn. De ved hvad der skal ske, men du kender dit barn og ved hvordan det reagerer.

Kilde: Videnscenter for Børnesmerter

 

Bragt i Nyrenyt, september 2016

Jeg gemte mig, når jeg skulle have epo

Af Steffie Jørgensen

Steffie Jørgensen

Da jeg var barn, var jeg altid meget tørstig, kunne ikke rigtigt gå og var meget ked af det hele tiden. Min mor, som dengang var sygeplejerske, blev ved at hive mig til lægen. De troede dog ikke på hende, da hun sagde noget var galt, og bad hende om at gå hjem og være mor i stedet for sygeplejerske.

Endelig, da jeg var seks år, fik vi lokket min praktiserende læge til at tage en blodprøve, som afslørede en kreatinin på 900. Jeg røg direkte i dialyse inde på Riget, hvor jeg gik tre gange om ugen i tre timer ad gangen. Det var hårdt, eftersom vi boede i Næstved, og havde mange timers transport hver dag – men de vidste desværre ikke nok om min sygdom i Næstved.

Bamsen var også i dialyse

Som lille forstod jeg ikke rigtigt hvad et kateter m.v. var, så jeg fik revet seks katetere ud i løbet af et halvt år, så til sidst måtte jeg sove mellem mine forældre, hvor de holdt en arm hver. Til gengæld fik jeg lov til at få slanger og poser med hjem, så min store bamse også kunne være i “dialyse”, så det ikke kun var mig. Jeg har mange blandede minder fra dengang, både gode og dårlige. Jeg husker bl.a. hvordan jeg gemte mig, når jeg skulle have epo, og legede at jeg var død, når jeg skulle drikke medicin.

Da jeg blev syv år, fik jeg en ny nyre af min farmor. Det var dejligt at slippe fra dialysen og begynde “på en frisk”.

Min nyre holdt i 14 år, og da jeg var færdig med 3.g i gymnasiet, fik jeg at vide, at jeg skulle have en ny. Det var en lidt kompliceret situation, eftersom jeg har en sygdom, hvor min store vene i maven er forsnævret. Det betyder, jeg ikke får så meget blod ud i benene, som man normalt gør, og lægerne tror også det var det, der i sin tid gjorde jeg fik nyresvigt. Vi fandt ud af det, da jeg som 18-årig fik en blodprop.

Måske ville jeg vågne uden en ny nyre

Min mor blev udredt som donor, og efter mange måneder, hvor lægerne diskuterede hvordan de skulle gribe transplantationen an, skulle jeg endelig have min nye nyre. Den store dag, d. 6. december 2013, blev jeg først kørt ned i narkose, hvor de åbnede mig, for at se om jeg kunne modtage en nyre. Det var lidt ubehageligt at vide, jeg måske kunne vågne uden en ny nyre, men den chance måtte jeg tage.

Da lægerne så, at de kunne lægge nyren lidt højere oppe end normalt, blev min mor kørt ned, og blev skåret op, for at de kunne tage nyren ud hurtigst muligt. Jeg vågnede op efter en operation på 6-7 timer, og var så glad! Dog havde jeg mange smerter, og måtte igen opereres 4 dage efter, fordi de bl.a. skulle ind og justere på nyren for at kickstarte den, og også fjerne en cyste jeg havde længere oppe i maven.

Det var fire lange måneder med indlæggelser ind og ud, hvor jeg blev opereret fire gange i alt. De sidste to gange var pga. en byld, og pga. nyren havde vokset sig fast i rygmusklerne.

Nu lever jeg et godt liv, hvor jeg venter på svar på, om jeg er kommet ind på sygeplejerskeuddannelsen. Jeg har en kreatinin på lige omkring 200, og en nyrefunktion på 25 %, så jeg er glad og taknemmelig.

 

Som optakt til Nyrernes dag den 28. maj bringer vi hele måneden historier fra vores medlemmer. Vi har ikke lavet nogle retningslinjer – bare opfordret folk til at fortælle en del af deres historie. Tak til vores frivillige Irene Viggo, som har taget initiativ til dette og indsamlet historierne.

Et kærligt skub til Asta

Vi savner undersøgelser, som viser hvordan motion påvirker børn med nyresygdomme. Det mener fysioterapeut Michael Bundgaard Nielsen. Hans egen nyretransplanterede datter, Asta, har både fået en bedre fysik og mere selvtillid takket være jævnlig motion.

Af Peter Jürgensen

 I en alder af kun to et halvt år fik Asta i 2007 transplanteret sin farmors nyre. I dag er den nu syvårige pige fysisk aktiv. Hun går til håndbold – af og til to gange om ugen, når der er stævner. Derudover går hun til svømning. Endelig er der masser af plads at boltre sig på i området omkring Arresø i Nordjylland, hvor hun bor sammen med sine forældre.

Sådan har det dog ikke altid været. I den første tid efter transplantationen var hun træt og havde meget lidt energi. Når det år for år er lykkedes hende at få stadig større udholdenhed og bedre kondition, skyldes det ikke mindst at hendes far, Michael Bundgaard Nielsen, er fysioterapeut og derfor ved hvilken type motion som er hensigtsmæssig i forhold til bestemte sygdomme og funktionstab. Som 16-årig blev han i øvrigt selv nyretransplanteret.

”Det var først efter at min kone og jeg fik Asta, vi fandt ud af at familien bar på en arveligt betinget nyresygdom”, fortæller han.

”Efter at børn har været indlagt på hospital i længere tid, og dermed været inaktive, er det vigtigt at de kommer hurtigt i gang og får sunde fritidsinteresser. Af og til kan det være nødvendigt at forældrene hjælper dem lidt i gang og opmuntrer dem. Og det var i øvrigt også nødvendigt for Astas vedkommende”, erkender Michael Bundgaard Nielsen.

Sundhedsstyrelsen anbefaler at børn og unge er fysisk aktive mindst én time om dagen, og der skal indgå aktiviteter, som øger knoglestyrken og bevægeligheden. Astas far mener imidlertid at det er svært for nyresyge børn at følge disse anbefalinger.

Et overset område

Deres liv har været præget af lange indlæggelser og komplicerede efterforløb. Ofte har de tabt en del af deres muskelmasse. Deres knoglevækst er måske også påvirket. Samtidig kan de mangle kalk og D-vitamin. Derfor kan det – i modsætning til raske børn – være meget svært at motivere dem til at dyrke motion. Forældrene nænner heller ikke altid at presse deres nyresyge barn for meget, fordi barnet – f.eks. efter transplantation – jo netop ikke er på højkant, hverken fysisk eller psykisk og i øvrigt kan være meget træt. Nogle forældre tror endda, at motion ligefrem forværrer barnets sygdom. Hvis forældrene er i tvivl, er det derfor altid en god idé at spørge lægen om der er restrektioner hvad angår den motion, barnet må udsættes for.

Herhjemme er der ikke gennemført større undersøgelser, som belyser hvordan motion påvirker børn med nyresygdomme. Michael Bundgaard Nielsen mener, at det er et overset område inden for behandling af børnesygdomme.

”Det er trist, for når vi ikke har nogle valide undersøgelser, kan det være svært at retfærdiggøre over for forældrene, at deres nyresyge barn skal dyrke motion”, siger han. ”Men når nyresyge børn får motion og eventuelt fysioterapi – gerne med leg eller sport som drivkraft, kan man meget hurtigt konstatere, at de gør fremskridt. Deres fysiske tilstand bliver klart bedre. Asta har f.eks. på få år fået langt større overskud og lyst til at udfolde livet. Hun har fået større mod og mere selvtillid”, siger Michael.

 

Bragt i Nyrenyt, august 2012

Kristine-hvis-jeg-vaagner-i-morgen

Hvis jeg vågner i morgen…

Døden har været så tæt på for den 26-årige Kristine Lykke Roed, at den er svær helt at slippe. Siden barndommen har hun måttet kæmpe en hård kamp med en medfødt nyresygdom, transplantation, lymfekræft og senest dialyse igen. Lige nu venter hun på at der skal lande en helikopter på Rigshospitalets tag med en ny nyre til hende. ”Jeg ville da meget gerne slippe for at tage alle de kampe, som har været nødvendige. Men heldigvis er jeg en fighter”, siger Kristine, som nu er godt på vej til at afslutte sociologistudiet på Københavns Universitet.

Af Peter Jürgensen

”Når jeg møder andre unge mennesker, som ødelægger deres krop med rusgifte og opfører sig som om de er udødelige, så er det svært at forstå for mig, som har haft døden så tæt inde på livet. Jeg kan blive rigtig vred, når jeg møder jævnaldrende, som drikker sig fra sans og samling eller tager stoffer. De tænker slet ikke på hvor vigtigt det er at kroppen fungerer og at livet er dyrebart”.

Kristine Lykke Roed har i løbet af sit 26-årige liv haft rig anledning til at tænke over hvor vigtigt det er at passe godt på livet. Hendes ene nyre har aldrig virket, mens en anden, da hun kom til verden, kun havde 70 – 80 procent af den kapacitet en normal nyre skal have. Som otteårig kom hun i dialyse første gang. Et halvt år senere fik hun transplanteret sin mors nyre. Den nåede at fungere i 17 år. I november sidste år måtte hun derfor atter i dialyse.

Hun husker, at et i mere end én forstand var smertefuldt at være et nyresygt barn.

”Det kunne være svært at forklare de andre børn i skolen, hvorfor jeg for eksempel fik nogle kæmpe store kinder på grund af den medicin, jeg tog. Jeg ble ikke direkte mobbet men nogle af kammeraterne forstod mig og andre gjorde ikke. Det som virkelig gjorde mig ked af det, var at mine forældre jo var dybt bekymret over at jeg var syg”

Umiddelbart efter sin studentereksamen i 205 fik Kristine konstateret lymfekræft. Kræften opstod som en følge af den medicin hun måtte tage for ikke at afstøde den transplanterede nyre.

Lige efter sin sidste eksamen på gymnasiet faldt hun om, og blev indlagt på intensivafdelingen samme dag. Efter tre uger fik hun diagnosen lymfekræft.

”Jeg fik med nød og næppe klaret min sidste eksamen, men måtte aflyse mit studentergilde, var kridhvid i hovedet og lignede noget katten havde slæbt med ind fra møddingen. Men det var sommer og den tanke, som straks slog ned i mig var: Hvis jeg bare er rask til januar, så er det i orden. Først senere kom jeg til at tænke over, at lymfekræften også var noget jeg kunne dø af. Jeg havde en samtale med en læge og en sygeplejerske på hæmatologisk afdeling. Vi talte frem og tilbage. På et tidspunkt lænede lægen sig lidt frem, så mig i øjnene og sagde: Du er godt klar over at du kan dø af dette her, ikke? Jeg havde da tænkt tanken, men skubbet den væk.”

Den svære fødselsdag

Én af de sværeste stunder Kristine gennemlevede undr sin kræftsygdom, var da hun skulle holde sin 20 års fødselsdag.

”Vi boede i Rold Skov syd for Ålborg og jeg havde inviteret min familie til lidt god mad og lagkage. Mine gæster spurgte hele tiden hvad de kunne gøre for mig. ”Hvordan kan vi gøre de til en perfekt dag?”, lød spørgsmålet. Jeg fik nogle store gaver, men havde aldrig været så ligeglad med materielle værdier. Jeg vidste jo ikke om jeg kun havde en måned tilbage at leve i. Det eneste jeg kunne fortælle min familie, var at jeg ønskede at være sammen med dem. Mit liv hang i en tynd tråd og det var mærkeligt at opleve det så eksplicit som 20-årig”.

Efter et lille halvt år med kemoterapi og rigtig mange timer på sofaen, var Kristine færdigbehandlet med et godt resultat. Det er nu over seks år siden og hun har det godt, også selv om hun har måttet starte i dialyse igen. De seneste tre år er hendes nyrer gradvis blevet dårligere.

Hun husker, hvor byrdefuldt det var at vente på hvornår hun blev så syg at hun atter skulle i dialyse eller skrives på ventelisten til endnu en ny nyre – og angsten for at kræftsygdommen skal vende tilbage, er fortsat svær at lægge fra sig.

Lægen og facitlisten

”Lige efter at jeg var begyndt i dialyse sidste vinter, var jeg meget træt. Når jeg så oplever træthed igen, tænker jeg: Er det nu fordi jeg atter har fået kræft? Men det hjælper at tale med andre mennesker, og især hjælper det at tale med lægen. Det er betryggende at have en facitliste, så jeg sammen med lægen kan udelukke de sygdomme eller følgesygdomme, som jeg ikke har”, siger Kristine.

”Der er dog en øget risiko for at lymfekræften atter venter tilbage. Den medicin jeg skal have efter en kommende nyretransplantation, og som skal forhindre afstødning af nyren, kan have den bivirkning, at kræften vokser frem igen. Det er et vilkår, jeg indstille mig på – og det er en eventualitet, som lægerne har givet mig klar besked om”.

”Hvordan har du forsøgt at håndtere din sygdom og den bekymring, som følger med?”

”Lige efter at jeg blev helbredt for kræft, drak og festede jeg rigtig meget, for nu skulle jeg mærke at jeg levede. Flere gange i tidens løb har jeg gået til psykolog. Det hjælper og forløser at kunne give udtryk for sin eksistentielle angst – angsten for at dø. Hver aften, når jeg går i seng, tænker jeg: Hvis jeg vågner i morgen, er det godt og så tager vi den derfra. For mig handler det om at tage én dag ad gangen. Jeg er ikke bange for at jeg skal dø om en uge og jeg planlægger stadig fremadrettet. Men døden har været så tæt på, at den er svær at slippe.

Lige som jeg bruger lægen til at lave en facitliste, bruger jeg mine forældre og min kæreste til at tale om de mere livsnære problemer. Det er dem, jeg ringer til om natten, når jeg ikke kan sove”.

Studier i flere tempi

For fem år siden begyndte Kristine Lykke Roed at læse sociologi på Københavns Universitet. Hun er nu nået til kandidatdelen og har sideløbende gennemført den seks måneder lange tillægsuddannelse i journalistik. Praktikdelen foregik på Politikens debatredaktion.

På sociologistudiet mangler hun kun at gennemføre ét semester, før hun skal skrive speciale. Kristines plan er at blive færdig med studiet inden hun bliver 30. Hun føler dog ikke at kombinationen mellem en kronisk sygdom og en højere uddannelse lægger urimelige byrder på hendes skuldre.

”Folk er meget gode til at fortælle mig at man må være med på den måde man kan. Det vil i praksis sige at jeg må benytte de særordninger og den fleksibilitet, som findes i uddannelsessystemet, når helbredet nu engang ikke er helt som det skal være. Men man er nødt til selv at bede om en særordning. Underviserne kan jo ikke vide at jeg er startet i dialyse, hvis jeg ikke fortæller dem det. Det handler om at være fræk nok til at sige: Jeg kan ikke helt leve op til det, I forventer, men jeg kan så meget andet”.

”Hvad er det, som fascinerer dig ved sociologi?”

”Det er at sociologi grundlæggende handler o skæbner og liv. Man kan høre et menneskes samlede Historie, hvis man beder om lov. Og det er af samme grund at jeg holder af journalistik – og af at fotografere. Ikke mindst dokumentarfotografiet kan indfange et menneskes skæbne og liv. Derfor har jeg også en drøm om at sammenkæde sociologi, journalistik og foto”.

Op- og nedture

For et år siden fik Kristine at vide at hendes fars nyre ikke passede som donororgan til hende. Det gjorde så ondt på faderen, at han blev rigtig ked af det.

”Jeg har altid været min fars pige. Mine forældre er skilt og desværre mistede jeg min helt tætte tilknytning til ham, da han flyttede hjemmefra. Da jeg fik en kræftdiagnose, var han til gengæld hos mig – både bogstaveligt og rent mentalt. Den tætte relation kom tilbage og den har været der siden. Men jeg har aldrig set ham så ked af det, som da det viste sig at hans nyre ikke passede til mig”.

Kristine har trods sin sygdom også haft mange succesoplevelser. Den største var, da hun for tre år siden flyttede til Berlin for at læse et semester på Humboldt Universitetet. Dengang kunne hun ikke tysk og det gik stødt ned ad bakke med helbredet. På kun otte måneder lærte hun dog at tale sproget, og det var også under dette ophold i Tyskland, at hun lærte sin nuværende kæreste at kende.

”Bortset fra mine forældre, er han den, der forstår mig bedre end nogen anden”, tilføjer hun.

De nødvendige kampe

I efterhånden halvandet år har hun nu ventet på at få en ny nyre.

”I princippet kan de jo ringe fra hospitalet hvert øjeblik det skal være og fortælle at den nu er klar. Jeg tænker ikke på det hver dag, for så ville jeg jo blive skør i hovedet. Men når jeg ser helikopteren lægge an til landing på toppen af Rigshospitalet, så tænker jeg: Mon det er min tur i dag?”

”Stikker det så lidt i hjertet, når du opdager at det endnu ikke er din tur?”

”Ja, det gør det. Men jeg synes ikke at jeg har fået en uretfærdig skæbne. Den livsindstilling kommer der ikke noget godt ud af. I stedet bliver jeg sur. I øvrigt kan man komme langt ved at arbejde sig ud af sine bekymringer. Min mor er meget løsningsorienteret og den indstilling har jeg nok arvet. Jeg ville da meget gerne slippe for at tage alle de kampe, som det har været nødvendigt at tage. Men det kan ikke lade sig gøre, når det er mig. Og jeg er heldigvis en fighter…”

 

Bragt i Nyrenyt, oktober 2012.