Tabt arbejdsfortjeneste

Du kan få økonomisk hjælp til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, hvis du forsørger dit barn under 18 år, og dette har betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller indgribende kronisk eller langvarig lidelse. Det sker efter Servicelovens § 42.

Det er ikke en betingelse for at få tabt arbejdsfortjeneste, at begge forældre bor sammen med barnet eller har del i forældremyndigheden. Det er derimod en betingelse, at forældrene har et løntab. Dog kan I være berettiget, selvom I for nærværende ikke er i arbejde. Dette forudsætter, at det er sandsynliggjort, at I på grund af pasning af barnet er afskåret fra at komme på arbejdsmarkedet.

Formålet med ydelsen er at skabe de bedst mulige forhold for familien og undgå, at barnet skal anbringes på en institution.

Situationer, hvor du kan få kompensation:

Børn og unge, som har et stort behov for pleje og overvågning

Børn og unge, som har behov for tilsyn på grund af manglende evne til at overskue konsekvenserne af deres handlinger

Børn og unge, som sover uroligt eller sparsomt, så forældre ofte skal tilse eller hjælpe dem i løbet af natten

Børn og unge, som skal deltage i mange behandlinger og undersøgelser

Børn og unge, som på grund af nedsat immunforsvar eller stor sygdomsrisiko, ikke kan være i et dagtilbud eller skole. Fx nyretransplanterede børn eller i starten af nyresygdommen.

Særlige forhold du skal være opmærksom på

Det har naturligvis sine omkostninger at være uden for arbejdsmarkedet i en længere periode, som fx:

At være uden for det kollegiale fællesskab.

Ofte er det vanskeligt at få forlænget sin orlov hos arbejdsgiveren.

Ofte bliver det nødvendigt at opsige sin stilling.

Tab af avancement og karrieremuligheder er en pris, som mange må betale.

Tab af faglige kvalifikationer, viden om sit fag osv. er også omkostninger, der kan afskære eller vanskeliggøre en tilbagevenden til arbejdsmarkedet.

På længere sigt kan konsekvenserne være, at man ikke er berettiget til arbejdsløshedsunderstøttelse og efterløn.

Overvej desuden om du sparer noget ved at modtage tabt arbejdsfortjeneste? Betaling til f.eks. daginstitutionsplads eller transport bliver nemlig modregnet i kompensationen.

Hvor mange timer kan du modtage tabt arbejdsfortjeneste?

Der kan ydes tabt arbejdsfortjeneste fra få timer om ugen til fuld tid. Det afgørende er, hvor mange timer det er hensigtsmæssigt, at barnet/den unge bliver passet i hjemmet eller følges til behandling. Tabt arbejdsfortjeneste kan enten ydes til den ene af forældrene, eller man kan dele ydelsen.

Der kan dog normalt ydes maks. 37 timer pr. uge. Der er dog mulighed for dispensation i særlige situationer, som fx hvis barnet under indlæggelse på sygehus kommer i en kritisk tilstand, og der er behov for, at begge forældre er til stede.

Hvis dit og barnets behov til kompensation er på mindre end fuld tid (37 timer), og du ikke kan få et job i de resterende timer, er du ikke af den grund berettiget til yderligere kompensation.

Kommunens afgørelse om kompensation for tabt arbejdsfortjeneste skal både indeholde en afgørelse om, hvorvidt du er berettiget til kompensation, i hvilket omfang samt en afgørelse om beregningsgrundlaget.

Kontrolbesøg på hospital og andre enkeltdage

Ankestyrelsen traf i april 2008 en principiel afgørelse, der betyder, at de tre første årlige kontrolbesøg ikke længere dækkes som tabt arbejdsfortjeneste. Ligeledes kan der heller ikke udbetales merudgifter i forbindelse med disse tre besøg.

Beregning af tabt arbejdsfortjeneste

Reglerne om udbetaling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste blev ændret pr. 1. januar 2011. Det betyder, at der nu gælder to sæt lovregler. Et for dem, der søger tabt arbejdsfortjeneste efter 1. januar 2011 og et andet regelsæt for dem, der modtog tabt arbejdsfortjeneste i 2010. Se mere information nedenfor.

De ’gamle’ regler – hvis du blev kompenseret i 2010

Her er det grundprincippet, at kompensationen skal erstatte den løn, du mister ved ikke at kunne arbejde som normalt. Når kompensationen skal beregnes, er det din seneste arbejdsindtægt, der er beregningsgrundlaget. Hvis du ikke tidligere har haft en arbejdsindtægt, er der mulighed for at tage udgangspunkt i en hjemmehjælpers løn.

De nuværende regler

Der er kommet loft over den kompensation, forældre kan få for tabt arbejdsfortjeneste. Det betyder, at du maks. kan modtage 28.870 kr. brutto pr. måned.

Ændringen har også en konsekvens for dig, selv om du kun modtager kompensation for et mindre antal timer end fuld tid (37 timer). I denne situation bliver du kompenseret med en timeløn, der svarer til det, du ville have, hvis din månedsindtægt var på 28.870 kr. pr. måned.

Du får udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i tre måneder efter udgangen af den måned, hvor du ophører med tabt arbejdsfortjeneste.

ATP

Du er omfattet af ATP-ordningen, når du modtager tabt arbejdsfortjeneste. Du betaler selv 1/3 af bidraget, mens kommunen betaler 2/3.

Feriepenge

Du optjener ikke feriepenge, når der udbetales tabt arbejdsfortjeneste. For at ligestille dig i forhold til de almindelige regler om ferietillæg og feriepenge, udbetales et tillæg til ferieformål på 1 % af bruttoydelsen i det foregående kalenderår. Beløbet bliver udbetalt pr. 1. maj.

Når du ophører med at modtage tabt arbejdsfortjeneste, får du udbetalt et tillæg på 12,5 % af bruttoydelsen, der er udbetalt i de forudgående kalenderår. Kommunen skal endvidere beregne et tillæg på 12,5 % i det kalenderår, hvor tabt arbejdsfortjeneste ophører. Feriegodtgørelsen fra dit tidligere arbejde fradrages i beregningen af den tabte arbejdsfortjeneste. Begrundelsen er, at feriegodtgørelsen træder i stedet for lønindtægt.

Pensionsordninger

Hvis du har en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning, skal du have indregnet bidraget, når du modtager tabt arbejdsfortjeneste. Det forudsætter, at du umiddelbart inden overgangen til tabt arbejdsfortjeneste har en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning. Kommunen indsætter så vidt muligt bidraget på kontoen i din pensionskasse. Pensionsbidraget er på 10 % af bruttoydelsen i 2008, dog højst et beløb svarende til det hidtidige arbejdsgiverbidrag. Reglen om pensionsindbetaling gælder dog kun, hvis du er bevilget tabt arbejdsfortjeneste efter 1. januar 2003.

Arbejdsløshed

Hvis du får kompensation på deltid, og du mister dit deltidsjob, har du mulighed for at få en supplerende ydelse i tre måneder, så du kan forsøge at få et nyt deltidsjob i perioden.

Hvis du modtager deltidskompensation, vil du ikke kunne få supplerende hjælp fra din A-kasse, hvis ikke du opfylder kravet om at stå til rådighed i fagets sædvanlige fulde arbejdstid.

Du har ret til at få dagpenge udbetalt fra din A-kasse, når du ikke længere modtager kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Det er dog en betingelse, at du fortsat er medlem af A-kassen, og du før overgangen til tabt arbejdsfortjeneste var berettiget til dagpenge.

Ophør

Du kan til enhver tid bede kommunen om, at ordningen og udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste stopper. Såfremt betingelserne for udbetalingerne bortfalder, kan den tabte arbejdsfortjeneste blive udbetalt i en udviklingsperiode på maks. tre måneder – medmindre andet er aftalt fra begyndelsen.

Hvis du har modtaget kompensation for fuld tid i en længere årrække og efterfølgende har svært ved at komme tilbage til dit hidtidige erhverv, kan du få råd og vejledning fra din sagsbehandler. Denne kan også henvise til det lokale jobcenter med henblik på støtte til at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Du skal være opmærksom på, at når dit barn fylder 18 år, kan der ikke længere udbetales tabt arbejdsfortjeneste. Når dit barn nærmer sig de 18 år, er det derfor en god idé at få en samtale med sagsbehandleren om bl.a. muligheden for, at dit barn kan få revalideringsydelse.

A-kasse

Er du medlem af en A-kasse, bør du kontakte denne for at høre om konsekvenserne for din fremtidige ret til arbejdsløshedsdagpenge. Det er desværre ikke muligt at redegøre for disse regler her, da de er meget komplicerede.

Ankevejledning

Hvis du får afslag på din ansøgning fra kommunen, har du krav på en begrundet afgørelse med en beskrivelse af muligheden for at klage. Bed altid om at få afgørelsen på skrift. Afklar hvilke oplysninger og argumenter kommunen har lagt til grund. Det kan hjælpe dig til at vurdere, om du er enig eller uenig i afgørelsen og dermed beslutte, om du vil bruge din klagemulighed.

Hvis du er utilfreds med kommunens afgørelse og ønsker at klage, skal du sende klagen til kommunen. Kommunen skal derefter genvurdere din sag, og hvis afgørelsen fastholdes, bliver klagen sendt til klageinstansen. Klageinstansen er Den Sociale Sikringsstyrelse.

Husk, at der er en klagefrist på 4 uger (28 dage) beregnet fra den dag, du har modtaget meddelelsen om afgørelsen. Klagefristen skal overholdes! Klagen skal altid indgives til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Du kan indgive klagen skriftligt eller mundtligt.

Sygedagpenge

Forældre med alvorligt syge børn under 18 år har ret til dagpenge fra kommunen, hvis du i forbindelse med barnets sygdom helt eller delvis opgiver lønarbejde – eller arbejde i selvstændig virksomhed. Det er en betingelse, at barnets sygdom skønnes at medføre behov for ophold på hospital eller lignende i 12 dage eller mere. Behandling eller pleje i hjemmet kan sidestilles med hospitalsophold, hvis barnets behov i forbindelse med sygdommen taler for det.

Skolebørn

Skolebørn med højt fravær pga. kronisk sygdom har mulighed for ekstra-undervisning, hvis fraværet overstiger 15 dage i kvartalet. Det er vigtigt, at du som forælder gør skolen opmærksom på, at dit barn ofte er mere træt end de andre børn. Læs mere om dit barns rettigheder.