Kolesterolsænkende statiner kan sænke insulinfølsomheden og dermed øge risikoen for at udvikle type 2-diabetes. Men statinet Pravastatin kan være neutralt og måske endda øge insulinfølsomheden. Den problemstilling undersøger læge og PhD-studerende Mai-Britt Skadborg i forskningsprojektet INSTA, der har modtaget økonomisk støtte fra Nyreforeningens Forskningsfond i 2023. Håbet er, at den nye viden kan skabe mere optimal, individualiseret behandling og bedre sundhed for nyrepatienter samt mindske lægers bekymring for at ordinere statiner – en behandling der faktisk giver færre hjerte-kar-sygdomme.
Kolesterolsænkende medicin af typen statiner anbefales i dag som forebyggende behandling til personer, der er nyretransplanterede eller lever med kronisk nedsat nyrefunktion. Kolesterolet skal sænkes for at forebygge udvikling af hjerte-kar-sygdomme, som nyrepatienter er i meget høj risiko for at udvikle. Men ifølge de seneste års forskning, er der meget der tyder på, at statiner sænker insulinfølsomheden, altså vævets evne til at lade insulin lukke sukker ind i cellerne. Det giver øget risiko for at udvikle type 2-diabetes. Og diabetes giver stærkt øget risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdomme. En ond cirkel.
Samtidigt har der ikke været tilstrækkelig evidens for statiners forebyggende effekt hos nyrepatienter, og derfor har læger været forbeholdne overfor at behandle med statiner. Men for nogle år siden viste et forskningsstudie, at statiner faktisk giver klare sundhedsfordele i form af færre blodpropper i hjernen og hjertet og mindre behov for ballonudvidelser i ben og hjerte hos nyrepatienter.
Pravastatin kan måske have positiv effekt på insulinfølsomheden
Derudover antyder forskningsstudier, at visse statiner, heriblandt Pravastatin, kan have en neutral eller måske endda positiv effekt på insulinfølsomheden og således nedsætte risikoen for type 2-diabetes. Der er dog aldrig lavet nogle studier af dette hos nyrepatienter.
Dette ønsker Mai-Britt Skadborg, læge og PhD-studerende på Afdeling for Nyresygdomme på Aarhus Universitetshospital, nu at lave om på. Hun undersøger i forskningsprojektet INSTA, Pravastatins effekt hos nyrepatienter med let til moderat nyresygdom samt nyretransplanterede, begge uden diabetes, med den helt særligt præcise metode Botnia-clamp. En metode der anses for at være guldstandard, altså den ypperste metode, når det gælder undersøgelser af insulinfølsomhed.
Behov for mere individualiseret behandling
”Vi skal bruge resultatet til at individualisere vores behandlingstilbud til den enkelte. Mennesker er ikke ens, og hver enkelt patient skal have det tilbud om behandling der er optimalt for lige præcis ham eller hende. Og det er jo en afvejning af den risiko man har med sig i bagagen, og så den risiko behandlingen indebærer.” fortæller Mai-Britt.
Men hvis Pravastatin viser sig at have neutral eller endda positiv effekt på insulinfølsomheden, vil man så ikke bare vælge det hver gang? Nej, for her kommer menneskers individuelle behandlingsbehov og risikofaktorer ind i billedet:
”Pravastatin er ikke lige så potent som nogle af de andre statiner, og det vil sige, at det ikke kan sænke kolesterolniveauet lige så meget hos nogle patienter, som en række af de andre præparater kan. Den nye viden om Pravastatin, ville vi fx kunne bruge til at sige – du har et meget højt kolesteroltal, er ryger, og i din familie er der tendens til blodpropper i hjertet, når man er 40-50 år, så du har en høj risiko for at få hjerte-karsygdom. Til gengæld er du slank og har ikke stor risiko for at udvikle diabetes. Så ville man vælge et potent statin og sige – det vigtigste er, at vi får dit kolesteroltal langt ned.
Hvis man derimod sidder med for eksempel en kvinde, som har haft graviditetsdiabetes, der øger risikoen for at udvikle diabetes rigtig meget, som måske er overvægtig, som måske ikke får dyrket så meget motion, og som kun har let til moderat øget kolesteroltal, så ville man kunne vælge Pravastatin. Så afvejer vi, at risikoen ved den her bivirkning med nedsat insulinfølsomhed er højere for hende, og vi ikke har brug for så potent en kolesterolsænkende effekt, men det vil være tilstrækkeligt effektivt at give Pravastatin”, forklarer Mai-Britt Skadborg.
Hvis det kan påvises, at Pravastatin har neutral eller positiv effekt på insulinfølsomheden, giver det således konkrete fordele for nyresyge og transplanterede.
”Vi håber, at vi kan mindske bekymringen ved at ordinere Pravastatin og sikre, at flere nyresyge patienter får en god forebyggende behandling mod hjerte-kar-sygdom.”
Sådan undersøges Pravastatins effekt på insulinfølsomheden
Studiet er delt i to grupper. En gruppe bestående af 10-15 nyretransplanterede patienter og en gruppe bestående af 10-15 nyrepatienter med let til moderat nyresygdom. Ingen af dem har diabetes.
Nogle af patienterne i begge grupper får Pravastatin, og andre får placebo i en periode på 12 uger til at starte med. Derefter følger en såkaldt ”udvaskningsperiode” på fire uger, hvor de ikke skal tage medicin, men hvor den i løbet af de fire uger forsvinder fra kroppen. Herefter følger igen 12 uger, hvor deltagerne bytter rundt, og de der før fik Pravastatin får nu placebo. Forskerne ved ikke, hvem der får hvad i hvilken periode.
Ved afslutningen af hver behandlingsperiode på 12 uger, skal deltagerne have foretaget en række undersøgelser. Med Botnia-clamp-metoden får deltagerne først en glukoseopløsning intravenøst, hvorved blodsukkeret stiger, og det måles, hvor meget insulin der frigives fra bugspytkirtlen. Herefter tilføres mere insulin og forskerne måler, hvor meget sukker insulinet kan få proppet ind i cellerne i kroppens væv, hvilket giver et meget præcist mål for insulinfølsomheden.
Resultater klar omkring årsskiftet
Udover undersøgelser af insulinfølsomheden laves muskel- og fedtbiopsier for at finde ud af, hvordan muskulaturen og fedtvævet reagerer på insulin efter Pravastatinbehandling hos begge grupper. Derudover tages afføringsprøver, som dels skal give viden om, hvad der sker med tarmbakterierne, når insulinfølsomheden ændrer sig og dels give ideer til fremtidig forskning i tarmbakterier hos nyrepatienter.
Mai-Britt Skadborg er i skrivende stund ved at finde de sidste patienter der skal deltage i forskningsprojektet.
”Jeg regner med at inkludere de sidste i marts, og så er jeg færdig efter sommerferien. Om alt går vel. Og så håber vi, at vi har resultaterne klar til at udgive lige omkring årsskiftet 2024/2025. Det er tidslinjen lige nu”, slutter hun.
