Vælg en side

Nyreforeningen udgiver ny kogebog til dig, som vil leve sundt og tabe dig

Mad til mennesker med nyresygdom behøver hverken være kedelig eller præget af forbud. Nu lancerer Nyreforeningen kogebogen “SPIS SUNDT – når du har en nyresygdom”, der forener sundhed med madglæde – og som endda kan hjælpe med vægttab.

Er du en af de cirka 600.000 mennesker, der lever med nedsat nyrefunktion i Danmark? Så kan det være, at den nye kogebog fra Nyreforeningen er noget for dig.

I Nyreforeningen ved vi, at det kan stille særlige krav til kosten at leve med en nyresygdom. Vi ved også, at det kan virke noget nær uoverskueligt at finde frem den rette kost, hvis man samtidig kæmper med overvægt. Den nye kogebog “SPIS SUNDT – når du har en nyresygdom” tager nu fat i begge udfordringer med 30 opskrifter, der både tager hensyn til nyresygdommen og hjælper med vægttab – uden at gå på kompromis med smagen. Opskrifterne er inddelt i forskellige kategorier: retter med fjerkræ, kød og fisk samt vegetariske måltider og forskellige tilbehør.

Efterspørgsel på inspiration til et sundere liv

Det er en bog, der tager fat på en vigtig problemstilling, mener Nyreforeningens landsformand, Malene Deele, der selv har en nyresygdom og har skrevet forord til bogen:

“Mange mennesker har det med at spise lidt ekstra, når de bliver syge. Man vil gerne forkæle sig selv, og samtidig kan overskuddet til at bevæge sig og dyrke motion være blevet mindre. Man kommer let til at veje for meget, og det kan gå hen at blive et problem, hvis man f.eks. skal have transplanteret en nyre,” forklarer hun og tilføjer, at mange mennesker netop har efterspurgt et sted, hvor de kan få inspiration til et sundere liv:

“Denne kogebog undgår løftede pegefingre, men kommer med sunde, lækre opskrifter, som kan inspirere en til at spise sundt og stadigvæk kræse om sig selv. Der er ikke noget, der er forbudt, man skal bare tænke over, hvor meget man spiser af det,” siger hun.

Bogen kan bruges af alle med en nyresygdom

Et særligt kendetegn ved kogebogen er dens fleksibilitet – alle opskrifter kan tilpasses ens personlige proteinbehov, uanset om man er i dialysebehandling eller ej. Dette gør bogen brugbar for mennesker med nyresygdom i forskellige stadier.

Kogebogen er blevet til på baggrund af et samarbejde mellem et erfarent team af kliniske diætister, som har specialiseret sig i ernæring ved nyresygdom, og diætiststuderende. De har udviklet og sammensat bogens indhold for at sikre den højeste faglige kvalitet.

Pris

  • 159 kr. for medlemmer af Nyreforeningen + fragt
  • 295 kr. for ikke-medlemmer + fragt

Kogebogen kan købes i webshoppen her.

Kogebogen Spis Sundt