Ny med nyresygdom
For mange kommer det som en overraskelse at få konstateret nyresygdom. De fleste nyresygdomme giver ikke symptomer, der er ingen eller få smerter og de udvikler sig så langsomt, at du ikke mærker, at det sker. Ofte bliver sygdommen først opdaget, når den er meget fremskreden.
Har du fået konstateret nyresygdom, går du formentlig til kontrol på et nefrologisk ambulatorium. Regelmæssig kontrol og behandling betyder, at du kan udsætte – eller måske helt undgå – dialyse eller transplantation. Der er dog god grund til at være opmærksom på sygdommen. Når din nyrefunktion er mindre end normalt, har du en større risiko for at få en række følgesygdomme, f.eks. forhøjet blodtryk eller hjertekarsygdomme. I værste fald risikerer du at dø i en alt for tidlig alder. Det er derfor vigtigt, at du følger med i din sygdom, forstår baggrunden for din behandling og gør hvad du kan for at leve sundt.
Hvad betyder nyresygdommen for mig?
En moderat nyresygdom vil normalt ikke ændre din tilværelse markant. Du kan formentlig fortsætte dit arbejds-, familie- og fritidsliv, ligesom du plejer. Du skal dog være indstillet på at tage medicin hver dag og gå til regelmæssig kontrol hos din egen læge eller på et hospital. Nyresygdom forsvinder sjældent og vil normalt følge dig resten af livet. Målet er derfor konstant at forebygge, at det bliver værre.
Behandling og medicin
Hvis din sygdom skyldes, at din urin hober sig op i nyrerne, skal problemet selvfølgelig afhjælpes. Det samme gælder, hvis du har fået nyresygdom på grund af sukkersyge. Behandlingen af sukkersyge tilrettelægges specielt, så den tager hensyn til din nyresygdom. I nogle tilfælde kan immundæmpende behandling bruges til at behandle nyresygdomme, hvis det er dit eget immunsystem, der er årsagen.
Kan du blive rask?
Nyresygdom forsvinder sjældent og vil normalt følge dig resten af livet. Det er ikke sikkert, at du nogensinde får brug for dialyse eller transplantation. Målet er derfor konstant at forebygge, at det bliver værre. Hvis nyresygdommen alligevel skulle blive værre, vil du opleve symptomer i form af muskeltræthed, ændret smagssans og nedsat appetit, væskeophobning, hudkløe, uro i benene og lægkramper, nedsat følesans og nedsat sexlyst.
Undgå følgesygdomme
Når din nyrefunktion er mindre end normalt, har du en større risiko for at få en række følgesygdomme, f.eks. forhøjet blodtryk eller hjertekarsygdomme. Derfor er der god grund til, at du følger med i din sygdom, forstår baggrunden for din behandling og gør hvad du kan for at leve sundt med din nyresygdom.
For at undgå følgesygdomme er det vigtigt, at du lever sundt. Lad være med at ryge, undgå for meget salt i maden, undgå overvægt, undgå for meget alkohol og dyrk regelmæssig motion.
Nyreforeningens tilbud til dig
Pjecen Ny med nyresygdom giver dig et indblik i nyresygdomme, nyrernes funktion, undersøgelser og behandling, hvad sygdommen kan betyde og hvad du selv kan gøre for at undgå, at sygdommen udvikler sig og du får komplikationer.
Vi har lavet en online nyreskole hvor du kan blive klogere på en lang række aspekter ved livet med nyresygdom. Nyreskolen er særligt for dig som er ny med nyresygdom eller står overfor at håndtere noget nyt i dit sygdomsforløb. Er du pårørende er nyreskolen også for dig.