Nyreforeningen har på sin årlige generalforsamling netop valgt Malene Madsen som ny landsformand. Fremadrettet står Malene således i spidsen for foreningen, der varetager interesserne for landets nyre- og urinvejssyge samt deres pårørende.
På Nyreforeningens Landsmøde, som blev holdt i København i weekenden den 12. og 13. juni 2021, valgte deltagerne på årets generalforsamling en ny ledelse af foreningen, da foreningens hidtidige landsformand Jan Rishave stoppede.
Generalforsamlingen valgte Malene Madsen som ny landsformand, Michael Rosenkvist som næstformand og Henrik Nytofte Rasmussen som 2. næstformand. Malene Madsen har igennem de sidste par år været næstformand i Nyreforeningen, mens Henrik Nytofte Rasmussen har været fungerende 2. næstformand.
Malene Madsen er uddannet jurist fra Københavns Universitet. Hun har været kronisk nyresyg siden 3 måneders alderen, og i hele hendes voksne liv har kampen for at sikre livskvaliteten for nyresyge fyldt en stor del af hendes tid.
”Jeg er utrolig stolt over, at jeg er blevet valgt til ny landsformand for Nyreforeningen. Og samtidig er jeg meget ydmyg overfor opgaven. Faktum er, at cirka hver tiende dansker på et tidspunkt oplever nedsat nyrefunktion. Vi har derfor en kæmpe opgave i Nyreforeningen i både at nå vores eksisterende flere tusinde medlemmer og de mange andre,” siger Malene Madsen og fortsætter:
”Nyreforeningen er kendetegnet ved at være en patientforening, som er ledet af patienter og for patienterne. Jeg håber, at jeg med min viden og erfaring kan være med til at gøre en forskel for landets nyresyge, og sprede budskabet til endnu flere om, hvordan livet med en nyresygdom leves – og ikke mindst hvad der skal til for at det bliver bedre”.
Malene Madsen erstatter Jan Rishave, som har været landsformand siden 2014. Jan er en ildsjæl hvis hjerte banker for Nyreforeningen.
”Jan har igennem mere end 40 år fungeret som frivillig for Nyreforeningen og arbejdet for at forbedre forholdene for landets nyresyge og deres pårørende. Jan har bl.a. holdt mange foredrag om organdonation og om livskvalitet – om at have et godt liv på trods af sygdom. Han er en af drivkræfterne bag foreningens populære rejser, og han har repræsenteret både Nyreforeningen og Danske Patienter i en lang række af udvalg og arbejdsgrupper. På hele Nyreforeningens vegne vil jeg gerne takke Jan for hans stor arbejdsindsats,” siger Malene Madsen.
Jan Rishave blev på generalforsamlingen hædret for sin indsats, og udnævnt til æresmedlem af Nyreforeningen, og han fortsætter stadig som aktiv, bl.a. i foreningens organdonationsudvalg.