Nyreforeningen har i 2024 givet et forskningslegat til læge Caroline Hjelm Pichat, som arbejder med at kaste lys over biskjoldbruskkirtel-hormonets betydning for udvikling af hjertekarsygdom og knogleskørhed hos mennesker med kronisk nyresygdom. Hormonet i sig selv kan bidrage til afkalkning af knoglerne og forøget åreforkalkning, men måske kan hormonets fragmenter gøre det modsatte?
Hjertekarsygdom er den hyppigste dødsårsag blandt mennesker med svært nedsat nyrefunktion, og samtidigt udvikler nyrepatienter ofte knogleskørhed. Det er derfor særdeles vigtigt at finde nye metoder til at forebygge og behandle disse sygdomme. Det er netop formålet med det forskningsprojekt, som læge Caroline Hjelm Pichat arbejder på som PhD-studerende ved Afdeling for Nyresygdomme på Herlev og Gentofte Hospital.
Vi har været på besøg på en af forskningsprojektets undersøgelsesdage og har mødt Caroline Hjelm Pichat, forskningsteamet og Emilie Saabye, som er en af de patienter, der stiller sig til rådighed for blodprøver, hjerteskanninger og meget mere for at gavne forskningen. Men først lidt om biskjoldbruskkirtel-hormonets betydning.
Hormonets betydning for kalkbalancen
Biskjoldbruskkirtlen, som består af fire små kirtler på bagsiden af skjoldbruskkirtlen, regulerer kroppens kalk- og fosfatbalance gennem dannelsen af biskjoldbruskkirtelhormonet, også kaldet parathyroidea-hormon (PTH). Hos nyresyge er denne balance ofte forstyrret, hvilket kan have alvorlige konsekvenser for både knogler og blodkar.
“Når man er svært nyresyg, har man som regel et lavt kalkindhold i blodet, og derfor skal niveauet af biskjoldbruskkirtel-hormon være lidt forhøjet for at kompensere,” forklarer Caroline Hjelm Pichat.
“Hormonet hjælper med at trække kalk ud af knoglerne og normalisere kalkindholdet i blodet. Men hvis hormonniveauet bliver for højt i en længere periode, afkalker det knoglerne. Det øger risikoen for knoglebrud, som i sig selv er dårligt. Men endnu farligere er det, at overskydende kalk i blodet kan medvirke til forkalkning i blodkarrene til hjertet og hjernen.”
Hormonets fragmenter kan være nøglen til løsningen
I sit PhD-projekt undersøger Caroline Hjelm Pichat en hypotese om, at biskjoldbruskkirtel-hormonet spiller en dobbelt rolle: Mens det i sig selv kan forværre forkalkning i blodkarrene, kan fragmenterne, der dannes, når hormonet nedbrydes i leveren, muligvis modvirke denne effekt.
“Vi ved fra tidligere dyrestudier, at høje niveauer af biskjoldbruskkirtel-hormon kan forværre forkalkning i blodkarrene, hvilket øger risikoen for hjertekarsygdom. Biskjoldbruskkirtel-hormonet bliver i leveren nedbrudt til mindre proteinfragmenter. Vi har en teori om, at disse fragmenter muligvis kan modificere eller ligefrem modvirke nogle af hormonets negative effekter,” fortæller hun.
“Hvis det viser sig at være korrekt, kan det åbne op for nye behandlingsmuligheder, som kan reducere risikoen for både knoglebrud og hjertekarsygdom hos nyresyge.”
Forandringer overvåges over tid
Forskningsprojektet omfatter en gruppe på 998 patienter i alderen 30-75 år med nedsat nyrefunktion, som følges i mindst 15 år. Gruppen, som hedder ’Copenhagen CKD cohort’, blev igangsat af overlæge Susanne Bro på Rigshospitalet og er sidenhen fortsat og udvidet i et samarbejde med Herlev-Gentofte Hospital. Deltagerne blev i starten af projektet undersøgt med både CT-scanning, ultralydsscanninger samt blod- og urinprøver for at fastlægge et udgangspunkt. Og nu følger forskerne op med nye skanninger for at måle udviklingen af forkalkning i blodkarrene samt udviklingen i knogletæthed.
“Vi har netop afsluttet ultralydsscanninger af deltagernes hjerter, og vi er nu i gang med opfølgende hjerte-CT-scanninger for at måle graden af forkalkning i blodkarrene til hjertet og knogletætheden i rygsøjlen,” forklarer Caroline Hjelm Pichat.
Artiklen fortsætter efter billedet.
“Vi vil sammenligne disse nye resultater med de oprindelige scanninger fra studiets start og undersøge, om der er en sammenhæng mellem hormonniveauerne og graden af forkalkning og knogleskørhed.”
Hormonniveauerne i blodprøverne kan sammenlignes ved hjælp af blodprøver, som blev taget i studiets start og opbevaret i en biobank. Caroline Hjelm Pichat og hendes kolleger håber, at de på denne måde kan finde en sammenhæng mellem hormonet, dets fragmenter og risikoen for hjertekarsygdom og knogleskørhed.
Håber at finde nye behandlingsveje
Hvis undersøgelserne bekræfter hypotesen, vil det kunne få stor betydning for fremtidige behandlinger af patienter med kronisk nyresygdom, idet der kan forskes videre i, hvordan den nye viden kan udnyttes til at udvikle nye behandlingsmetoder.
“Vi håber, at vi kan identificere nogle specifikke måder at hjælpe med at forebygge og behandle hjertekarsygdom og knogleskørhed hos nyresyge. Det er vores mål at reducere risikoen for både hjertekarsygdom og knoglebrud, hvilket i sidste ende kan forlænge livet og forbedre livskvaliteten for patienterne.” siger Caroline Hjelm Pichat.
Emilie vil hjælpe andre med at undgå følgesygdomme
Emilie Saabye, 38 år, deltager i forskningsprojektet som en af de patienter der følges over en længere årrække og har netop, da vi møder hende, fået CT-skannet sit hjerte for anden gang.
For ti år siden fik Emilie konstateret lupus, og sygdommen havde nået at påvirke hendes nyrer, inden diagnosen blev stillet. Hun måtte derfor igennem en længere indlæggelse på en hospitalsafdeling for nyresygdomme. I den forbindelse nåede hun at tænke mange tanker om, hvordan livet med en kronisk nyresygdom mon ville være.
”Der sad virkelig en skræk i mig i starten, da jeg blev indlagt, for én ting er at man bliver syg, men når man så er indlagt på en nyreafdeling og ser det, som nyresyge må gå igennem, så tænkte jeg, er det sådan mit liv skal være? Og jeg havde ikke fået børn endnu og gjort alt det, jeg gerne ville. Jeg kunne slet ikke overskue det.”
Det går heldigvis godt med Emilies nyrer, og hun er i dag blevet mor til to børn. Men efter hun blev syg, har det været vigtigt for hende at stille sig til rådighed for forskning, der kan hjælpe andre, både mennesker med lupus og med kronisk nyresygdom. Hun melder sig derfor til alle de forskningsprojekter hun bliver inviteret til, fortæller hun:
”Jeg synes, at når man har en sjælden sygdom, eller bare en hvilken som helst sygdom, og der skal forskes i det, så har jeg faktisk en pligt til at bidrage til at hjælpe andre, hvis jeg har overskuddet til det. Det koster ikke mig noget at tage ind og få taget blodprøver, CT-skanning, ultralydsskanning eller andet der er brug for. Faktisk får jeg jo også derigennem nogle ekstra undersøgelser, der kan gavne mig, og samtidigt kan jeg måske hjælpe andre med at undgå følgesygdomme. Det gør mig glad at vide, at jeg måske har været med til at forhindre, at nogle får for eksempel hjertekarsygdom og dør tidligere.”
