Vælg en side

Førtidspension

Førtidspension kan tilkendes personer i alderen fra 40 år og til folkepensionsalderen (67 år). Hvis man er mellem 18-39 år, og det er formålsløst at forsøge at udvikle arbejdsevnen, kan der i særlige situationer bevilges førtidspension.

Hvis Rehabiliteringsteamet i din kommune vurderer, at du har en varig og betydelig nedsat arbejdsevne, er det muligt at få tilkendt førtidspension.

Hvis du mener, at du ikke længere kan arbejde, skal du henvende dig til din kommune, så der kan rejses en pensionssag.

Det kan være en god ide at søge råd og vejledning hos Nyreforeningens socialrådgiver om din situation, inden du henvender dig hos kommunen.

Det er blevet langt vanskeligere at komme på førtidspension, end det har været tidligere, fordi alle arbejdsmuligheder skal være udtømte, før du kan få pension.

Herunder kan du læse meget mere om førtidspension.

Slet ikke

Start af pensionssag

Hvis kommunen vurderer, at det er helt åbenlyst, at arbejdsevnen ikke kan forbedres, kan kommunen beslutte at starte en pensionssag og tilkende førtidspension uden først at forelægge sagen for Rehabiliteringsteamet. Før kommunen kan starte sagen, skal kommunen indhente udtalelse fra sundhedskoordinatoren i regionen, medmindre der er tale om terminalt syge.

Du har også selv mulighed for at rejse en sag om førtidspension i Rehabiliteringsteamet. Du skal dog være sikker på, at din kommune har alle relevante oplysninger, når din pensionsansøgning forelægges for Rehabiliteringsteamet, for kommunen indhenter ikke yderligere oplysninger.

Afgørelsens indhold

Når kommunen afgør, om man skal have tilkendt førtidspension, skal afgørelsen indeholde:

  • En rehabiliteringsplan med dokumentation for, at ressourcer og udfordringer i forhold til uddannelse og beskæftigelse er fuldt afklaret.
  • Dokumentation for, at alle relevante beskæftigelsesrettede indsatser, herunder deltagelse i jobafklaringsforløb eller ressourceforløb er udtømt.
  • En faglig forklaring på, hvorfor arbejdsevnen anses for varigt nedsat.
  • En faglig forklaring på, at arbejdsevnen ikke kan anvendes til selvforsørgelse.
  • En angivelse af eventuelle konkrete arbejdsfunktioner, som man med sin nedsatte arbejdsevne må anses for at kunne udføre.

Frist for afgørelsen

Kommunen skal afgøre spørgsmålet om førtidspension senest 3 måneder efter den dato, pensionssagen er påbegyndt. Kan kommunen ikke det, skal de redegøre for, hvorfor afgørelsen er forsinket og hvornår den kan forventes afgjort. Du har altid ret til at blive partshørt, inden kommunen træffer en afgørelse.

Fornyet vurdering af førtidspensionen

Kommunen kan i sin afgørelse beslutte, at pensionssagen skal tages op til fornyet vurdering på et senere tidspunkt, fx efter 2 år. Man skal altid orienteres om dette i forbindelse med afgørelsen om pensionen.

Nyresygdomme har ofte et uforudsigeligt forløb, hvor det kan være relevant at sætte en tidsgrænse på, fx hvis man får tilkendt førtidspension, fordi man er i dialyse. Her er det muligt, at man efterfølgende bliver nyretransplanteret og får sin arbejdsevne væsentligt forbedret igen.

Frakendelse

Det er muligt for kommunen at frakende pensionen, hvis arbejdsevnen forbedres væsentligt og du bliver i stand til at forsørge sig selv igen. Du kan ligeledes selv anmode om frakendelse af pensionen.

Er du fyldt 60 år, kan førtidspensionen kun frakendes, hvis du selv giver samtykke til det.

 

Mange transplanterede er bekymrede for, at de kan få frataget deres pension, så snart de bliver transplanteret. Man skal være inde i et stabilt forløb og have fået sin arbejdsevne tilbage og have haft en rekonvalescens-periode på mindst tre måneder, før kommunen kan indstille til fratagelse af pensionen.

 

Kommunen har altid pligt til at hjælpe en tilbage på arbejdsmarkedet uanset om det er på ordinære eller særlige vilkår.

Hvilende pension

Du kan altid gøre din førtidspension hvilende, hvis du i stedet vil forsøge at arbejde fx i et fleksjob.

Beregning af pensionen

borger.dk kan du læse om pensionens størrelse og beregning.

Supplerende arbejdsmarkedspension

Den supplerende arbejdsmarkedspension giver førtidspensionister mulighed for at spare op til deres alderdom ligesom de fleste lønmodtagere. Hvis du er interesseret i at komme ind under ordningen, skal du kontakte sagsbehandleren i din kommune.

Må jeg arbejde, når jeg modtager førtidspension?

Nyreforeningen får ofte spørgsmål om man må have lidt lønnet arbejdet ved siden af sin førtidspension. Det er utrolig svært at give et entydigt svar på. Det afhænger blandt andet af om du har fået bevilget førtidspension før eller efter 1. januar 2013.

Har du fået bevilget førtidspension før 1. januar 2003, har du mulighed for at bruge din restarbejdsevne. Restarbejdsevnen er den tid, du er blevet vurderet til at kunne arbejde. Hvis du fx har fået bevilget mellemste førtidspension, så er din arbejdsevne 1/3, og du må arbejde 12-13 timer om ugen. Dog er det altid en god ide at kontakte din kommune inden for at drøfte dine muligheder. Du skal være opmærksom på, at det, du tjener ved at arbejde, vil blive regnet med i dit indtægtsgrundlag, når din førtidspension skal beregnes.

Hvis din førtidspension er bevilget efter 1. januar 2003, har kommunen vurderet, at din arbejdsevne er varig og væsentligt nedsat, og så kan det være vanskeligt at svare præcist på, om du må arbejde og i så fald hvor meget. Det er derfor vigtigt, at du kontakter kommunen for at få vurderet, om du må arbejde nogle timer. Det kan være, at du kan få lov til at arbejde nogle måneder, og så kan man efterfølgende vurdere, hvordan det er gået og hvad der skal ske i fremtiden, og om arbejdsevnen er blevet så god, at du eventuelt kan overgå til fleksjob.

Hvis kommunen godkender, at du arbejder, vil din arbejdsindkomst blive regnet med i dit indtægtsgrundlag, når din førtidspension skal beregnes.

Førtidspension tilkendt før 1. januar 2003

Der gælder særlige regler, hvis du har fået tilkendt førtidspension før 1. januar 2003. Læs mere om disse regler herunder.

Slet ikke

Førtidspension tilkendt før 1. januar 2003

Pensionister, der har fået tilkendt førtidspension eller invaliditetsydelse inden den 1. januar 2003, behandles efter de gamle regler. Det betyder, at en førtidspensionist, der af helbredsmæssige årsager søger forhøjelse af sin førtidspension, skal behandles efter de gamle regler. Under de gamle regler findes der fire forskellige former for førtidspension:

Højeste førtidspension

Tilkendes personer mellem 18 og 59 år, som har ingen eller minimal resterhvervsevne. Der skal være tale om et permanent erhvervsevnetab, og det skal gælde ethvert job. Årsagerne skal være fysiske eller psykiske. 

Pensionen består af: Grundbeløb, pensionstillæg, invaliditetsbeløb og erhvervsudygtighedsbeløb.

Mellemste førtidspension

Tilkendes personer mellem 18 og 59 år, som permanent har en nedsat erhvervsevne på mindst 2/3. Årsagerne kan være fysiske eller psykiske. Denne pension kan også tilkendes personer mellem 60 og 64 år, hvis man opfylder betingelserne for at få den højeste førtidspension. Pensionen består af: Grundbeløb, pensionstillæg og invaliditetsbeløb.

Forhøjet almindelig førtidspension

Tilkendes personer mellem 18 og 59 år, som permanent har en nedsat erhvervsevne med mere end 50 %. Årsagerne skal være fysiske eller psykiske. Det kan også være en kombination af dårligt helbred og sociale årsager.

Pensionen består af: Grundbeløb, pensionstillæg, førtidsbeløb og tillægsydelse.

Almindelig førtidspension

Tilkendes personer mellem 60 og 64 år, som permanent har en nedsat erhvervsevne på under 50 %. Der kan også være tale om en kombination af dårligt helbred og sociale årsager. Pensionen består af: Grundbeløb, pensionstillæg og tillægsydelse.

Ansøgning om forhøjelse af førtidspension

Hvis der er sket en væsentlig forværring af dit helbred, siden du fik tilkendt din førtidspension, kan der være mulighed for at søge om forhøjelse af din førtidspension. Forværringen skal kunne dokumenteres lægeligt.

Hospitalets eller Nyreforeningens socialrådgiver kan hjælpe dig med at søge om forhøjelse af pensionen.

Frakendelse af førtidspension

Hvis du har fået førtidspension tilkendt før 2003, kan du ikke frakendes pensionen.

Invaliditetsydelse

Det er en betingelse for, at du kan få invaliditetsydelse, at den er søgt før den 1. januar 2003, og at du ville have haft ret til højeste eller mellemste førtidspension, hvis du ikke havde haft erhvervsarbejde.

Hvis du søger førtidspension, skal du behandles efter de gamle pensionsregler med vurdering af din erhvervsevne og ikke af din arbejdsevne. Dog skal der laves en ressourceprofil.

Bistandstillæg

Modtager du førtidspension, som er søgt før den 1. januar 2003, eller invaliditetsydelse, og du har behov for personlig bistand til personlig hygiejne eller bistand i forbindelse med, at du er i hjemmehæmodialyse, har du mulighed for at søge bistandstillæg. Hvis du er gift eller samlevende, er der en forventning om, at din ægtefælle træder til og yder hjælpen. Der vil derfor blive lagt særlig vægt på, at behovet for bistand opstår på uforudsigelige tidspunkter.

Sikkerhed for førtidspension

Når du får førtidspension efter de gamle regler, så kan du nu begynde at arbejde uden risiko for at miste retten til din førtidspension. En ny regel betyder, at kommunen ikke kan frakende dig retten til pensionen, selvom du begynder at arbejde. Det betyder også, at hvis din erhvervsevne forbedres efter en nyretransplantation, så mister du ikke din førtidspension.

Du kan arbejde samtidig med førtidspensionen, men hvis du arbejder meget, kan førtidspensionen sættes på pause. Hvis det viser sig, at du alligevel ikke kan klare dit arbejde, så har du altid sikkerhed for, at du kan vende tilbage til førtidspension. Det gælder uanset, hvor meget og hvor længe du arbejder.

Sikkerheden for førtidspension gælder den offentlige førtidspension. Hvis du modtager udbetalinger fra en privat pensionskasse, skal du være opmærksom på, at der kan være andre regler. Kontakt dit pensionsselskab for at undersøge de regler, der gælder for dig.

Hvor kan jeg henvende mig?

Nyreforeningen bliver tit spurgt, hvornår man som førtidspensionist skal henvende sig til Udbetaling Danmark, og hvornår man skal kontakte sin kommune.

Hovedreglen er, at Udbetaling Danmark beregner og udbetaler folke- og førtidspension. Har man spørgsmål om førtidspension, folkepension, ældrecheck, varmetillæg eller opsat pension kan man kontakte Udbetaling Danmark på telefon 70128061 eller læse mere på borger.dk.

Selv om de fleste afgørelser i dag træffes af Udbetaling Danmark er kommunen stadig forpligtet til at tilbyde en generel og helhedsorienteret rådgivning og vejledning om de muligheder der findes for at få hjælp efter den sociale lovgivning.

Du er selvfølgelig også altid velkommen til at søge rådgivning i Nyreforeningen, men socialrådgiveren har ikke mulighed for at gå ind i selve pensionsberegningen.

Siden er opdateret af Nyreforeningens socialrådgiver, februar 2023.