Allan er kronisk nyrestensdanner og har haft nyrestensanfald, siden han var 18 år gammel. Nyrestensanfaldene har haft stor betydning for hans arbejdsliv. Siden han blev diagnosticeret med nyresten som 18-årig, har han haft utallige nyrestensanfald med dertilhørende smerter.
Nyresten er sten, der dannes i nyrerne, og som kan sætte sig fast i nyre eller urinleder på vej ud af kroppen, hvilket kan være meget smertefuldt. Allan er hårdt ramt, og det er få personer, der oplever lige så mange nyrestensanfald som ham. Det er mest almindeligt at opleve enkelte tilfælde af nyresten, men nogle får så mange anfald, at man taler om en kronisk tilstand.
”Mine nyrestensanfald er uforudsigelige. De kan komme som lyn fra en klar himmel, og det stiller helt naturligt nogle særlige krav til mit arbejde og forståelsen hos min arbejdsgiver og mine kollegaer”, fortæller Allan. Heldigvis har han en arbejdsgiver, der har udvist stor forståelse gennem hele forløbet, lige fra den dag han søgte en læreplads til nu, hvor han er på fleksjob, og arbejdsopgaverne har ændret karakter, så de bedre matcher hans situation.
”Jeg kom til jobsamtale som såkaldt voksenlærling. Det tog omkring to minutter. Situationen var den, at de manglede en lærling, og de var derfor interesserede i, om jeg kunne begynde med det samme. Allerede på det tidspunkt har jeg den her paragraf 56 aftale (arbejdsgiver får refusion fra 1. sygedag, red.), så det informerer jeg ejeren om,” fortæller Allan og fortsætter: Som ejeren sagde dengang: ”Det ved jeg ikke, hvad er, men det skal vi nok finde ud af ”. Det var en super flot indstilling at blive mødt med, og i al den tid jeg har været ansat, har jeg aldrig oplevet, at ejerne har set skævt til mig, når jeg er syg.”
Gravede huller og fyldte dem igen
I de følgende år har Allan haft mange indlæggelser på grund af nyresten. Et par gange har hans arbejdsgiver måttet hive ham ud af bruseren, hvor han stod under det varme vand for at lindre smerterne, og sende ham med en ambulance på sygehuset. ”Jeg arbejdede på fuld tid og ofte mere. Og de mange smerter, jeg indimellem havde, kunne jeg bedst holde ud, når jeg holdt mig i gang,” siger han.
De mange smerter oplevede de også hjemme hos familien, hvor hans hustru og børn ikke altid vidste, hvilken far de fik hjem. Enten gik han helt kold, eller også gik han ud i haven og gravede huller og fyldte dem igen. Det var det, han kunne holde ud. ”Jeg plejer at sige, at mine børn har haft det ligesom, hvis de havde en alkoholiseret far. Forstået på den måde, at de aldrig vidste, hvad de kom hjem til. De vidste ikke, om de kom hjem til en far, der var helt hyper, fordi jeg havde så ondt og for rundt som “en skoldet skid”, eller om de kom hjem til en far, der var gået ud. Der var ikke nogen far og mand i midten.”
Nyresten er ikke det eneste, der har præget Allans liv. For et par år siden fik han konstateret hjertesvigt og stod over for en mulig hjertetransplantation, hvis han da trappede ud af den smertestillende medicin, han fik. Hjertesvigt og udsigten til en transplantation var en meget kraftig motivation til at trappe ned, men til dels også en svær beslutning, da de smertestillende piller jo gjorde, at han bedre kunne klare smerterne. Medicinen blev trappet ud, og han er blevet transplanteret med et nyt hjerte.
Den svære beslutning om fleksjob
”På et tidspunkt flød bægeret over, og sammen med min hustru besluttede jeg, at der måtte findes en anden løsning på mit arbejdsliv,” siger Allan. Han gik derfor til sin arbejdsgiver, som støttede hans beslutning om at søge fleksjob. Allerede et par år tidligere havde de besluttet, at der skulle findes en løsning, når den dag kom, hvor Allan selv var klar til at gå ned i tid. Allan endte med at få tilkendt fleksjob i 20 timer hos den virksomhed, han var ansat i, og arbejdsopgaverne blev tilpasset de skånebehov Allan har. For eksempel har han stort set ingen korte deadlines, da han kan være ramt af nyresten fra den ene dag til den anden.
Det tog ham dog lang tid at nå til den erkendelse, at han skulle søge fleksjob, og han beskriver det som en af de sværeste beslutninger, han har skullet tage i sit liv. At få fleksjob harmonerede ikke med den overbevisning, han dengang havde, om at være mand og at være noget i kraft af sit arbejde. ”Der er den her stereotype ting, fra mænd om mænd, at manden værdisættes i sit job og sin kunnen. Det var det største nederlag i mit liv, at jeg ikke kunne arbejde, som jeg gerne ville. Det tog en rum tid, før jeg landede igen, og jeg har det stadig sådan, at det irriterer mig, at jeg ikke kan det, jeg vil.”
At han er gået ned i tid har også smittet af på familielivet, hvor han efter at have fået fleksjob bedre kan være den far og mand, han ønsker at være. Fordi han ikke er kørt helt flad, kan han bedre være der for familien og hjælpe til derhjemme. Derudover har han også fået overskud til at dyrke sin passion for musik og er begyndt at spille musik igen. Så når man spørger ham i dag, er han ikke i tvivl om, at det var den bedste beslutning for ham at få fleksjob. ”Efter jeg tog beslutningen og nu har været i fleksjob i mange år, har jeg fundet ud af, at det var det bedste, der kunne ske.”
En priviligeret mand
”Jeg har været hos den samme arbejdsgiver i mange år nu og føler mig meget privilegeret over de arbejdsforhold og muligheder, jeg har fået via mit arbejde. Havde jeg ikke været syg og haft fleksjob, så havde jeg sikkert prøvet lidt flere ting af,” siger han.
Helt generelt føler han sig som en meget privilegeret mand med et godt job og en fantastisk familie. Han anbefaler andre at være ærlige over for deres arbejdsgiver omkring sygdom, så de kan samarbejde om den situation, der nu engang er, så man ikke først gør noget den dag, man går ned med stress og skal samles op der.
Har du brug for rådgivning om din arbejdssituation, så kontakt Nyreforeningens socialrådgiver.