Nyredonorers økonomiske rettigheder
Du har mulighed for at få erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, refusion af transportudgifter og dækket eventuelle andre udgifter, når du har valgt at blive nyredonor.
Erstatningsordningen dækker både personer, der efter at have gennemgået de nødvendige forundersøgelser udvælges som donor, samt de personer, der kun gennemgår forundersøgelserne, men ikke udvælges til at donere.
Staten dækker alle udgifterne. Det er hospitalet, hvor transplantationen foregår, der i første omgang udbetaler erstatningen. Staten (Ministeriet for sundhed og forebyggelse) refunderer herefter beløbet til hospitalet.
Du kan få kompensation for
- Tabt arbejdsfortjeneste inkl. tillæg, feriegodtgørelse og arbejdsgiverbetalt pension
- Transport og parkeringsudgifter
- Eventuelle udgifter til børnepasning, rengøring m.v.
Tabt arbejdsfortjeneste som lønmodtager
Hvis det er muligt, udbetaler din arbejdsgiver din normale løn i fraværsperioderne. Hospitalet og herefter staten refunderer tabt arbejdsfortjeneste, feriegodtgørelse og arbejdsgiverudbetalt pension til din arbejdsgiver. Dette sker ud fra dokumentation af de faktiske udgifter.
Hvis din arbejdsgiver i særlige tilfælde ikke har mulighed for at udbetale din løn, kan tabt arbejdsfortjeneste inkl. feriegodtgørelse og arbejdsgiverbetalt pension udbetales direkte til dig. Dette svarer til din bruttoløn. Vær opmærksom på, at i denne situation skal du selv indbetale skat af beløbet. Til brug for beregningen skal du aflevere kopi af de tre seneste lønsedler.
Tabt arbejdsfortjeneste som selvstændig
Er du selvstændig, vil din tabte indtægt beregnes ud fra din seneste årsopgørelse, årsregnskab eller lignende. Dokumentation underskrives af din revisor/revisionsfirma. Der er ikke fastsat noget maksimum for erstatningens størrelse. Dog skal den nødvendige dokumentation for dine udgifter i forbindelse med nyredonationen foreligge.
Transportudgifter
Du kan få dækket dine udgifter i forbindelse med kørsel fra din bopæl til hospitalet og retur. Det gælder til ambulante undersøgelser, i forbindelse med indlæggelse og til ambulant kontrol efter donationen.
Andre udgifter
I ganske særlige tilfælde kan du få dækket udgifter til hjemmehjælp og børnepasning.
Donor i udlandet
Du har ikke mulighed for at få dækket din tabte arbejdsfortjeneste m.v., hvis du skal være nyredonor og transplantationen foregår udenfor Danmark.
Vil du vide mere
Du er velkommen til at kontakte Nyreforeningens socialrådgiver eller transplantationskoordinatoren på det hospital, hvor nyretransplantationen skal foregå. Du kan også læse mere om ordningen i vejledning om erstatningsordning for nyre-, knoglemarvs og leverdonorer af 21. november 2013.
Siden er opdateret januar 2023