Når du har forhøjet blodtryk eller gerne vil forebygge et forhøjet blodtryk, kommer livsstilsændringer ofte på tale. Måske får du at vide, at du skal motionere mere, at du skal tabe dig eller stoppe med at ryge. Mange forsøger og oplever, at det er svært at gennemføre.
Vi har inviteret Celine Sofie Jensen, der er vanecoach og personlig træner og har en baggrund i idrætsvidenskab, til at holde tre webinarer om vaner, og hvordan man ændrer dem. Vaner er nemlig allestedsnærværende i vores hverdage, hvor de både hjælper os til at gøre dagen mere overkommelig, og giver os problemer, når vanerne ikke er hensigtsmæssige. Det er der heldigvis noget at gøre ved, og alle kan være med.
De tre webinarer bygger oven på hinanden, og det giver derfor god mening at være med fra starten, hvis du vil have det fulde udbytte. Ellers er du også velkommen til at deltage i et eller to enkelte webinarer. Det er gratis at deltage.
Del 1, torsdag d. 10. april kl. 16-17.30: Hvad er vaner, og hvordan ændres de?
I det første webinar lærer du, hvordan vaner dannes, hvorfor de er svære at ændre, og hvordan du kan bruge din hjernes vanemønstre til din fordel. Vi dykker ned i, hvordan hjernen skaber og fastholder vaner, hvorfor vi ofte falder tilbage i gamle mønstre, og hvordan små, konkrete strategier kan gøre det lettere at skabe nye, holdbare vaner.
Del 2, torsdag d. 24. april kl. 16-17.30: Motivation, mindset & konsistens
Motivation er ofte det, vi tror, der skal til for at ændre vores vaner – men motivation er ustabil og svingende. Andet webinar handler om, hvordan du skaber en bæredygtig vaneændring, selv når motivationen daler.
Vi dykker ned i indre vs. ydre motivation, hvordan små sejre skaber momentum, og hvordan du kan bruge en fleksibel tilgang til vaner, så du undgår at falde i alt-eller-intet-tænkning. Webinaret afsluttes med en øvelse, hvor du udvikler din egen motivationsstrategi og finder metoder til at sikre langvarig konsistens i dine vaneændringer.
Del 3, torsdag d. 8. maj kl. 16-17.30: Håndtering af barrierer & tilbagefald
I det tredje webinar lærer du, hvordan du håndterer udfordringer, der spænder ben for dine vaner, og hvordan du kan bruge tilbagefald som værdifuld læring frem for en fiasko.
Vi ser på alt-eller-intet-tænkning, perfektionisme og selvkritik, og hvordan disse faktorer kan gøre vaneændringer skrøbelige. Webinaret afsluttes med en øvelse, hvor du identificerer dine personlige barrierer og udvikler en fleksibel plan for at holde fast i dine vaner – også når hverdagen udfordrer dig.
Webinarerne er en del af et tema om forhøjet blodtryk, hvor vi også har produceret en pjece samt to podcasts, som kan findes her: nyre.dk/pjecer/ og nyre.dk/podcast.
Hele temaet er støttet af Boehringer Ingelheim og Bayer.
Tilmelding: