Tre et halvt år gammel var Mark til dialyse på Rigshospitalet. Denne dag, den 25. december 1996, var det med sin far, men normalt var det med hans mor. Og her fik de at vide, at han muligvis kunne få en ny nyre. Marks far ringede straks hjem.
”Jeg blev helt befippet, da jeg fik det at vide. Det havde vi jo ventet på så længe, da Mark er født med nyresygdom. Vi havde ikke forventet, at han ville få tilbudt en ny nyre,” fortæller Marks mor, Annette Krogh.
Og i første omgang var de faktisk slet ikke helt sikre på, at det var Mark, der var blevet tilbudt en ny nyre, da hospitalet havde nævnt en anden drengs navn i forbindelse med operationen, så der var samtidig en del forvirring omkring operationen. Faktisk endte det med, at Annette selv tog på hospitalet for at få bekræftet, at det var Mark, der var en nyre til. Og det var det.
”Vi blev overvældet af følelser. Både af glæde over at han kunne få en operation og angst for operationen,” siger Annette.
Mark fik foretaget operationen samme dag den 25. december. Det gik heldigvis godt.
”For pokker, det var en lettelse. Det var en kæmpe begivenhed. Det var den største julegave, vi nogensinde kunne få,” fortæller Marks mor.
Det var dog en stor omvæltning for Mark at få en ny nyre. Han var kun 3,5 år, så det var lidt svært for ham at forstå, hvad det var, der skete. Samtidig var de nervøse i familien:
”Vi kendte en pige, der havde fået en ny nyre, men hendes krop afstødte den. Der var også lidt problemer for Mark med at optage nyren i begyndelsen, men heldigvis gik det bedre og bedre – hans krop tog imod,” siger hun.
Mark fik 13 år med denne nyre og har i dag sin fars nyre. Når familien samles i juledagene, tænker de altid tilbage på dengang, han fik sin nyre med varme. Også denne jul.
Marks historie er anden del af fire adventshistorier, som vi udgiver på de fire søndage i advent. Her fortæller vi fire forskellige historier om at være nyrepatient i forbindelse med julen.