Vælg en side

Kørselsfradrag

Hvis du som følge af din kroniske nyresygdom har særlige udgifter til kørsel, og hvis disse udgifter er nødvendige for at beholde dit arbejde, kan du søge det særlige kørselsfradrag. Det er vigtigt, at du får en lægeerklæring fra din læge, som vurderer, at dine udgifter til kørseæ er nødvendige for, at du kan beholde dit arbejde.

Hvis du er i dialysebehandling, vil du som oftest opfylde betingelserne for at få bevilget det særlige kørselsfradrag. Det er en betingelse, at du på grund af træthed, infektionsrisiko og/eller anden udfordring ikke er i stand til at benytte offentlig transport til og fra arbejde, og at du derfor er nødt til at benytte egen bil.

Kørselsfradraget skal indberettes til SKAT, og du skal kunne dokumentere overfor SKAT, at du har haft merudgifter til transport som følge af din kroniske nyresygdom. Du kan læse mere om kørselsfradraget på skat.dk.

Kørselsfradraget gælder kun i forbindelse med arbejdsindtægt. Hvis du skifter arbejdsplads, bliver arbejdsløs eller har en længerevarende sygeperiode, skal du være opmærksom på at ændre din forskudsopgørelse for at undgå restskat.

Hvis du ikke har kendt til muligheden for kørselsfradraget, er det muligt at få SKAT til at efterregulere årsopgørelserne 3 år tilbage, hvis du har opfyldt betingelserne for at modtage fradraget.

Lovgrundlag

Ligningslovens § 9 d og tilhørende vejledning.

Denne side er opdateret af Nyreforeningens socialrådgiver, januar 2023.