Sum ved kritisk sygdom
Langt de fleste mennesker er i dag gennem deres arbejdsplads eller faglige organisation, omfattet af en pensions- og gruppelivsordning. Denne ordning kan give mulighed for udbetaling af en engangssum ved kritisk sygdom. Engangssummen ligger typisk på mellem 100.000 til 250.000 kr. afhængig af pensionsordningen. Beløbet er skattefrit.
Formålet med sum ved kritisk sygdom er at give økonomisk hjælp her og nu til mennesker, der pludseligt rammes af alvorlig sygdom. Udbetalingen afhænger ikke af, om du kan gå på arbejde eller ej. Det er udelukkende den lægelige diagnose, som afgør, om du har ret til udbetaling.
Kronisk nyresvigt er omfattet af ordningen
Ved kronisk nyresvigt forstås, at der er tale om dobbeltsidigt nyresvigt, hvor begge nyrer kronisk og uigenkaldeligt er holdt op med at fungere, hvilket medfører behov for varig dialysebehandling eller nyretransplantation.
Man kan få udbetalt sum ved kritisk sygdom, når man er i dialyse eller har dato på, hvornår man skal have anlagt fistel eller p-rør. Hvis du når at blive transplanteret inden dialyse, kan der også være mulighed for at få udbetalt sum ved kritisk sygdom.
I din pensionsordning er der en oversigt over hvilke kritiske sygdomme, der er omfattet af ordningen.
Du kan få udbetalt sum ved kritisk sygdom to gange, hvis du får stillet to forskellige diagnoser, som er omfattet af dækningen.
Betingelser for udbetaling
- Diagnosen er stillet efter at ordningen er indført i pensionskassen eller forsikringsordningen.
- Diagnosen skal være stillet, inden du fylder 60 år. Mange forsikringsordninger har dog udvidet aldersgrænsen til 65 eller 67 år.
- Diagnosen er stillet på et tidspunkt, hvor du er dækket af pensionskassens ydelser, det vil sige at du har et aktivt medlemskab.
Hvordan får jeg udbetalt sum ved kritisk sygdom
Som en service til kritisk syge, der har en pensionsordning, har Sundhedsdatastyrelsen og forsikrings- og pensionsbranchen lavet en ordning, hvor man automatisk får besked, når lægen har registreret, at man er kritisk syg.
Det kan ske, at du ikke får besked, selvom du er berettiget til en forsikringsudbetaling. Det er, fordi der kan ske fejl, når din sygdom registreres i journalsystemet eller fordi det er frivilligt for forsikrings- og pensionsselskaber at være tilsluttet ordningen.
Er du omfattet af ordningen, skal du derfor ikke vente på besked fra Sundhedsdatastyrelsen, men selv kontakte dit forsikrings- og pensionsselskab.
Hvis du har flere pensionsordninger fx via dit arbejde og via egen privat forsikring, kan du få sum ved kritisk sygdom udbetalt fra begge steder.
Ifølge loven er der en forældelsesfrist på 3 år, efter at du har fået konstateret en kritisk sygdom. Nogle forsikringsselskaber håndhæver dog ikke forældelsesfristerne.
Siden er udarbejdet af Nyreforeningens socialrådgiver, februar 2023.