Vælg en side

Ny børnebog giver stemme til nyresyge børn 

Pillebjerge, hospitalsture og følelsen af at være anderledes. En ny børnebog fra Nyreforeningen sætter fokus på alt det, der kan være svært, når man som barn har en nyresygdom.  

Nyreforeningen har netop udgivet en ny børnebog med titlen ’Den hemmelige nyreklub – med Luna og Røde på eventyr’. Her følger vi Luna, hendes storesøster Saga og pandaen Røde. I bogen hører vi om Lunas hverdag hjemme og på hospitalet. Samtidig får vi indblik i, hvad der sker inde i kroppen, og hvordan det påvirker ens liv i øvrigt, når man har en nyresygdom. 

”Børn med en nyresygdom kan opleve ensomhed, isolation eller at føle sig anderledes. Vi håber bogen kan være med til at give indsigt i de følelser og udfordringer, som børn kan opleve, såsom at føle sig anderledes eller at savne skole og sociale aktiviteter på grund af sygdom eller behandling,” siger Henrik Rasmussen, 2. næstformand i Nyreforeningen, med ansvar for børn, unge og børnefamilier. Han tilføjer, at familier netop har efterspurgt materiale, der beskriver livet med nyresygdom i børnehøjde. 

Søskende bliver ofte overset

Et andet vigtigt emne, bogen tager op, er, de udfordringer, man kan opleve som søster eller bror til et barn med nyresygdom.  

”Opmærksomheden og ressourcerne går ofte til det syge barn. Søskende kan afhængig af alder føle sig overset, opleve skyldfølelse over deres egne behov og bekymre sig for deres brors eller søsters helbred. Samtidig forsøger de at navigere i en hverdag præget af uforudsigelighed, bekymringer og følelsen af at være begrænset,” siger Henrik. 

Den hemmelige nyreklub koster 99 kr., og du kan købe den her.

Om bogen

Bogen er blevet til på baggrund af samtaler med familier, hvor et barn har en nyresygdom, og en nyrelæge fra Nyremedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital har givet faglig sparring. 

Bogen er skrevet af Anne Kathrine B. Nielsen og Morten Berthelsen fra Caretoons og illustreret af Anja Gram. Bogen er støttet af Social- og Boligstyrelsen.

Børnebogen Den hemmelige nyreklub