I anledning af Nyreforeningens 50 års jubilæum i 2025 udgiver foreningen et jubilæumsmagasin, hvor man kan læse om foreningens udvikling fra den spæde start hjemme i stuen hos den første landsformand til den forening, som i dag rummer flere end 6.000 medlemmer og tilbyder en lang række af medlemstilbud.
Du kan bl.a. læse om sagen, hvor nyrepatienter fik alvorlige skader efter brug af kontrastmidlet Omniscan. Nyreforeningen var bl.a. med til at sikre, at de berørte nyrepatienter fik ekstra erstatning.
Du kan også læse en hilsen fra Nyreforeningens protektor H.M. Dronning Mary, og du kan læse om sportsklubben, der sejrede sig ihjel, om udviklingen indenfor dialyse og nyretransplantation og om finurlige anekdoter gennem 50 år.
Vidste du fx, at Nyreforeningen var med til at opbygge en patientforening i Litauen, da landet frigjorde sig fra Sovjetunionen i 1991, og var med til at skaffe dialyseudstyr til landet?
Du kan gå på opdagelse i jubilæumsmagasinet her.
Og du kan læse mere om Nyreforeningens 50 års jubilæum her.