Lever du med en nyresygdom eller er du pårørende og savner et sted, hvor du kan dele dine tanker, få støtte og være en del af et trygt fællesskab? Hos Nyreforeningen har vi fællesskaber rundt om i landet, hvor du kan dele dine erfaringer og møde andre, der forstår din situation.
Udover at man kan deltage i eksisterende fællesskaber, så søger vi lige nu også værter, der har lyst til at starte nye fællesskaber og give endnu flere mulighed for at opleve, hvad et trygt fællesskab kan betyde, når man er berørt af nyresygdom eller er pårørende.
Vi har talt med Lars, der er en af tre værter for et fællesskab for personer med nyresygdom. Han giver et indblik i, hvordan et fællesskab og værtsrollen fungerer i praksis.
Et fællesskab i Aalborg
I Aalborg mødes en gruppe på otte personer, som alle er transplanterede, cirka hver anden måned og deler stort og småt fra livet med en nyresygdom. Her er Lars, Jesper og Nanna værter for fællesskabet. Lars fortæller, hvordan det er at være en del af deres fællesskab:
“Når vi mødes, er det i afslappede rammer. Vi spiser lidt sammen og taler om livet – både de udfordringer, sygdommen giver, og de mere generelle ting, der fylder. Nogle gange dykker vi ned i et bestemt emne, som da vi op til jul talte om, hvordan vi håndterer træthed og får sagt til vores nærmeste, hvad vi har brug for i en travl tid. Det gav os alle nye perspektiver og noget at tage med hjem.”
Siden fællesskabet i Aalborg startede i foråret 2024, har deltagerne opbygget stærke relationer til hinanden. Det er vigtigt for værterne for fællesskabet, at alle føler sig trygge og hørt ved møderne, og at det, der bliver delt, bliver inden for gruppen.
“Jeg plejer ikke at være den, der åbner mig op hurtigt, men i vores fællesskab har jeg lært de andre godt at kende, og vi er blevet trygge ved hinanden. Selvom fællesskabet har været i gang et års tid, så er vi altid klar til at tage imod nye ansigter,” fortæller Lars. Han opfordrer andre til at prøve at deltage i et fællesskab nær dem bare en enkelt gang. Det er ikke forpligtende at deltage, og man behøver ikke komme igen, hvis det alligevel ikke falder i ens smag.
Lars er vært sammen med to andre, og de har gennemgået et kursus hos Nyreforeningen, som har klædt dem godt på til opgaven, som både indebærer et par praktiske opgaver og at styre samtalen hvis nødvendigt.
“At være vært indebærer nogle få praktiske ting som at booke lokale og købe lidt mad. Men vi er flere om opgaverne, så det er ikke overvældende. Samtidig deltager vi værter på lige fod med de andre deltagere – vi deler, lytter og er en del af fællesskabet. Det er utrolig givende, og jeg kan kun opfordre andre til at tage udfordringen op og starte deres eget fællesskab,” fortæller Lars om at være vært.
Vil du deltage i et fællesskab?
Nyrefællesskaberne findes flere steder i landet – der, hvor frivillige har valgt at være værter. Hvert fællesskab er unikt, men fælles for dem alle er, at de tilbyder støtte, forståelse og fællesskab for mennesker, der enten lever med en nyresygdom eller er pårørende.
Find et nyre- eller pårørendefællesskab nær dig og læs mere om, hvordan du kan blive en del af det her:
Har du lyst til at være vært?
Vi mangler primært nye nyrefællesskaber på Sjælland og Fyn, og pårørendefællesskaber på Sjælland og i Jylland. Derfor leder vi efter værter, der har lyst til at starte fællesskaber op her. Dog vil vi også gerne høre fra andre, hvis der er konkrete ønsker og behov for fællesskaber andre steder.
At være vært kræver ikke særlige forudsætninger – blot at du selv lever med en nyresygdom eller er pårørende og har overskud til at tage rollen. Vi ser også gerne, at du har levet med din nyresygdom eller som pårørende til en nyresyg i minimum to år.
For at blive vært skal du deltage i en fælles forventningsafstemning med en af sekretariatets medarbejdere samt deltage i et weekendkursus d. 15.-16. marts 2025, hvor du får værktøjer til at lede et fællesskab. Derudover deles opgaven i udgangspunktet altid med en medvært, så du ikke står alene. Det bedste er, hvis du allerede på forhånd kender en anden med en nyresygdom eller en anden pårørende, og at I sammen gerne vil påtage jer rollerne som vært. Kender du ikke en, der kan være vært sammen med dig, så prøver vi at finde en medvært til dig.
Vi holder også et informationsmøde tirsdag d. 21. januar, hvor du helt uforpligtende kan høre mere om rollen som vært. Du kan læse mere og tilmelde dig informationsmødet her.