Ny national kampagne skal øge danskernes villighed til at donere en nyre og redde liv.
Antallet af danskere, der venter på en nyre, har over de sidste fem år konstant ligget mellem 350 og 400. Alle undersøgelser viser, at hovedparten af danskerne generelt er positive over for organdonation. Men når det kommer til at donere en nyre som levende donor, viser en ny undersøgelse foretaget af Norstat, at bl.a. frygt og uvidenhed står i vejen. For at ændre på dette, og forhåbentlig sikre flere nyrer til transplantation, lancerer Nyreforeningen og organdonorforeningen 7Liv, derfor en kampagne, som har til formål at overvinde de barrierer, der er i forhold til levende nyredonation.
Kampagnen bærer titlen: “Giv Livet Videre – Har du brug for 2?”, og med den sætter Nyreforeningen og 7Liv fokus på, hvordan danskerne kan være med til at redde flere liv gennem levende nyredonation. Kampagnen er blevet til med økonomisk støtte fra Niels Due Jensen, og den kommer på et tidspunkt, hvor Regeringen netop har lanceret en ny handleplan for organdonation. En plan, som udover et fokus på en ny model for organdonation og et nyt dødskriterie også rummer et fokus på levende nyredonation.
Kampagnens visuelle blikfang er ting, man ikke behøver to af, fx to havenisser, to gebisser eller to vækkeure. Kampagnen løber i september måned, og den kan bl.a. opleves, hvor danskerne færdes i det offentlige rum samt på sociale medier, og forhåbentlig får den flere til at stoppe op og tage stilling til organdonation samt forstå muligheden for at være med til at give livet videre til en anden.
En væsentlig del af kampagnen vil køre på Instagram, hvor målet dels er at komme de myter til livs, der eksisterer om levende nyredonation, dels få en række influencers til at sprede budskabet om levende nyredonation, og få dem til at opfordre danskerne til at dele billeder af ting, som man ikke behøver to af. Alt sammen for at skabe opmærksomhed om levende nyredonation, så vi også ad denne vej kan være med til at nedbringe ventelisterne.
Læs mere om kampagnen på givlivetvidere.dk.