Årets Solfanger gives til én, der har bidraget til øget livskvalitet for nyresyge og pårørende. I år gik prisen til Karen Marie Riis, som med stort engagement har bidraget til Nyreforeningen og til at hjælpe nyrepatienter og pårørende gennem mange år.
I mere end to årtier har Karen Marie Riis været en del af kredsbestyrelsen i Kreds Vestjylland, nogle af årene som formand. Hun har været formand for pårørendeudvalget, været rejseleder på Nyreforeningens rejser og haft personlig kontakt til mange medlemmer, der har haft brug for en at tale med.
Indstillingen af Karen Marie begrundes bl.a. med følgende:
”Karen Marie er i sandhed en ildsjæl, som gør en særlig indsats for at hjælpe nyrepatienter og pårørende. Karen Marie lyser med sit altid gode humør og sit positive livssyn op, hvor hun står og går, og er i den grad med til at skabe en god stemning i Nyreforeningen. Hun har altid tid til en snak, og ingen går forgæves til Karen Marie.”
Karen Marie modtog prisen som Årets Solfanger ved Nyreforeningens årsmøde den 29. april 2023.