Parkeringskort
Parkeringskort udstedes til brug i biler til personer med nedsat gangfunktion og/eller anden nedsat evne til at færdes.
Du kan få bevilget et Parkeringskort, hvis:
- Du har fået bevilget en handicapbil
- Du er godkendt af din kommune til handicapkørsel
- Du har stærkt reduceret gangdistance
Hvis du er i hæmodialyse på et hospital, vil du som oftest kunne få bevilget et parkeringskort.
Brug af Parkeringskortet
Pårørende, der skal hente eller bringe en person i dialysen, vil kunne bruge kortet for et kort stop.
Parkeringskortet giver udover retten til parkering på p-pladser til handicappede mulighed for længere parkering og at parkere 15 minutter, hvor der ellers er parkeringsforbud.
Parkeringskortet er i plastik, og på kortets bagside er der et foto og en underskrift. Kortet er personligt og skal følge ejeren, men kan anvendes i enhver bil.
Kortet kan bruges i hele EU og i det meste af verden.
Har du behov for at parkere i længere tid foran din bolig eller arbejdsplads, kan du hos politiet søge om en afmærket parkeringsbås.
Ansøgning og pris
Du kan søge om et Parkeringskort hos Danske Handicaporganisationers Brugerservice (DHB), telefon 36 75 17 93, e-mail service@handicap.dk. Du kan søge digitalt eller hente et ansøgningsskema på www.handicap.dk.
Parkeringskortet koster 425 kr. og 250 kr. for fornyelse. Kortet er gyldigt i 10 år.
Der er aktuelt en sagsbehandlingstid for parkeringskort på ca. 5 uger. Dertil kommer postforsendelse.
Siden er opdateret af Nyreforeningens socialrådgiver Jan Jensen, januar 2023.