Vælg en side

4 spørgsmål til en nyreven – mød Chalotte Carøe Christensen

Chalotte Carøe Christensen er frivillig nyreven i Nyreforeningen. Hun er desuden vært for et nyrefællesskab i Silkeborg sammen med sin bror, Torben.

Chalotte fik i 30-års alderen konstateret cystenyrer og cyster på leveren, hjernen og flere andre steder i kroppen. Efter et lille år i hæmodialyse fik hun i 2014 en ny nyre. Det betyder dog ikke, at hun ikke mærker noget til sygdommen i hverdagen, og hun går jævnligt til kontrol for cyster på forskellige organer. Chalotte har arvet sygdommen fra sin far, og Chalottes bror samt flere fætre, kusiner og onkler har også arvet sygdommen.

Chalotte bor i Silkeborg med sin mand. Begge deres børn er voksne. Vi har stillet Chalotte fire korte spørgsmål om, hvordan det er at være nyreven, og hvordan det foregår, når hun mødes med en.

Er du blevet kontaktet som nyreven?

Jeg er blevet kontaktet af to personer, som af forskellige årsager begge ønskede at tale med mig i telefonen frem for at mødes fysisk et sted.

De havde begge spørgsmål, som de enten ikke havde lyst til at stille en sygeplejerske, eller som de ikke fik svar på, når de forsøgte. Det handlede for eksempel om, hvordan man taler med sine børn om sygdommen og dialyse.

Hvordan foregår det, når I mødes?

Jeg har talt tre gange i telefonen med en kvinde, som gerne vil være anonym overfor mig. Hun havde på tidspunktet for vores første samtale netop fået en diagnose og havde flere spørgsmål vedrørende det nye, hun gennemgik. Senere ringede hun mig op, mens hun var i dialyse og havde brug for at snakke om alt andet end dialyse. Vi snakkede i stedet om blomster, om hvad vi har set i fjernsynet og om madlavning. Jeg er glad for, at hun også kan bruge mig på denne måde.

Jeg har derudover talt en enkelt gang med en mand, som boede langt væk. Han havde læst om mig på Nyreforeningens hjemmeside og syntes, at jeg så tillidsvækkende ud. Han havde brug for lidt opbakning, fordi han følte, det hele så en smule sort ud.

Jeg har sagt til dem, at de bare kan ringe til mig, når de har behov. Hvis det er et dårligt tidspunkt, så finder vi sammen et tidspunkt, der passer.

Hvad er vigtigt for dig, når du skal mødes med en anden nyresyg i din kapacitet som nyreven?

Det er vigtigt for mig at skabe tillid og tryghed. De skal vide, at jeg er der som en støtte for dem, og at de kan spørge om alting. Jeg er påpasselig med ikke at komme til at overtage samtalen ved at fortælle i et væk om mig selv, men jeg svarer på alt, hvad de gerne vil vide.

Får du også selv noget ud af være nyreven?

Jeg får selv meget ud af at være nyreven. Jeg har også mine øv-dage, for selvom jeg er transplanteret, så kan jeg også være rigtig træt. Der er mange ting, jeg gerne vil lave, men ikke kan selv, og så må jeg trække på min familie. Når jeg taler med andre nyresyge, som endnu ikke er transplanteret, bliver jeg mindet om, hvordan det er at være i dialyse og vente på en ny nyre. Det hjælper mig til at se min egen situation fra en anden vinkel.

Find en nyreven

Hvis du også ønsker at tale med Chalotte, kan du finde hendes kontaktoplysninger her.

Hvis du også har lyst til at tale med en nyreven i dit eget område, kan du finde listen her.

Chalotte Carøe Christensen