Vis forståelse for folk, der ikke bruger mundbind

Det er nu godt en uge siden, kravet om, at vi alle skulle benytte mundbind i den offentlige transport, trådte i kraft.

Men hvorfor sidder der så stadigvæk nogen i bussen eller toget uden mundbind?

Det kan der være mange grunde til. Danske Handicaporganisationer opfordrer til, at man udviser hensyn til de grupper, der ikke har mundbindet på.

Enkelte grupper er nemlig undtaget fra kravet om at bære mundbind i den offentlige transport. Det gælder eksempelvis mennesker med handicap, der muligvis har vejrtrækningsbesvær eller nedsat lungefunktion og dermed ikke kan bruge mundbind. Også mennesker med fysiske eller mentale handicap, der ikke selv kan fjerne mundbindet, er undtaget. Mundbind må også tages af, hvis man kommunikerer ved mundaflæsning.

DH mener, det er positivt, at disse grupper er fritaget fra mundbindskravet og håber, at alle danskere udviser forståelse for, at ikke alle kan bære mundbind. Der skal være tillid til, at mennesker uden mundbind i den kollektive transport har en god grund til det.

Læs mere om mundbindskravet på Sundhedsstyrelsens side