Ville ønske jeg kunne have jublet dengang

Ville ønske jeg kunne have jublet dengang

Af Nina Elise Larsen

Ville ønske jeg kunne have jublet dengang

Da jeg for 25 år siden var gravid med mit første ønskebarn, blev det i 2. måned opdaget, at jeg havde for meget protein i min urin. Det blev starten på 4 år med mange kontroller, indlæggelser, undersøgelser, prednisonkur og mange tanker om fremtiden. 4 år gik med tiltagende træthed og andre symptomer på nyresvigt. Heldigvis stortrivedes vores lille øjesten. Jeg har desværre lidt sorte huller, hvor jeg ikke kan huske hvad jeg foretog mig og hvordan jeg egentlig sommetider kunne stå oprejst, men jeg ved at mit barn blev passet og plejet til ug.

Da vores datter var 4 år og jeg selv 36, skulle jeg for første gang i posedialyse, som jeg havde valgt som min livline. Jeg var mega nervøs, men det gik fint og pludselig var der gået 8 år med den samme slange, med kun 1 gang bughindebetændelse, hvor jeg til gengæld blev så syg så jeg ikke kunne huske hvad jeg hed.

Nu fik jeg lavet en fisteladgang til hæmodialyse. Det blev starten på 2 år i noget jeg gerne ville have været foruden, jeg havde ikke noget at stikke i, så det mindede nærmest om et overgreb hver gang og det satte min psyke i en lidt dårligere tilstand.

Endelig skete det

Pludselig – endelig skete det – efter 10 års dialyse – det unævnelige, det som jeg havde gemt inde i mig et sted, men aldrig glemt, det at blive transplanteret, blive fri, få sin egen tid, slippe for sygehuse, ingen nåle og stikkeri… Wow, jeg både glædede mig og var samtidig skrækslagen, det satte igen min tanker på overarbejde…

Jeg vågnede desværre op og var blevet meget syg af alt det prednison. Jeg var meget dårlig og blev total psykotisk, så nu ved jeg at det er rigtigt når folk siger at de ser syner eller hører stemmer. Der gik ca. ½ år før jeg fandt mig selv nogenlunde igen.. Selvom det nu er 11 år siden husker jeg det halve år som et mareridt. Men det betyder bestemt ikke, at jeg ikke er glad for min store gave som jeg fik af en fremmed dame (nekronyre). Men hvor ville jeg ønske jeg havde været i stand til at juble dengang…

Jeg sender en tanke i ny og næ til min nyredonor, og jeg ved jeg vil gøre det igen, hvis det bliver nødvendigt, men det bliver uden den mareridtsmedicin.

 

Som optakt til Nyrernes dag den 28. maj bringer vi hele måneden historier fra vores medlemmer. Vi har ikke lavet nogle retningslinjer – bare opfordret folk til at fortælle en del af deres historie. Tak til vores frivillige Irene Viggo, som har taget initiativ til dette og indsamlet historierne.