Danmark

Vi forventer, at vaccinefordelingens skævvridning bliver mindre

Danmark

 

Vi har set store regionale forskelle og en skævvridning af hvem og hvor mange nyresyge der bliver vaccineret i de forskellige regioner.

-Jeg har forståelse for, at det er en stor udfordring for vores sundhedsvæsen at udvælge og visitere borgere til vaccine. De gør et kæmpe arbejde. Men det går ikke, at ens adresse er afgørende for, hvornår man bliver vaccineret. De store regionale forskelle har skabt forvirring og frustration blandt vores medlemmer, og det kan jeg godt forstå. I Nyreforeningen mener vi derfor, at det er vigtigt at tage fat i gruppe 5 så snart der er et tilstrækkeligt antal vacciner, fortæller Nyreforeningens formand Jan Rishave.

Nyreforeningen var i går til møde med Sundhedsstyrelsen og deltog i en dialog om hvordan vi sikrer, at de mest sårbare borgere hurtigt bliver vaccineret mod COVID-19.

Efter mødet fortæller Jan Rishave:

-Sundhedsstyrelsen er ved at præcisere retningslinjerne for vaccinationsprocessen. Dermed vil man sikre, at de allermest sårbare ikke drukner i den store mængde. Vi hilser denne præcisering velkommen og forventer at den vil rette op på den skævvridning vi har set. Der er stadig en stor pukkel af nyresyge i gruppe 5, som endnu ikke er vaccinerede.

Myndighederne har ikke kunnet oplyse om, hvornår man igen går i gang med at vaccinere gruppe 5. Vi følger derfor situationen nøje.

Vaccinationskalenderen er opdateret

Sundhedsstyrelsen har opdateret vaccinationskalenderen.

-Den opdaterede vaccinationsplan er ikke udelukkende aldersbetinget, sådan som de praktiserende lægers organisation foreslog i januar. Vi er glade for, at der er blevet lyttet til vores og andre patientorganisationers bekymring. Det betyder, at den sundhedsfaglige vurdering fortsat har betydning for prioriteringen af vacciner og det er vi godt tilfredse med, fortæller Jan Rishave.