Urinvejssygdomme

Urinvejssygdomme kaldes også urologiske sygdomme, og de omfatter bl.a. lidelser i nyrer, blære og urinrør. Her kan du læse om nogle af de mest almindelige sygdomme i urinvejene.

Læs om
Nyresten
Misdannelser i urinvejene
Nyrebækkenbetændelse
Tilbagestrømning af urin
Overaktiv blære

Nyresten

Nyresten er en forholdsvis udbredt sygdom, som rammer ca. hver femte mand og hver tyvende kvinde. Nyresten er sten, der dannes i din urin og som kan sætte sig fast i din nyre eller urinleder.

Nyresten opstår af mange forskellige årsager, og sygdommen kan være meget forskellig fra person til person. Nogle oplever at få en mindre sten, som passerer af sig selv, mens sygdommen hos andre bliver kronisk, dvs. at de får hyppigt tilbagevendende nyrestensanfald.

De små nyresten (mindre end ½ centimeter) kan ofte passere gennem urinvejen uden symptomer.

Ved større nyresten får mange personer blod i urinen, og kvalme og opkastninger forekommer relativt ofte. De hyppigste symptomer er smerter. Smerterne opstår, hvis stenen bevæger sig til urinlederen og blokerer for urinen. Det skaber et øget tryk, som udløser nyrestensanfaldet. Smerterne kan komme uden forvarsel og være meget kraftige. Kontakt din læge, hvis du har mistanke om et nyrestensanfald.

At sygdommen bliver kronisk betyder, at man får hyppigt tilbagevendende anfald. I sjældne tilfælde kan det resultere i nyresvigt. Er du kronisk stendanner, kan du læse mere om, hvordan du kan forebygge og forholde dig til under Jeg er stendanner eller i vores pjece om nyresten.

Misdannelser af urinvejene

Misdannelser af urinvejene er hyppige hos børn. 3-6 ud af 1.000 børn har misdannelser i urinvejene, og det gælder for dobbelt så mange drenge som piger. Mange kan have misdannelser i urinvejene uden nogensinde at opdage det.

En misdannelse er en afvigelse fra den normale måde, kroppen er bygget på, og som er tilstede fra fødslen. Misdannelser i urinvejene er forholdsvis almindelige, og mange har ikke nogen betydning for livskvalitet eller livslængde. Nogle misdannelser giver sig ikke til at kende før senere i livet, mens nogle resulterer i sygdom allerede fra, barnet er født. Fremtidsudsigterne for barnet er afhængige af, hvilken tilstand der er tale om, og hvilke behandlinger som er mulige. De allerfleste misdannelser kan behandles, så barnet får en næsten normal opvækst.

Symptomerne er urinvejsinfektioner, dårlig vækst, smerter når man tisser, vandladningsforstyrrelser og feber. Behandlingen består af operation og medicin, hvis der opstår komplikationer som f.eks. infektion.

Nyrebækkenbetændelse

Nyrebækkenbetændelse (pyelonefritis) er en infektion med bakterier i nyrevævet og nyrebækkenet. Bakterierne er som regel colibakterier eller andre bakterier, der oprindelig stammer fra afføring. Symptomerne er feber, smerter i flanken og almen sløjhed. Nyrebækkenbetændelse behandles med antibiotika i 1-2 uger. Kommer sygdommen igen efter behandling, skal urinvejene undersøges nærmere for at se, om der er hindring for urinafløbet. Ved gentagne infektioner er det nødvendigt med langtidsbehandling for at forebygge tilbagefald.

Nyrebækkenbetændelse forekommer i alle aldersgrupper. Man regner med, at ca. 1 ud af 1.000 personer hvert år får nyrebækkenbetændelse. Blandt gravide er forekomsten 1-2 %. Mænd, særlig ældre mænd, er mere udsatte for at få kroniske gener.

Symptomerne er ofte feber, kulderystelser og flankesmerter, og kvalme, opkastninger og smerter i lænderyggen er også normalt. Hos små børn er det vigtigt at behandle en urinvejsinfektion hurtigt. En urinvejsinfektion kan udvikles til en nyrebækkenbetændelse, og permanente nyreskader opstår tidligt hos børn. Som regel vil symptomerne aftage hurtigt ved behandling, og der vil ikke ske nogen skade på nyrerne.

Det er meget sjældent, at man udvikler kronisk nyrebækkenbetændelse og eventuelt nyresvigt. Det skyldes den effektive behandling med antibiotika. Du kan ikke selv gøre noget for at forhindre, at akut nyrebækkenbetændelse opstår. Det er vigtigt at tage hurtigt kontakt til lægen, hvis du mærker symptomer.

Tilbagestrømning af urin

Tilbagestrømning af urin til urinlederen og evt. nyrebækkenet under vandladning (vesikoureteral refluks) giver risiko for urinvejsinfektioner og nyreskade. Svære tilfælde kræver behandling med forebyggende antibiotika i lang tid eller operation. Det er enten medfødt eller en tilstand, som udvikler sig i barnealderen.

Årsagen er oftest en medfødt svækkelse af lukkemekanismen til urinlederne, hvor de passerer gennem blærevæggen, så urin kan strømme fra blæren og op i urinlederne. Det øger risikoen for urinvejsinfektioner, som kan give nyreskade. Tilstanden kan opstå allerede i fosterstadiet, og den kan udvikle sig efter fødslen. Den kan være arvelig.

Forekomsten hos raske er ikke kendt, men den antages at være 1-2 % hos piger. Tilstanden er mere almindelig hos piger end hos drenge. Af nyfødte med nyrebækkenbetændelse har 35 % tilbagestrømning af urin, og blandt 16-årige er det knap 10 %.

Symptomerne er nyrebækkenbetændelse og gentagne tilfælde af blærebetændelse. Hos børn under 2 år er symptomerne urinvejsinfektion med feber, nyrebækkenbetændelse og urinvejsinfektion.

Der er en tendens til at sygdommen forsvinder spontant efter nogen tid. Sygdommen kræver sjældent behandling, men kan behandles med langvarig forebyggende antibiotika eller kirurgi for at forhindre urinvejsinfektioner og udvikling af skader på nyrerne.

Overaktiv blære

Overaktiv blære er en pludselig, kraftig trang til vandladning, der er svær at undertrykke, som regel med hyppig vandladning og behov for at tisse flere gange om natten. Overaktiv blære rammer både unge og ældre, og den kan i de fleste tilfælde håndteres hos din praktiserende læge med medicin og/eller blæretræning. Det er en kronisk tilstand, men med den rette behandling kan du kontrollere dine gener og stadig have et godt liv.

Overaktiv blære regnes for at være ganske hyppig. Mange har gener, men de søger ikke læge for det. Amerikanske og europæiske undersøgelser konkluderer, at ca. 16 % af befolkningen generes af symptomer på overaktiv blære. Eftersom både natlig vandladning, stærk vandladningstrang og hyppige vandladninger er hyppigt forekommende fænomener i befolkningen, er der ikke nogen præcis skillelinje mellem gener og sygdom, eller klare retningslinjer for hvornår der er behov for behandling.

Overaktiv blære forekommer lige hyppigt hos mænd og kvinder, og forekommer oftere i den ældre del af befolkningen.

Hos mange skyldes symptomerne på overaktiv blære, at de signaler urinblæren sender til hjernen er kraftigere end normalt og starter ved mindre blærefyldning end normalt. Det kan medføre, at vandladningsrefleksen går i gang. Blæren trækker sig sammen, selv om man gør alt, hvad man kan for at undertrykke den. Normalt kommer disse sammentrækninger, når urinblæren er fuld, og man har fundet et egnet sted til at lade vandet. Hos personer med overaktiv blære sker dette dog uden, at man kan kontrollere det og ofte, når blæren kun er delvis fyldt. Hvorfor dette sker, ved vi ikke.

Overaktiv blære kan forringe livskvaliteten væsentligt. Mange undlader at søge læge, fordi de er flove over det eller fordi de tror problemet ikke kan behandles, fordi de anser det som en normal og uundgåelig konsekvens af at blive ældre.