Tunge løft og glade smil i bygning 51

Efter et lille års tid med jævnlig fysioterapi har den 59-årige dialysepatient Susanne Larsen ikke kun fået en markant bedre fysik. Hendes humør og livsenergi er også steget nogle grader.

Af Peter Jürgensen

Små perler af sved kan anes på Susanne Larsens pande og kind. De ét kilo tunge håndvægte trækkes op og ned og fra side til side, så knoerne på hendes hænder efter nogle minutter bliver kridhvide. Munden er stram og øjnene udtrykker vilje – eller snarere ukuelighed – når det handler om at gøre det, som skal gøres. Vi er i kælderen under Rigshospitalets bygning 51, hvor fysioterapeuterne træner patienter, som har behov for at forbedre deres fysik. I lokalet findes flere drabeligt udseende træningsredskaber med blylodder, tandhjul og fjedermekanismer. En del af træningen er individuelt tilrettelagt efter hvad patienten kan magte. I dag er det psykoterapeut

Helena Sørensen, som træner med Susanne. Den spinkle 59-årige kvinde, som vi også

har fulgt i et par tidligere artikler, har nu været i dialyse i halvandet år. Hendes nyrefunktion er stærkt nedsat og hun er på venteliste til en nyretransplantation. Derudover er hun plaget af leddegigt. Siden midten af maj sidste år har hun én gang om ugen deltaget i træningen i bygning

51, gerne lige før eller efter turen op på dialyseafdelingen. Hver træningslektion varer en times tid.

Da jeg forsigtigt spørger hende om, hvorvidt træningen føles hård, kommer svaret prompte og uden forbehold: “Det er så hårdt, som man selv gør det til. Jeg kan jo regulere tempoet på både vægtene og de andre redskaber. Nogle af øvelserne, f.eks. trappeøvelserne, kan jeg også lave derhjemme, for jeg bor i en ejendom uden elevator. Første gang jeg kom her, kunne jeg næsten ikke rejse mig fra en stol. Mine muskler var så skrøbelige som pergament. Men jeg kan jo mærke, at jeg gradvis får det bedre, og i dag kan jeg langt mere end for blot et halvt år siden. F.eks. kan jeg

nu selv stige ud af en taxa – uden at skulle have hjælp fra chaufføren. Det var umuligt for bare nogle måneder siden. For dem, der ikke kender til at være nyresyg, lyder det måske ikke af så meget, men for mig er det et kæmpe skridt fremad – og en sejer over mig selv.”

Mindre bundet til sit hjem

Susanne lægger ikke skjul på at hendes humør er steget betydeligt på grund af den forbedrede

fysik. “Jeg er blevet mindre afhængig af andre og jeg er frem for alt mindre bundet til mit hjem end tidligere.” “Hvis du tænker et år frem i tiden, hvad forventer du så at kunne, som du fortsat ikke kan i dag?” “Jeg forventer egentlig ikke så meget. Hvis jeg har for store og måske urealistiske forventninger, risikerer jeg bare at blive skuffet. Og skuffelser skal man ikke samle på. I stedet tager jeg én dag ad gangen og nøjes med at glæde mig over de små, men synlige fremskridt, som jeg kan mærke. At være i dialyse flere gange om ugen og at vente på en ny nyre, er noget som fylder meget i hverdagen og i ens sind. Men den fysiske træning, som Helena sætter mig i gang med, bidrager i høj grad til at forbedre min samlede livskvalitet”, siger Susanne, som har besluttet at hun vil fortsætte med at træne, når hun til sin tid har fået sin nye nyre. “Den kommer forhåbentlig snart”, tilføjer hun med et træt smil.

Løbende tests

Fysioterapeut Helena Sørensen er ikke i tvivl om at den generelle evne til at fungere fysisk, bliver svækket hos dialysepatienter. Og nogle er hårdere ramt end andre. “Efter selve dialysen, som varer i tre en halv time, er man afkræftet og uden muskler. Derudover kan dialysepatienter have følgesygdomme, som f.eks. diabetes. Det er vi i givet fald nødt til at tage hensyn til under

træningen. I forbindelse med den første samtale foretager vi en balancetest samt test af patientens basisfunktioner. Derefter tester vi igen løbende, for at se hvilken effekt træningen

har. For Susannes vedkommende er der sket mærkbare fremskridt i løbet af det lille års tid, hun har trænet. Hendes basisfunktionalitet er stærkt forbedret. Susanne er ganske enkelt blevet mere adræt og frem for alt et mere glad menneske. Men hun har også en stærk vilje og kæmper hårdt.

Når man træner, sker der forandringer i vores fysiologi. Musklerne bliver større, stærkere og mere smidige. Samtidig sker der en neurologisk tilpasning. Der bliver skabt bedre forbindelse mellem muskler og hjerne. Den neuromuskulære træning er med til at give patienten en bedre koordinationsevne og et bedre velbefindende. Vi ved med sikkerhed, at den øgede evne til at koordinere bevægelserne, mindsker risikoen for faldulykker, og dermed øges vores sociale mobilitet. Er folk usikre på benene, vil de helst undgå at komme på gaden.”

 

Bragt i Nyrenyt, april 2012