Tips til julegodter
I den søde juletid kan nyresyge børn og andre slikmunde med kalium- og/eller fosfatrestriktioner godt nyde mange lækkerier. Her er nogle forslag.
Brunkager
Ingredienser
500 g hvedemel
125 g smør eller margarine
200 g brun farin
1 æg
1 knivspids hjortetaksalt (2 g)
½ tsk. kanel (2 g)
1½ tsk. stødt nellike (3 g)
175 g sirup
Fremgangsmåde
Ælt først fedtstof og brun farin sammen. Tilsæt derefter æg, sirup, hjortetaksalt og krydderier, og ælt det godt sammen. Tilsæt hvedemelet, og arbejd det hele grundigt sammen. Afkøl dejen – gerne i køleskab – til den er blevet så fast, at den kan rulles ud til 2-3 mm’s tykkelse. Stik kagerne ud med en kageudstikker eller glas ca. 5 cm i diameter, eller skær med en kagespore.
Bagetid: 6-7 min. i en forvarmet ovn ved 220° C (varmluft 200° C).
Vaniljekranse
Ingredienser
500 g hvedemel
200 g sukker
375 g smør eller margarine
1-2 stænger vanille
2 æggeblommer
Fremgangsmåde
Smørret smuldres i melet. Sukker, vanillekerner og æggeblommer tilsættes, og dejen samles. Dejen køres gennem kødmaskinen med skiven med stjernemønster. Formes til kranse, der sættes på en bageplade med bagepapir.
Bagetid: Ca. 12 min. ved 200° C (varmluft 180° C).
Børnesmåkager
Lav dem med udstikkerforme som stjerner, juletræer og nisser. De er sjove og hyggelige at lave med børnene, da de kan være med til det hele. Brug også kagerne til julepynt på træet eller i vinduerne.
Ingredienser
550 g hvedemel
150 g brun farin
1½ dl sirup
150 g margarine
1 tsk. ingefær
3 tsk. kanel
½ tsk. nelliker
2 tsk. natron
1 æg
Fremgangsmåde
Brun farin, sirup og margarine smeltes sammen. Tilsæt krydderier og natron. Afkøl dejen og tilsæt æg og hvedemel. Dejen æltes godt sammen, og hviler i køleskabet mindst en time eller til næste dag. Rul dejen ud i ca. ½ cm tykkelse og stik så dejen ud med udstiksformene. Når kagerne er afkølet kan de dekoreres med galsur og farvet krymmel.
Bagetid: Ca. 8 min. ved 200° C (varmluft 180° C).
Frugtflæsk (ca. 30 stk.)
Ingredienser
5 dl sukker
1 dl glukosesirup
2 dl vand
100 g hindbær eller jordbær passeret gennem en si
1 ½ tsk. citronsyre
20 blade husblas
Pynt: sukker
Fremgangsmåde
Kog sukker, glukosesirup og vand sammen, til massen når en temperatur på 140 °C, og tilsæt derefter bærrene. Kog videre, til massen når 120 °C. Læg husblasen i blød i rigeligt vand i 5 minutter, inden de tilsættes til bærblandingen sammen med citronsyren. Bland det hele godt, inden massen hældes i en stor eller flere mindre forme. Strø lidt sukker over, og stil flæsket koldt, til det stivner. Hvis massen er hældt i en stor form, skæres den ud i mundrette bidder, der trilles i sukker.
Julekarameller (ca. 60 stk.)
Ingredienser
3/4 dl flormelis
3 dl sukker
1 1/2 dl vand
1 dl glukosesirup
1 kniv spids pebermynteolie eller anden smagsgiver
frugtfarve
Fremgangsmåde
Sigt flormelis ned på en plade. Kom lidt olie på et stykke bagepapir eller i karamelforme.
Rør sukker, vand og glukosesirup sammen i en tykbundet gryde. Lad det koge op ved middelhøj varme, til massen har nået en temperatur på 152°, eller dryp lidt af massen i et glas med koldt vand for at se, om konsistensen er passende. Tag gryden af varmen, og tilsæt smagsgiver og farve. Kom massen i passende stykker på papiret, eller hæld den i formene. Du kan også forme klatter af massen og trykke en halv grillpind af træ ned i den, så du i stedet får slikkepinde. Vend stykkerne i flormelis, inden de lægges i et glas med tætsluttende låg.