Tatoveringer og nyretransplantation

Tatoveringer og nyretransplantation

Tatoveringer og nyretransplantation

Er det en dårlig ide at få en tatovering, hvis man er transplanteret, på venteliste til en nyre eller donor?

De fleste ved, at tatoveringer kan give infektioner og helingsproblemer, og derfor har mennesker med en kronisk sygdom højere risiko for komplikationer i forbindelse med tatovering. De første uger efter tatovering sker der en overgang af ukendte kemiske stoffer fra blækket til blodet. Ingen ved helt, hvad der er af kemiske stoffer i blæk, og i øvrigt indeholder 10 % af nyindkøbt blæk bakterier fra producenten. Det er bakterier som stafylokker, streptokokker og coli, der kan give alvorlige infektioner. Bakterierne findes også, selvom blækflasken er mærket ”Steril”. Får du en infektion via blækket, er det selvsagt ikke godt at være særligt følsom eller have nedsat immunforsvar.

Men betyder det, at du helt skal lade være med at få en tatovering? Vi har søgt svar hos Tatoveringsklinikken på Bispebjerg Hospital.

Nyretransplanterede

Er du nyretransplanteret og får du immundæmpende medicin, så har du større risiko for, at en infektion i forbindelse med tatoveringen spreder sig. Du har også større risiko for, at en infektion i din egen hud spreder sig og blusser op i selve tatoveringen. Har du f.eks. vorter på fingre, fødder eller kønsvorter, så kan du få vorter i din nye tatovering, selvom den er et helt andet sted på kroppen, end der hvor vorterne er nu. Vælger du alligevel at blive tatoveret, er det vigtigt at være opmærksom på risici og vælge en ordentlig tatovør. Læs mere om de forholdsregler, du bør tage, på Tatoveringsklinikkens hjemmeside.

På venteliste til en ny nyre

Venter du på en transplantation, bør du ikke blive tatoveret. Hvis du har en infektion i tatoveringen, løber du nemlig en større risiko for komplikationer i et transplantationsforløb. Du risikerer endda, at nyren går til en anden, som ikke har en infektion.

Donorer

Skal du være nyredonor, bør du ikke blive tatoveret før transplantationen. Hvis du har en infektion i tatoveringen, løber du nemlig en større risiko for komplikationer i transplantationsforløbet. Tatoveringen kan sikkert godt vente til operationen er overstået, og du er helt frisk igen.

Læs mere på Tatoveringsklinikkens hjemmeside.  Her kan du bl.a. se klinikkens tjekspørgsmål før du bliver tatoveret, typiske problemer ved tatovering og hvordan du mindsker risikoen ved tatovering.