Indlæg

Stig Fogh Andersen

Aldrig en kedelig tone

Stig Fogh Andersen

Stig Fogh Andersen som Siegfried på The MET, New York.

Den 22. februar slås dørene op i Musikkonservatoriets koncertsal (Det gamle Radiohus) til Wagner Gallakoncert. Det er kongelig kammersanger Stig Fogh Andersen, der byder indenfor for at markere, at han fylder 70 år og at han i efteråret fik en ny nyre.

Overskuddet fra koncerten har Stig valgt skal gå ubeskåret til Nyreforeningen.

Wagner tenor og nyresyg

Stig har gennem en lang årrække været en af verdens mest efterspurgte Wagner tenorer og sunget et utal af operapartier. Stig synger selv Siegmund i Valkyrien ved Gallakoncerten.

Stig Fogh Andersen har haft forhøjet blodtryk siden han var i 30’erne. Når han sang de høje toner steg blodtrykket, og det sortnede for hans øjne.

Han gik i mange år med et forhøjet blodtryk, uden at hans daværende læge rigtig tog det alvorligt. Det var først, da han flyttede til Nordsjælland og fik en ny praktiserende læge, at der blev taget hånd om hans forhøjede blodtryk. Det viste sig, at hans nyrefunktion var nede på 20 procent, uden at han havde mærket så meget til det.

Efter et par år flyttede han til Sverige, hvor det tog nogle måneder, inden papirarbejdet var i orden, så han kunne få adgang til det svenske sundhedsvæsen.

Da han kom på sygehuset, var nyrefunktionen så langt nede, at han skulle gøres klar til dialyse. På det tidspunkt var nyrefunktionen helt nede på 3-4 procent. Men Stig gjorde lægen klart, at det måtte udskydes en uges tid, da han skulle til Bulgarien for at indspille en plade. Lægen var bekymret og sagde at han da ikke kunne synge, når han var så fysisk dårlig. Stig fik imidlertid overbevist lægen, da han med sin smældende tenor brød ud i sang. Han lovede dog lægen at passe meget på sig selv, og ikke overanstrenge sig, og da han kom hjem igen kom han i dialyse. Han valgte p-dialyse, så han lettere kunne rejse ud i verden og arbejde.

At få sit liv tilbage

I de godt fire år han var i dialyse, valgte han dog at drosle lidt ned med arbejdet og sang primært koncerter. En af hans gode veninder tilbød med det samme, at hun godt ville være donor, men det tog næsten et helt år at få hende udredt og da viste det sig, at hun ikke kunne være donor. En god bekendt trådte til og tilbød at blive donor og d. 17 september blev nyretransplantationen foretaget på Malmø Sygehus.

På to måneders dagen for transplantationen var Stig allerede tilbage på scenen, ”måske var det ikke min bedste præstation, men det gik da ”, griner Stig.

Stig Fogh Andersen fortæller, at han har fået sit liv tilbage. Han har fået fornyet energi, større selvindsigt og føler en stor taknemmelighed, over den gave han har fået. Livet skal leves fuldt ud med mottoet ”Aldrig en kedelig tone”, der også er titlen på den selvbiografi, hvor han med selvironi og åbenhjertighed fortæller sin historie fra lovende ”altmuligmand” til en international karriere som Wagner helte tenor.

Fakta

Stig Fogh Andersen (født 24 februar 1950) er kongelig kammersanger. Han er tenor og operainstruktør. Særligt er han kendt som Wagner-sanger og har sunget på verdens store operascener.

Han har studeret på musikkonservatorierne i Århus og København og debuterede som operasanger på Den Jyske Opera i 1978. Siden 1980 har han været solist på Det Kongelige Teater, hvor han har sunget et bredt repertoire af operaer.

I 2006 blev Stig Fogh Andersen af Hendes Majestæt Dronningen udnævnt til kongelig kammersanger.

 

Lyt til Stig Fogh Andersens toner samt få mere information om Wagner Gallakoncerten HER.

Munira

December historier, 16. december

Munira

Dagens december historie handler om Munira, som har fået transplanteret både en ny nyre og bugspytkirtel. Munira fortæller bl.a. om de følelser, der er forbundet med at få en transplantation. Og så fortæller hun om de svære følelser der kan opstå, når man bliver diagnosticeret med nyresygdom. Og om at tilgive sin krop.

En ny nyre og bugspytkirtel

Munira fik i år transplanteret både en ny nyre og en ny bugspytkirtel. Og hun fortæller om de følelser, der opstod i forbindelse med transplantationen, ”da jeg blev transplanteret her i september 2019, var det alt for stort til helt at forstå. Jeg håber det bliver ved med at være stort og fyldt med ærefrygt. Jeg har en dyb taknemlighed og glæde. Før transplantationen krævede min krop insulin og dialyse for at være i live. Nu har jeg en ny nyre og bugspytkirtel og jeg behøver ikke at tænke mere over insulin og dialyse”.

For endnu bedre at forstå de følelser, der for Munira er forbundet med transplantationen, er man nødt til først at kende Muniras historie.

Type 1-diabetes

Munira var omkring 7 år, da hun fik konstateret type 1-diabetes. Hun har derfor haft diabetes i 27 år. Munira fortæller ”jeg har aldrig rigtig skelnet mellem at HAVE diabetes og VÆRE diabetiker. Uden jeg rigtig har tænkt over det, har både barndomsveninder og min søster fortalt om, hvordan diabetes også havde betydning for og på deres hverdag. Min søster har fx aldrig sukker i kaffen. Sådan var det med mange ting i familien, fx til fødselsdage og hyggeaftener – det blev planlagt, så der ikke var sukker. Det er først senere det er gået op for mig, hvordan det har påvirket mine omgivelser”.

Dialysestart

”Jeg blev diagnosticeret i maj 2017 med nyresygdom. Jeg havde allerede haft sygdommen i nogen tid, uden jeg officielt havde fået diagnosen. Ingen sagde direkte nyresvigt dengang. Jeg havde meget fokus på livet og fremtiden, jeg var lige blevet gift ½ år tidligere, nyt liv, nyt arbejde. Jeg tror bare, at jeg tænkte ”det må lægerne styre”. Jeg synes, at jeg havde travlt nok med livet og at holde styr på min diabetes. Jeg var nået derhen med min diabetes, hvor jeg troede, jeg kunne få børn. Men diagnosen nyresyg, kom som en bombe!           – endnu en kronisk sygdom? Jeg var i chok. Jeg ville ikke dvæle i min krop og ved mine følelser – hellere arbejde og bruge hovedet. Energien var væk og jeg var meget træt, men jeg forsatte med at arbejde 37 timer om ugen. Jeg kom i posedialyse i november 2017, 32 år gammel”.

Jeg stoppede med at arbejde

”En statslig udflytning i foråret 2018 gjorde til sidst udslaget og jeg stoppede med at arbejde. Jeg var så træt og udkørt og trist. Jeg tog langt om længe den svære beslutning om en sygemelding. I august 2018 blev jeg sygemeldt og det var svært ikke at have en arbejdsrelateret funktion i livet. Energien forsvandt endnu mere over sommeren 2019. Det var hårdt psykisk og jeg var nedslået og vemodig. Mine venner sagde, at jeg skulle være i livet og nuet og finde min indre ro. Det forsøgte jeg at tage til mig. Det var ikke nemt. Det hele var sorgfuldt og mørkt i perioder, men jeg havde min mand og rigtige gode veninder, som jeg brugte meget tid med. Min far blev syg, det var også meget hårdt. Tiden gik alligevel. 2019 var også meget selvudviklende. Jeg begyndte at finde mig selv og min identitet og fik arbejdet med mig selv. Jeg tænkte meget på relationer – mærkeligt at jeg havde brug for hjælp? Jeg plejede jo at være dén der hjalp. Var jeg trist, fordi jeg var så træt, fordi min krop var træt eller var jeg trist i tankerne? Hvilke signaler var fra mine tanker og hvilke var følelser og hvilke udsprang fra min krop? Og hvorfor kunne jeg ikke kontrollere mine følelser længere? ”.

Jeg tilgav min krop – den forrådte mig ikke

”Jeg var meget social og brugte al min energi. Det blev til sidst trivielt, fordi udfaldet var åbenlyst; to gode dage og tre dårlige. Jeg blev en hamster i et hjul. Jeg følte mig magtesløs og det var svært at mærke mig selv. Jeg kunne ikke fixe det med insulin, så det ’vupti’ blev godt igen. Jeg følte ikke, jeg kunne kontrollere det, som med min sukkersyge. Accepten kom i løbet af 2019. Jeg accepterede, at jeg ikke havde den fulde kontrol og jeg gav mig selv lov til at være i det. Det var rigtigt godt. Det gav mig min frihed og ro.

Det er okay, at føle sig ked af det og være vred. Det giver frihed at erkende, at det er okay at have de her følelser. Det er okay at reagere på meningsløsheden. Mine følelser er mine tanker og tanker er mine følelser, har jeg altid troet. Pludselig fandt jeg ud af, at kroppen også frembragte følelser, såsom træthed. Jeg tilgav min krop, den forrådte mig ikke, den var bare syg”.

 

Vil du støtte os med vores vigtige arbejde for nyresyge?

Hvis du ønsker at støtte vores arbejde i Nyreforeningen, kan du gøre det via MobilePay på 35346 eller via bankoverførsel på reg. 3129, konto nr. 000927 2100 – mrk. overførslen “DONATION”.

OBS. Hvis du vælger MobilePay eller bankoverførsel, og du ønsker fradrag, skal du oplyse dit cpr-nummer.

Tom

December historier, 11. december

Tom

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

I dag vil vi gerne introducere jer for Tom, som har fået transplanteret en ny nyre. Tom fylder 50 år i dag, d. 11 december, og det er en milepæl i mere end en forstand. Tom mistede nemlig begge sine forældre tidligt pga. kronisk sygdom, de blev henholdsvis 49 år og 60 år. Tom lever i dag et aktivt liv og motion er hans store passion.

Tom lever et aktivt liv

Toms motto er, at ”alle kan dyrke motion”. Tom fortæller, at selvom han ikke altid har haft det store overskud, så har han altid forsøgt at røre sig lidt. Og Tom uddyber ”jeg tror ikke på, at jeg lever længere af den grund, men jeg tror det har haft betydning i forhold til, at jeg er kommet mig hurtigere over mine operationer. Senest min transplantation i maj 2018. Altså, jeg har ikke kørt dialyse længe, derfor føler jeg mig ret heldig på den konto”.

”Jeg har løbet meget i mit liv og løbet langture på over 100 km. Da jeg fik diagnosen, at jeg var nyresyg, fik jeg en depression. Det var formentlig, fordi kronisk sygdom netop havde frarøvet mig min mor og far i en tidlig alder. Jeg tror den dag i dag på, at det var motionen der fik mig ud af depressionen igen. Da jeg kom i P-dialyse, løb jeg langt mindre, efter aftale med lægen. Men løbet gjorde, at jeg havde det bedre. Der frigives jo endorfiner, når man motionerer, og man bliver bare glad i låget. Da jeg fik opkaldet om en ny nyre, var jeg 3 timer forinden ude at løbe. Det hele gik så stærkt, så stærkt – og jeg kom mig hurtigt efter operationen”.

”Lige da jeg var transplanteret, startede jeg langsomt op med motion. Først gik jeg 400 meter, så 1 km og til sidst gik jeg små 8 km. Men man skal begynde, der hvor man er”.

Tom fortæller, at han sammen med Nyreforeningen arrangerer gå-arrangementet ’Motion for Nyrerne’ d. 13 september 2020, i samarbejde med Foreningen Fodslaw Viborg. Og Tom tilføjer ”der vil være tre ruter på henholdsvis 3 km, 6 km og 11 km. Arrangementet skal støtte Nyreforeningens Familiekursus, som har betydet meget for min familie og jeg”.

 

Vil du støtte os med vores vigtige arbejde for nyresyge?

Hvis du ønsker at støtte vores arbejde i Nyreforeningen, kan du gøre det via MobilePay på 35346 eller via bankoverførsel på reg. 3129, konto nr. 000927 2100 – mrk. overførslen “DONATION”.

OBS. Hvis du vælger MobilePay eller bankoverførsel, og du ønsker fradrag, skal du oplyse dit cpr-nummer.

 

Robert

December historier, 10. december

Robert

 

Dagens december historie er på mange måder en fin kærlighedsfortælling. Det er nemlig fortællingen om Robert, der valgte at donere sin nyre til sin nyresyge mand Brian. Robert og Brian har været gift i mange år og Robert fortæller, at han så det som en helt naturlig beslutning, at give sin raske nyre til Brian.  

Robert gav sin nyre til sit livs kærlighed

”Brian og jeg har i år været gift i 12 år og vi har i alt været sammen i 16 år. Brian havde før transplantationen kørt dialyse i lang tid og ventet 4 år på listen. Brians mors nyre matchede desværre ikke. Så jeg gik og tænkte over, hvad jeg kunne gøre. Jeg kunne ikke holde ud at gå og vide, at han var så syg, når jeg kunne hjælpe ham. Brian var forholdsvis frisk og altid positiv, fordi sådan er han bare. Brian spurgte ikke, om jeg ville give min nyre til ham, men jeg synes det var naturligt, at jeg gjorde det”.

Robert fortæller, at han selvfølgelig talte sammen med sin mand Brian om beslutningen. Og Robert tilføjer ”det er noget der tages ud af kroppen, som ikke kan tages tilbage. Ingen returret. Jeg var med inde hos lægen på hospitalet og tale om det, fordi jeg naturligvis havde nogle spørgsmål. Men da jeg havde været til konsultation på hospitalet, var alle spørgsmål besvaret. Så jeg var helt tryg ved beslutningen”.

“Jeg sagde til lægerne, at jeg ville være helt sikker på, at Brians kommende nyre fik de bedste forudsætninger. Og jeg sagde til dem, at de skulle vælge den operationsmetode, hvor mindst muligt kunne gå galt. De valgte dengang at tage nyren ved en egentlig operation”.

En magisk dato

1 juni 2011 var en magisk dato, den dag gav Robert nemlig sin nyre til Brian. Robert fortæller, at han efter selve operationen ikke havde nogen smerter, kun lidt ubehag. ”Men jeg fik også morfin i ryggen. Jeg har ingen gener haft efter operationen. Det må jeg bare sige. Ingenting. Eller det skulle lige være, at jeg selv synes, at jeg er blevet mere kuldskær. Sådan har jeg ikke haft det før”.

Det er Roberts klare opfattelse, at hans mand Brian er blevet mere frisk efter transplantationen. Og som Robert tilføjer ”nu tænker vi sjældent over det. Det ligger mest til os, at se på det positive her i livet”.

Efterfølgende kontrol

”Jeg kommer fast én gang om året til kontrol på hospitalet og jeg føler mig altid meget velkommen. Der er en åben dør politik. Det giver mig tryghed, at jeg stadig går til kontrol og altid kan ringe derind, hvis der skulle være noget – også selvom alt er fint, heldigvis”.

 

Vil du støtte os med vores vigtige arbejde for nyresyge?

Hvis du ønsker at støtte vores arbejde i Nyreforeningen, kan du gøre det via MobilePay på 35346 eller via bankoverførsel på reg. 3129 konto nr. 000927 2100 – mrk. overførslen “donation”.

OBS. Hvis du vælger MobilePay eller bankoverførsel, og du ønsker fradrag, skal du oplyse dit cpr-nummer.

 

 

 

 

Else Lorenzen

December historier, 9. december

Else Lorenzen

 

I dag vil vi gerne introducere jer for Else, som fortæller om hendes liv med polycystisk nyresygdom. Else giver os et indblik i, hvad det for hende betyder at leve med en arvelig kronisk sygdom og hvad polycystisk nyresygdom har haft af konsekvenser i hendes liv. Else lever i dag en aktiv pensionisttilværelse sammen med sin mand.

Det er træls at arve en kronisk sygdom og give arven videre

”Det var noget af en pille at sluge, da jeg lige op til jul i 1992 fik den alvorlige besked af min læge, at jeg havde cyster i lever og nyre. Jeg var egentlig taget op til min læge for at blive scannet for galdesten, da det så viste sig, at jeg havde ”polycystisk nyresygdom”.

Jeg var 39 år på det tidspunkt, gift og mor til 4 drenge i alderen 4 til 15 år, og netop tiltrådt en stilling som daginstitutionsleder. Det var mildest talt noget af et chok og en omvæltning i min tilværelse pludselig, at få besked på jeg havde en alvorlig sygdom.

Polycystisk nyresygdom var nu ikke fremmed for mig, da min mor også havde sygdommen. Hun var ud af en søskendeflok på 6 børn, der alle havde sygdommen. Desværre døde flere af dem tidligt, da man dengang ikke havde de samme behandlingsmuligheder som i dag. Ud af min egen søskendeflok på 5 er jeg den eneste der har arvet sygdommen, men desværre har alle mine 4 sønner også arvet sygdommen”.

Transplantationen

”Der gik dog mange år efter, at jeg havde fået konstateret sygdommen, til at det rigtigt begyndte at gå ned ad bakke med helbredet. Jeg blev mere og mere generet af cyster, der fyldte i lever og nyre, så jeg lignede én der var højgravid. Det var besværligt at lægge mig til rette, når jeg skulle sove, fordi cysterne fyldte. Og der var mange dagligdags opgaver, både på arbejdet og privat, der var besværlige. Jeg kunne blandt andet ikke løfte mit lille barnebarn op. Efterhånden tog generne til og min livskvalitet blev forringet mere og mere.

Jeg begyndte at presse på for at blive indstillet til en levertransplantation, selv om min lever og nyrer som sådan fungerede rimeligt. Men de mange cyster besværliggjorde organernes funktioner, og jeg skrev til lægerne om at blive transplanteret.

Fra jeg blev indstillet til transplantation, fulgte der 13 måneders ventetid. Nyren var nu også så dårlig, at den ikke ville kunne klare operationen. Jeg fik derfor foretaget en dobbelttransplantation (lever og nyre) på Rigshospitalet. Jeg blev godt informeret om, at det var en stor operation. Og at der altid er forbundet en risiko ved en så stor operation. Jeg havde forberedt mig så godt jeg kunne og havde skrevet et brev til hver af mine sønner, hvis jeg ikke skulle se dem igen.

Et godt liv

”Heldigvis forløb transplantationen utrolig fint, og efter bare 14 dage var jeg hjemme igen. Jeg har fået min livskvalitet tilbage og lever nu en meget aktiv pensionisttilværelse med min mand.

Det er træls at arve en kronisk sygdom og endnu mere træls at give arven videre til sine børn, men heldigvis sker der så meget på forskningsområdet, at jeg kan håbe på, at mine drenge forhåbentlig slipper for at skulle i dialyse og transplanteres.

Jeg er taknemmelig og glad over, at jeg har et godt liv, selvom jeg arvede en alvorlig sygdom”.

 

Vil du støtte os med vores vigtige arbejde for nyresyge?

Hvis du ønsker at støtte vores arbejde i Nyreforeningen, kan du gøre det via MobilePay på 35346 eller via bankoverførsel på reg. 3129 konto nr. 000927 2100 – mrk. overførslen “donation”.

OBS. Hvis du vælger MobilePay eller bankoverførsel, og du ønsker fradrag, skal du oplyse dit cpr-nummer.