Indlæg

Svend Eisenhardt

Svend Eisenhardt fortæller om livet som nyresyg – I Danmark og på Grønland

Svend Eisenhardt

Som den første på Grønland, har Svend Eisenhardt vist, at det godt kan lade sig gøre at være i hjemmehæmodialyse. Det har krævet en stålsat vilje og ihærdig støtte fra danske læger, men har endt med at betyde alverden for Svend og forhåbentlig andre nyresyge på Grønland. I dag lever Svend en rolig pensionisttilværelse i Danmark sammen med sin kone gennem 50 år.

Nyresyg på Grønland

Tilbage i 2002 får Svend Eisenhardt konstateret nyresygdom. På det tidspunkt bor Svend på Grønland og har gennem et stykke tid oplevet, at få det dårligere og dårligere. Han bliver derfor sendt til Danmark og indlagt på Rigshospitalet, hvor de konstaterer, at Svend har cystenyrer.

Tilbage på Grønland går Svend efterfølgende til kontrol hvert halve år. Svend fortæller ”i 2011 sendte lægen mig til kontrol i Nuuk, hvor de besluttede at undersøge nyrerne grundigere. Her viste det sig, at min nyrefunktion var på 35 procent. Det var første gang der blev talt om dialyse. I december 2012 oplevede jeg en forværring og blev derfor indlagt og efterfølgende sendt til Danmark, hvor jeg første gang kom i dialyse. Det var i januar 2013”.

Egentlig er planen, at Svend nu skal i p-dialyse. P-dialyse er nemlig den eneste dialyseform, man benytter sig af på Grønland på daværende tidspunkt. Dog viser det sig, at dette ikke er en mulighed for Svend, som grundet en tidligere operation har fået noget arvæv, der gør det umuligt at anlægge et P-rør. Heldigvis er der en anden løsning på Svends dialysebehov.

En NxStage maskine kommer til undsætning

Svend fortæller ”Efter nogle måneder i dialyse på Rigshospitalet skiftede jeg til dialyse på PLC afdelingen på Frederiksberg hospital (Region Hovedstaden), og det var hér, at jeg blev foreslået, at jeg skulle have en NxStage maskine (hjemmehæmodialyse). Det var i maj 2013. Men først skulle det grønlandske sundhedsvæsen overtales og det var langt fra nemt. Det lykkedes dog til sidst, pga. ihærdig overtalelse fra min læge Inge Eidemak og daværende leder af PLC-dialysen på Frederiksberg Hospital, Lone Peik”.

Materiealelager i Maniitsoq

Materialelager i Maniitsoq, Grønland.

Efterfølgende bliver alle materialer til Svends hjemmehæmodialyse sendt til Grønland. Og Svend selv rejser tilbage til Grønland i september 2013 og starter hjemmehæmodialyse op, som den første på Grønland.

Efter 34 år i Grønland beslutter Svend sig dog for at rejse tilbage til Danmark igen og et grønlandseventyr må slutte. Det sker i januar 2016. Men selvom Svend i dag bor i Nordjylland, så er han fortsat tilknyttet Region Hovedstaden. Svend fortæller ”Jeg har kæmpet en kamp for at overtale sygehuset i Nordjylland om, at NxStage renser mit blod godt nok. Men det er endnu ikke lykkedes mig. Jeg hører derfor fortsat under Region Hovedstaden, hvor jeg kommer til kontrol hver tredje måned”.

Livet i dag

Svend er i dialyse ca. 22 timer om ugen via NxStage maskinen. For ham betyder maskinen en kæmpe frihed, idet han kan leve et rimelig almindeligt liv med dialyse hjemme hos sig selv. Men han er også klar over, at det ikke er alle nyresyge, der oplever ligeså meget medgang som modgang. Om livet som nyresyg fortæller Svend ”for mig er det et livsvilkår. Hellere det end at ligge og glo på et kistelåg. Jeg er bare taknemmelig for, at jeg ikke har det værre, end jeg har det”.

Svend bor sammen med sin kone Vinnie, som han er så heldig at fejre guldbryllup med til maj. Sammen har de 3 børn og 4 børnebørn. Svend og hans kone har flere gange rejst med Nyreforeningen til udlandet, senest i 2019, hvor de var på Madeira.