Indlæg

Solsikkesnor

Københavns Lufthavn lancerer solsikkesnor til personer med usynlige handicap

Solsikkesnor

Københavns Lufthavn har i januar 2020 lanceret en ny nøglesnor, “solsikkesnoren”, som skal hjælpe passagerer med usynlige handicap eller en skjult diagnose.

Solsikkesnoren er for dig med et usynligt handicap eller en skjult diagnose, som ønsker hjælp til at gøre turen gennem lufthavnen nemmere og mindre stressende.

Snoren kan bæres frivilligt og signalerer til medarbejderne i lufthavnen, at du måske har behov for ekstra hensyn, tid eller tålmodighed. Solsikkesnoren bruges allerede i andre internationale lufthavne, og i England er den også udbredt til større togstationer og stormagasiner.

Medarbejderne i lufthavnen spørger ikke ind til din diagnose eller handicap, men snoren sikrer dig, at de vil have fokus på at hjælpe dig på bedst mulig vis. Solsikkesnoren er for dig der kan og ønsker at rejse selv, uden assistance.

Københavns Lufthavn udleverer solsikkesnoren fra Informationen i Terminal 3 og den ligger også klar til udlevering ved de fleste check-in skranker. Beder du om den, får du den udleveret uden spørgsmål.

Med solsikkesnoren får du adgang til særligt spor i sikkerhedskontrollen

I sikkerhedskontrollen skal alle scanne deres boardingkort for at komme ind. Bærer du solsikkesnoren og henvender dig til medarbejderen i sikkerhedskontrollen, bliver du tilbudt at komme i et særligt spor for personer med reduceret mobilitet. Sporet er for alle, der af synlige eller usynlige årsager har sværere end andre ved at komme gennem lufthavnen og sikkerhedskontrollen.

Man kommer ikke nødvendigvis hurtigere igennem kontrollen, da det afhænger af tidspunktet på dagen. Men medarbejderne her ved, at de kunder, de møder, har forskellige forudsætninger eller særlige behov. Det giver mindre stress og pres.

Hvis du bærer solsikkesnoren og ikke ønsker at komme ind i det særlige spor, scanner du bare dit boardingkort uden at henvende dig til medarbejderne.

Læs mere om solsikkesnoren HER