Indlæg

Klaus Ølgaard på pension

Med udgangen af juli stopper professor Klaus Ølgaard med at have klinik på Rigshospitalet.

Han blev uddannet cand. med. fra Københavns Universitet i 1970 og har gennem sit virke gjort et stort indtryk på mange af sine patienter. Blandt andet på Nyreforeningens Steffie Jørgensen, der har sendt os dette indtryk af sit første møde med professor Ølgaard:

Jeg sad i bilen med mine forældre. Solens stråler dansede på taget, mens der var optræk til uvejr i min seks-årige krop. Jeg skulle møde Professor Ølgaard på Rigshospitalets nefrologiske afdeling, og som jeg har fået det fortalt, var jeg hverken sød eller rar ved ham de første mange år.

Hans nye patient var en pige, der virkelig ikke brød sig om læger – en pige der i flere år fra første møde skældte ham ud, alt hun havde lært. Men Ølgaard er en tålmodig mand med en umådelig evne til at sætte sig ind i andre menneskers situation. Fra dagen han mødte en lille familie i krise, og lyttede til deres bøn om at vente med dialyse længst muligt, til afskeden ved sidste kontrol den 19. juni 2020.

Et klem der fortæller

Vi har aldrig rigtig fortalt, hvad vi betød for hinanden – eller i hvert fald, hvad han betød for mig. Men det er som om det klem på skulderen, når jeg har fået ny tid hos sygeplejersken, altid har fortalt det hele.

Professoren der mødte den seks-årige pige i barnehøjde, til professoren der så sin patient blive uddannet til sygeplejerske, og derfra turde sende hende videre til en anden professor.
Ham der var årsag til, jeg kunne studere ved hjælp af handicap-tillæg til min SU. Ham der reddede mit liv af flere omgange og ham, som altid lyttede uden at dømme. Ham der kom ind i sine friweekender, hvis jeg blev indlagt.

Kærlighedsstorm

Jeg har altid troet, min kærlighed til Ølgaard var special. Lige indtil jeg begyndte at snakke med andre patienter i ambulatoriet, hvor det gik op for mig, at vi er mange, der har det sådan. Fra patienter der har kendt ham ganske kort, til patienter, der har kendt ham i over 30 år.
Men denne kærlighedsstorm kom alligevel ikke bag på mig – læge, professor, pioner.

Fra en hyldest i Politiken, da han fyldte rundt, ses det, at hans karriere er alt andet end kedelig. Uddannet læge i 1970, med speciale i nefrologi, til overlæge på nefrologisk afdeling i 1987 og professor i 1994. Formand for adskillelige selskaber, og med fantastisk meget forskning og videnskabelige artikler bag sig. Foruden alt dette modtog Ølgaard også William Nielsens Fonds Hædersgave i 1998.

Liv skal leves

Vi kan som patienter prise os lykkelige over, han lige tog det valg engang i 70’erne, om at specialisere sig inden for

Steffie Jørgensen

Steffie Jørgensen

nyresygdomme. Hans forskning har tilgodeset mange af os, og det må være utroligt for ham at vide, hvor mange liv, han er skyld i, stadig leves.

Men det er netop den, han er. Vi har altid aftalt i fællesskab, at livet skulle leves, for vi har kun dette. Derfor har vi altid taget chancer, og så taget konsekvenserne senere. Ikke forstået som han var skødesløs, for det var han bestemt ikke. Men han formåede at se mennesket bag sygdommen, og som en 30-årig mand sagde til mig til sidste kontrol:

”Ølgaard kan se om du har væske i benene, ved bare at kigge på dine øjne”

Og selv om vi begge vidste, det måske var en smule overdrevet, var vi klar over, at det er lige præcis det, Ølgaard evner.

Han har i virkelighed givet sit liv til os patienter. Jeg har aldrig oplevet en kontrol rykket eller aflyst på grund af sygedage, ej heller af familiære årsager. Ølgaard har været en formand for sit fag og lagt alt af sig selv i det, selvom jeg heller ikke er i tvivl om, hvor vigtig han er for sin familie.

Ydmyg vinkender

En kort samtale med hans datter Julie, gjorde mig endnu mere sikker i dette. Hun beskriver ham som helt fantastisk, og et af de vildeste mennesker, hun kender – og jeg kan kun give hende ret. Endvidere beskriver hun ham som en stor vinkender, selvom han er for ydmyg til at indrømme det….     Og det er lige, hvad Ølgaard er – ydmyg.

Men kære Ølgaard, jeg håber du for alt i verden ved, hvor fantastisk du er. Lige fra dine rejser og taler i USA, til din evne til at se os. Vi mister en professor, en ven, en confidante, og jeg er i tvivl om, hvorvidt nogle nogensinde kan udfylde fodsporene. I sandhed en legende for hele nyre-verdenens profession.

Vi ønsker dig alt det bedste i dit fremtidige virke – både med forskning, familie, venner, rejser og vin.

Do not go where the path may lead. Go instead where there is no path and leave a trail.
(Ralph Waldo Emerson)

Steffie Jørgensen