Indlæg

Sejr til Nyreforeningen i Region Midtjylland: Spareforslag om at erstatte hjemmedialyse med self care på AUH fejet af bordet i regionsrådet

Formand for Nyreforeningen i Region Midtjylland, Ann Bellis Hansen, er glad for, det lykkedes at få forslaget om at erstatte hjemmehæmodialyse med en selvbetjent enhed på hospitalet blev stemt ned i regionen (foto: Privat/AUH).

Regionsrådsformand Anders Künau kunne meget hurtigt finde et indsigelsesbrev fra Nyreforeningen i Region Midtjylland i sin indbakke, da det forlød, at Aarhus Universitetshospital (AUH) havde foreslået at spare hjemme-hæmodialysen væk for 17 hjemmehæmodialysepatienter. Forslaget, som lagde op til i stedet etablere en selvbetjent dialyseenhed på hospitalet, ville nemlig markant forringe livskvaliteten for patienterne. Der ud over ville forslaget ikke reelt give nogen besparelse og var i lodret modstrid med regionens egen gældende målsætning om at øge andelen af dialysepatienter i hjemmedialyse.

Formand for Nyreforeningen i Region Midtjylland Ann Bellis Hansen er tilfreds med, det er lykkedes at råbe politikerne op i sagen.

”I vores brev til Anders Künau kom vi med konkrete eksempler på, hvordan spareforslaget ville ødelægge tilværelsen for mennesker, som er i stand til at opretholde en fuldtidstilknytning til arbejdsmarkedet, netop fordi de kan dialysere derhjemme, så det passer ind i deres øvrige gøremål og fordi de ikke skal bruge timer på transport til og fra dialyseenheden,” siger Ann Bellis Hansen.

Hjemmehæmodialyse øger friheden – og er billigere

Hun påpeger, at spareforslaget om at hjemtage dialysen til en self care enhed på hospitalet gik ud på det præcist modsatte af det, som fremgår af Regions Midtjyllands Spareplan for 2015 – 2019, hvor regionen havde som målsætning at spare ved at øge antallet af patienter i hjemmedialyse. I Region Midtjylland har flere hjemmedialyser – ud over at øge frihedsgraden for de dialyserede – ført til en besparelse på op imod 100.000 kroner om året per patient.

En væsentlig del af besparelsen kommer fra færre udgifter til patienttransport. Det er i forbindelse med tidligere spareplaner i Region Midtjylland besluttet, at den samlede andel af dialysepatienter i hjemmedialyse i regionen skal op på 40 procent i 2019. Det vil give en besparelse på cirka 100.000 kr. for hver ekstra dialysepatient, der kommer i hjemmedialyse – efter, at der er taget højde for udgifter til kommunal assistance, som i Region Midtjylland beløber sig til omkring 4,5 millioner kroner.

LÆS OGSÅ: “Region Midtjylland sparer millioner på hjemmedialyse”

Nyreforeningen har støttet og medvirket til, at flere midtjyder opnår friheden ved hjemmedialyse. Et ønske om besparelse har på ingen måde være drivende for Nyreforeningens indsats, som har fokuseret på en alsidighed i udbuddene af dialyse samt en størst mulig frihed for den enkelte til at tilrettelægge sin behandling på mest optimal vis. At der samtidig opnås en besparelse er blot positivt.

For pressehenvendelser:
Kontakt regionaludvalgsformand i Nyreforeningen Midtjylland Ann Bellis Hansen på tlf. 28 89 76 96.

Spareforslag fra AUH om at droppe hjemmehæmodialyse foreløbig sparket til hjørne i regionalt hospitalsudvalg

Hjemmehæmodialyse er billigere end selvbetjent hæmodialyse på hospitalet. Det skyldes bl.a., at regionen sparer udgiften til patienttransport. Foto: Colourbox.

Et forslag om at spare penge på Aarhus Universitetshospital (AUH) ved at sløjfe 15 mennesker med nyresygdoms hjemmedialyse og erstatte det med selvbetjent dialyse på hospitalet er blevet behandlet i region Midtjyllands hospitalsudvalg og ikke vedtaget. Den endelige beslutning om spareforslaget på regionsrådsmødet den 26. juni.

Det skyldes ikke mindst en ihærdig indsats fra Nyreforeningen ved formand i kreds Østjylland, Ann Bellis Hansen.

”Vi var rystede over forslaget, fordi det er i lodret modstrid mod regionsrådets gældende målsætning om at øge andelen af dialysepatienter i hjemmedialyse. Patienter, som ønsker at dialysere sig hjemme, medfører en væsentlig besparelse for hospitalet. Derfor er øget hjemmedialyse også med i Region Midtjyllands Spareplan for 2015 – 2019, hvor regionen havde som mål at spare seks millioner kroner med fuld effekt i 2019 på at øge antallet af patienter i hjemmedialyse,« siger Ann Bellis Hansen.

Et enigt regionalt hospitalsudvalg har besluttet ikke at godkende forslaget, som derfor må antages ikke at blive godkendt i Regionsrådet den 26. juni. Forslaget om at droppe hjemmedialysen blev fremlagt af Afdelingen Nyresygdomme i forbindelse med den annoncerede sparerunde på 150 millioner kroner i 2019 på hele Aarhus Universitetshospital. Afdelingen Nyresygdomme skal også spare og vurderede, at der kan spares 357.000 kroner i 2019 og 860.000 kroner i 2020 ved at sløjfe hjemmehæmodialysen.

Men Jyllands-Posten kunne berette, at ifølge ledende overlæge på Afdelingen for Nyresygdomme Stinne Kvist, havde hospitalet ikke overvejet muligheden for, at patienterne fremadrettet selv kan betale for el, vand, og affaldsudgifter i forbindelse med hjemmedialyse. Afdelingen har heller ikke regnet på mulige ekstra omkostninger til patienttransport til og fra dialyseafsnittet – en udgift, region Midtjylland ville skulle betale, men som så ikke længere ville lande på Aarhus Universitetshospitals bord.

Spareforslaget møder ikke begejstring blandt de 15 patienter, erkender Stinne Kvist, der er ledende overlæge, overfor Jyllands-Posten.

»Der er ingen fordel for patienterne i dette initiativ. Men vi kan ikke skære flere medarbejdere på afdelingen væk. Derfor har vi været nødt til at pege på spareforslag, som ikke betyder færre ansatte,« sagde hun til Jyllands-Posten.

Blandt spareforslagene, som skal gennem regionsrådet i Region Midtjylland inden endelig godkendelse og er i første omgang netop blevet afvist af politisk udvalg.

Nyreforeningen har skrevet til regionsrådet med budskab om, at forslaget vil forringe livskvaliteten for en i forvejen sårbar gruppe patienter. Foreningen mener, at det vil være umuligt at drive den nye selvbetjente dialyse omkostningsfrit for afdelingen.

»Derudover finder vi det urealistisk, at patienterne i self-care vil kunne opretholde den fleksibilitet og selvbestemmelse over egen dialysebehandling, som gælder i hjemmehæmodialyse. I det hele taget bør en patient, som selv er i stand til og ønsker at varetage sin egen behandling, ikke tvinges ind på sygehuset, hvis de ønsker at dialysere sig hjemme. Det strider mod al gældende logik i sundhedsvæsenet, at patienter, som kan behandles i hjemmet, skal behandles på sygehuset,« mener Ann Bellis Hansen, som har modtaget flere henvendelser fra bekymrede medlemmer i hjemmehæmodialyse.

Ann Bellis Hansen pointerer, at en af fordelene ved at have hjemmehæmodialyse hjemme er, at man selv bestemmer, hvornår dialysen skal foregå og hvor mange timer og hvor tit.

»Den kan tilrettelægges, så man kan passe sit arbejde, være sammen med familien, og derved have meget bedre livskvalitet,« siger hun.

Forretningsudvalget behandler indstillingen fra hospitalsudvalget den 18. juni, og forslagene vedtages endeligt på et møde i Regionsrådet 26. juni.

For spørgsmål kontakt formand Nyreforeningen Kreds Østjylland, Ann Bellis Hansen, tlf. Tlf. 28 89 76 96

Læs Jyllands-Posten Aarhus’ historie ved at klikke HER.
Læs mere om sagen i Sundhedspolitisk Tidsskrift ved at klikke HER.

Her er årets Solfanger 2019

Årets Solfanger er en pris, som Nyreforeningen uddeler til en person, der i særlig grad har bidraget til øget livskvalitet for mennesker med en nyre- eller urinvejssygdom. Prisen gives for indsatsens medmenneskelige indhold.

Årets Solfanger 2019 Annika Slot Overgaard har med sit personlige eksempel hjulpet et andet menneske med nyresvigt til at komme i hjemmehæmodialyse. Det har givet Arne Hansen livet tilbage, som han skrev i sin indstilling af Annika Slot Overgaard som årets Solfanger 2019:

”Vi mødtes igennem nyreforeningens familiekursus. Hun var der for min familie fra første gang vi mødte hende og en kæmpe støtte de sidste år. Selv har hun også været igennem en del ligesom jeg og endnu mere. Efter en del problemer fik Annika opstartet i hjemmehæmodialyse. I over et år talte vi sammen jævnligt. Jeg ville aldrig have haft taget mig mod til at opstarte i at lære mig selv op til hjemmehæmo uden hende. Jeg fik set det i hendes hjem og til sidst er jeg endt med at få det i mit eget hjem.

I dag har jeg stadig nyresvigt, men har fået livet tilbage. Nu går jeg ingen og spiser normalt til alle måltider. Jeg er i dialyse 13 dage ud af 14 dage i 4-5 timer hver gang. Men har det så godt.

Hendes inspiration har været min vej til hjemme hæmodialyse og til en meget bedre livskvalitet. Derfor vil jeg gerne nominere hende.”

Naturligt at dele sine erfaringer
Annika Slot Overgaard har ikke tænkt over, at hun gjorde en forskel – det var bare naturligt for hende at gøre, som hun gjorde og dele sine egne gode erfaringer med hjemmehæmodialyse.

”Det er naturligt for mig at dele noget, jeg selv er glad for med andre. Især hvis man kan se, de har det skidt, og man tænker, at ens egen erfaring måske kan hjælpe dem,” siger hun.

Annika Slot Overgaard fik overrakt diplomet og en smuk Steltonkande på årets landsmøde.

Husk du som medlem af Nyreforeningen kan nominere en person til at blive årets solfanger. Du kan sende din motiverede nominering til mail@nyre.dk . Skriv ”SOLFANGER-nominering” i emnefeltet.