Vælg en side

Støtte til psykologhjælp

Nyresygdom belaster psyken, og derfor kan mennesker med en nyresygdom og også pårørende have behov for psykologhjælp fx ved start af dialysebehandling, transplantation, afstødning, hvis nyretallene bliver dårligere, et ægteskab er ved at gå i opløsning som følge af sygdommen eller lignende.

Gennem den offentlige sygesikring er det muligt at få tilskud til behandling hos psykolog til personer, der har været udsat for særlige belastninger. Det gælder blandt andet personer, ramt af alvorlig, invaliderende sygdom og deres pårørende, pårørende ved dødsfald og personer med let til moderat depression eller angst, der er fyldt 18 år.

Hvis du føler, at du har behov for professionel psykologhjælp, skal du kontakte din praktiserende læge, der vurderer, om du kan få en henvisning til psykologbistand. Sundhedslovgivningen yder 60 % af honoraret for indtil 12 konsultationer hos en psykolog, der har overenskomst med sygesikringen.

Psykolog ang. nyresygdom

Få tilskud til egenbetalingen

Har du ikke selv råd til at betale egenbetalingsandelen, kan der være forskellige muligheder for tilskud.

  • Folkepensionister kan søge et helbredstillæg hos kommunen.
  • Er du ikke pensionist, men har en stram økonomi, kan du søge Aktivlovens § 82.
  • Har du en sundhedsforsikring igennem dit arbejde eller er medlem af Sygeforsikringen Danmark, har du mulighed for tilskud til psykologbehandlingen.
  • Du kan også søge om støtte gennem Nyreforeningens socialrådgiver. Det er er en betingelse, at du har en stram økonomi og har været medlem af Nyreforeningen i mindst et år. Oversigt over dine indtægter og udgifter samt din sidste årsopgørelse fra Skattevæsnet skal sendes til Nyreforeningens socialrådgiver, der behandler din ansøgning.

    Psykologstøtte til børn

    Dit barn kan også få psykologhjælp. Det kan være relevant, hvis dit barn får en kronisk nyresygdom og har det psykisk dårligt på grund af sin nyresygdom eller er bekymret over en af forældrenes nyresygdom.

    Hvis I har behov, er der hjælp at hente her:

    • Børneambulatoriet: De fleste børneambulatorier har psykologer tilknyttet. Psykologhjælp er gratis for børn i sygehusets regi.
    • Din kommune: Kommunen kan bevilge gratis psykologhjælp til børn. Kontakt barnets klasselærer eller skoleleder, der kan hjælpe med visitering til såkaldt PPR-psykolog (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning).

    Rabat på online psykologhjælp til nyresyge og pårørende

    Der kan desværre være lang ventetid på at komme i psykologbehandling hos en psykolog med overenskomst med sygesikringen. I nogle tilfælde kan psykologstøtte online være et fint alternativ. Nyreforeningen har indgået et samarbejde med We.Care, som betyder, at medlemmer af Nyreforeningen får 10 % rabat på online psykologhjælp.

    We.Care tilbyder online psykologhjælp i form af videokonsultationer eller skriftligt. Alt hos We.Care foregår online, hvor du får hjælp fra en dansk autoriseret psykolog.

    Du behøver ingen henvisning. Der er ingen ventetid, ingen transport eller parkering, og ingen venteværelser. Du kan tale eller skrive med en psykolog lige præcis der, hvor du føler dig mest tryg. Alle psykologer er autoriserede.

    We.Care tilbyder medlemmer af Nyreforeningen 10 % rabat på online psykologhjælp og gør det muligt at få psykologhjælp på den sikreste og mest tilgængelige måde; på din computer, din telefon eller din tablet. 

    Brug kampagnekoden ‘nyreforeningen’ og kom i gang med dit forløb uanset hvor og hvornår du har behov for det. Koden giver dig 10 % på både enkelte konsultationer og abonnementsløsninger.

    Sådan fungerer We.Care

    Hvis du ønsker at tale med din psykolog, tilbyder We.Care videokonsultationer, der foregår som en traditionel ansigt-til-ansigt konsultation via web-kamera. Føler du dig mere komfortabel med at skrive med din psykolog, kan du vælge skriftlig psykologhjælp, hvor alt foregår ligesom på mail. Du skriver, når det passer dig og dine behov, hvorefter din psykolog vil svare dig inden for 24 timer på hverdage. Alt kommunikation med We.Care’s psykologer foregår over We.Care’s egenudviklede krypterede og sikre platform.

    Læs mere på We.Care’s hjemmeside.