Direktør Michael Buksti og Formand Jan Rishave

Smilet er stort efter direktørens første uge

Direktør Michael Buksti og Formand Jan Rishave

Første arbejdsdag – Michael Buski og Jan Rishave

Af Michael Buksti

Mandag den 4. januar 2021 var dagen, hvor jeg første gang satte mig i stolen som direktør for Nyreforeningen. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg hele julemåneden har glædet mig utroligt til at begynde på jobbet, og ikke mindst møde mine nye kolleger.

Men i takt med, at Danmark lukkede mere og mere ned pga. corona, var jeg spændt på, om jeg overhovedet kunne møde fysisk i foreningens kontorer i Høje Tåstrup, eller om al introduktion og dialog den første tid ville være digital.

Med stor hjælp og planlægning fra mine nye og gode kolleger, blev der lagt en plan. Det har gjort, at jeg her den første uge, har haft mulighed for at møde hver enkelt af sekretariatets medarbejdere samt formandsskabet – og samtidig sikre os, at vi ikke har været for mange på kontoret.

Det er naturligvis underligt at komme til et hus og kontor, der normalt summer af liv, og som nu er næsten mennesketomt. Men når det er sagt, så har jeg kun mødt varme og imødekommenhed. Alle i Nyreforeningen har taget imod mig med åbne arme. Men da vi også lever i en tid, hvor corona fortsat hersker, vil hovedparten af dialogen i den kommende tid ske via digitale medier. Det er vigtigt at vi respekterer den skjulte trussel vi alle står overfor.

Fuld fart fra første dag

Udover at skulle sætte sig mig ind i nye arbejdsgange, ny pc, telefon mm., så havde jeg på min første arbejdsdag den store glæde at deltage i et forretningsudvalgsmøde. Og om en uge er der hovedbestyrelsesmøde, som naturligvis også kræver lidt forberedelse. Og ja, så er der også lige et landslotteri, der så småt skal planlægges, samt ikke mindst den løbende kommunikation omkring corona og vaccinationer. Så udover, at der er masser at ting jeg skal sætte mig ind i, så er der også mange ting, der skal laves.

I den kommende tid vil mit fokus, ud over disse ting, være at få sagt goddag til bl.a. formændene i foreningens kredse, og alle andre der løbende har kontakt med sekretariatet. Og på sigt er det mit håb, at jeg kan være med til at sikre foreningen en endnu stærkere stemme i kampen for medlemmerne.

Her efter første uge sidder jeg med et stort smil på læben. Så selvom der ikke er nogen tvivl om, at de næste uger bliver travle, så glæder jeg mig til, sammen med de fantastiske medarbejdere i Nyreforeningens sekretariat, at assistere og servicere foreningens mange medlemmer.