Sådan tackler jeg min sygdom i dag

Siden jeg første gang fik problemer med mine nyrer i 1985, har jeg været mere eller mindre træt, og jeg har ofte haft følelsen af at skulle genoptræne min krop, eller dele af den, ”bare” for at få det næsten lige så godt som tidligere.

Af Leila Veith Møller

Mit absolut laveste niveau var i 2003, jeg kom hjem fra hospitalet med rullestol, rollator og et gangstativ, alle 3 ting blev med tiden udskiftet med to krykker, hvoraf jeg stadig har én for de tilfælde, hvor jeg forstuver mine ankler eller forstrækker et eller andet. Det paradoksale i situationen var, at jeg faktisk også kom hjem nytransplanteret med en velfungerende nyre. Glad og samtidigt meget ked af det, der var kun éen vej frem, og det var hårdt arbejde.

I gang med træningen

Jeg begyndte med øvelser siddende på en stol og nogle gange med en elastik. Bare det at gå i bad kostede en hel dags kræfter. Det gik langsomt fremad, og på et tidspunkt kunne jeg bruge halvt fyldte vandflasker som vægte, så blev flaskerne helt fyldt, og der er jeg endnu. Mine ben blev også trænet. Først siddende, senere stående klamrende mig til stoleryggen. Et af mine første mål var selv at kunne gå op til busstoppestedet og tilbage med kun et lille hvil. Turen er hver vej ca. 250 m og det virkede i begyndelsen fuldstændigt uoverskueligt. Ved juletid havde jeg nået det, nu skulle jeg så videre, jeg ville jo også gerne kunne komme lidt rundt inde i midtbyen, når nu jeg var dér. Det tog næsten et år, før jeg selv igen begyndte at tro på, at jeg var på vej tilbage. Faktisk er min selvtillid den del, der hele tiden mangler at følge med.

Ét skridt ad gangen

Undervejs har jeg haft mange delmål; begynde at spille badminton igen, begynde at bowle, kunne gå en tur i skoven på 3-5-8-10 km. (i dag er målet ca. 12 km). Mit arbejde er min genoptræning, dvs. jeg prøver at aftale træning med andre til hver dag i ugen – næsten. Mandage og torsdage byder på gymnastik og rengøring. Tirsdage er til bowlingtræning og onsdage er jeg begyndt på badminton igen. Langsomt er jeg blevet stærkere og har fået flere kræfter og mere mod på alt muligt.

Derfor er jeg også en af deltagerne ved WTG og ETDG, både fordi her møder jeg andre, der har kæmpet de samme kampe som jeg, men jeg får også glæden ved at udøve den motion, jeg er blevet så afhængig af og nogle gange går det super og andre – tja – så har jeg i hvert fald været med.

Alligevel stod jeg og græd af glæde, da jeg i marts i år for første gang kunne cykle hjem fra byen uden at skulle af og trække, fordi jeg har fået en el-cykel i julegave af min fantastiske mand. Nu er der kommet nogle helt andre mål med i billedet.

I år var målet en tur på ca. 20 km og det kunne jeg godt. Til næste år er målet at cykle til kontrol på Skejby Sygehus og hjem igen en tur på 33 km hver vej, jeg skal blot lige finde et sted at genoplade mit batteri, når jeg kommer derud.

 

Bragt i Nyrenyt, februar 2012