Sådan håndterer vi dine oplysninger

Saadan-haandterer-vi-dine-oplysninger

Den nye europæiske persondataforordning, The General Data Protections Regulation, træder i kraft den 25. maj 2018. Det betyder, at vi i Nyreforeningen har arbejdet med at beskrive, hvordan vi behandler de oplysninger, du giver os.

Det er vigtigt for os, at vi behandler dine persondata forsvarligt og ordentligt, så vores medlemmer kan føle sig trygge.

Vi har derfor lavet databehandlingsaftaler med samtlige af vores samarbejdspartnere. Vi har udarbejdet retningslinjer for håndtering af medlemmernes personoplysninger. Og så har vi udarbejdet en privatlivspolitik, der fortæller dig, hvordan vi behandler dine personlige oplysninger. Se vores privatlivspolitik.

De eneste følsomme oplysninger, som Nyreforeningen behandler, er helbredsoplysninger: Det gør vi, når du bliver medlem, og vi spørger, om du er nyresyg, urinvejssyg, pårørende eller donor. Du har selvfølgelig mulighed for ikke at svare på dette spørgsmål. Vi håndterer desuden helbredsoplysninger, hvis du skal have rådgivning, deltage i en rejse eller have dialysebehandling på en af vores dialyseklinikker. Nyreforeningen videregiver kun helbredsoplysninger, hvis det er nødvendigt, og kun hvis du som medlem har givet et udtrykkeligt samtykke.

Adgang til dine oplysninger

Persondataloven giver dig mulighed for til hver en tid at få oplyst, hvilke personoplysninger og data Nyreforeningen har om dig. Du kan også få oplyst, hvor længe vi opbevarer dine personlige oplysninger og hvem der modtager oplysninger om dig.

Du kan se og rette i de oplysninger vi har om dig i vores medlemssystem ved at klikke her. Du skal logge ind med dit medlemsnummer eller e-mailadresse. Du kan altid få oplyst dit medlemsnummer ved at kontakte sekretariatet på mail@nyre.dk eller tlf. 43 52 42 52 (tirsdag-torsdag kl. 10-15).

Sletning af data

Nyreforeningen sletter og sikkerhedsmakulerer dine persondata, når de ikke længere er nødvendige, f.eks. fem år efter en udmelding (pga. bogføringsloven) eller seks måneder efter et rådgivningsforløb er slut. Du kan altid bede om, at dine oplysninger bliver slettet.

Hvilke oplysninger er personfølsomme?

Hvordan en organisation skal behandle medlemmers oplysninger afhænger af oplysningstypen. Jo mere følsom en oplysning, der er tale om, jo strengere krav er der til organisationens håndtering.

Almindelige oplysninger

Håndtering af almindelige ikke-følsomme oplysninger kræver ikke et udtrykkeligt samtykke. Det gælder:

  • Identifikationsoplysninger (navn, adresse, tlf., fødselsdato)
  • Familieforhold
  • Økonomi, f.eks. løn
  • Kontonummer
  • Skat og gæld

Følsomme oplysninger

Følsomme oplysninger går også under betegnelsen ”særlige kategorier af oplysninger”. Det gælder:

  • Helbredsforhold
  • Fagforening
  • Racemæssig eller etnisk baggrund
  • Politisk, religiøs eller filosofisk overbevisning
  • Seksuelle forhold
  • Genetisk data