retssikkerhed

Retssikkerheden er under pres i mødet med den offentlige forvaltning

Retssikkerheden er i disse år under pres i mødet med den offentlige forvaltning. Det fremgår blandt andet af en rapport fra Advokatrådet og af undersøgelser fra Danske Handicaporganisationer, Det Centrale Handicapråd, Sjældne Diagnoser og Landsforeningen Autisme.

Af Lisbeth Riisager Henriksen
Bragt på avisen.dk den 22. juli 2015. Dette er et uddrag af blogindlægget, du kan læse det hele på avisen.dk.

Retssikkerheden er under pres for borgere i mødet med den offentlige forvaltning. For mennesker med handicap eller sygdom i kontakt med social- og beskæftigelsesforvaltningen er den under særligt stort pres. Den forvaltning går – parallelt med en række meget hårde arbejdsmarkeds- og socialreformer i kombination med nogle store kommunale besparelser gennem de seneste år – ofte lige til grænsen af, hvad der er lovligt. Tilsyneladende er det en tendens, der især eskalerede efter kommunalreformen i 2007.

Advokatsamfundets fagblad Advokaten havde i januar 2015 flere artikler om dette retssikkerhedsproblem. Advokaten havde talt med flere advokater og en lektor i socialret, som alle finder retssikkerheden voldsomt kompromitteret på dette område. De havde blandt andet talt med Mads Krøger Pramming, som er advokat i sager om social forvaltning og har set mange urimelige afgørelser. Men der er ikke tradition for domstolsprøvelse af sociale sager, og kommunerne får derfor i reglen frit løb til at gøre, hvad der passer dem, sagde han til Advokaten. Hans konklusion var klar:

“Retssikkerhed? Der er ingen, sådan som det er nu. Den ene af de tre statsmagter udfylder ikke den rolle, de har på det her område. Det er en kæmpe urimelighed i vores retssystem, at du har en grundlovssikret ret, der i praksis ikke fungerer. Når der er et så stort fravær af kontrol, så er myndighederne selvfølgelig grænsesøgende, ikke mindst fordi de skal spare. Så opstår der en kultur, hvor man kan tillade sig hvad som helst, fordi det stort set ingen konsekvenser har.”

Den samme konklusion fremgår af en ny rapport fra Advokatrådet om retssikkerheden i den offentlige forvaltning fra april 2015.

Og man genfinder den samme konklusion i en række nyere undersøgelser af emnet fra forskellige patientforeninger og handicaporganisationer. Eksempelvis kan nævnes Danske Handicaporganisationers undersøgelse, som blev fremlagt i maj 2014, Det Centrale Handicapråds undersøgelse, som blev fremlagt i maj 2015, Sjældne Diagnosers undersøgelse fremlagt i juni 2015 og Landsforeningen Autismes undersøgelse, som blev fremlagt i juli 2015. Disse undersøgelser er fælles om i lighed med Advokatrådets rapport og Advokatens temanummer at dokumentere, at vi har en offentlig forvaltning, og i særdeleshed et socialt system og et beskæftigelsessystem, hvor borgere ikke i tilstrækkeligt omfang sikres deres ret. Det er et meget stort problem for de berørte borgergrupper og en meget bekymrende tendens.

Advokatrådets rapport

Advokatrådets rapport identificerer tre områder i den offentlige forvaltning, som Advokatrådet i samarbejde med en række eksperter finder, rejser retssikkerhedsmæssige problemstillinger. Rapporten forholder sig til de generelle tilstande i den offentlige forvaltning helt bredt.

Advokatrådet konstaterer som det første retssikkerhedsmæssige problem, at den offentlige forvaltning i disse år ofte går til grænsen, og at det stiller borgere i mødet med forvaltningen dårligt. Det kalder de for ”forvaltningens grænsesøgende afgørelsespolitik”. De skriver herom:

”Advokatrådet finder det retssikkerhedsmæssigt betænkeligt, at forvaltningen har mulighed for en grænsesøgende afgørelsespolitik med henblik på at reducere driftsomkostninger uden nogen konsekvenser for forvaltningen. Forvaltningen bør ikke kunne indrette sin praksis efter, at det ikke har nogen form for negative virkninger, når den giver afslag på, reducerer kvaliteten af eller ophæver en løbende ydelse …” (side 4 i rapporten).

Denne forvaltningspraksis har meget store negative konsekvenser for borgere. Borgere lider økonomiske tab eller tab i form af afsavn, for eksempel med manglende kompensation for konkrete funktionsnedsættelser. Men selvom en borger klager over en forvaltning, vinder sagen og får fuldt medhold hos ankeinstansen, så er lovgivningen sådan indrettet, at borgeren alligevel sjældent kan få erstatning for det, hvis han eller hun har lidt en ikke-økonomisk skade. Kun hvis borgeren på grund af den manglende ikke-økonomiske ydelse også har lidt et økonomisk tab, og hvis borgeren kan dokumentere dette over for forvaltningen, vil han eller hun kunne opnå en økonomisk erstatning for de lidte afsavn. Og det kan borgere i eksempelvis sociale sager sjældent dokumentere, fordi de ikke har råd eller adgang til private advokater, der kan varetage deres ret.

Så selvom en forvaltning opfører sig lovstridigt, og en borger har fået ret i sin klagesag, så er det forvaltningen, der opnår en økonomisk besparelse eller berigelse ved at træffe forkerte afgørelser og ikke at udbetale en ydelse til en borger. Den grænsesøgende forvaltningspraksis gør altså borgerens retsstilling dårlig.

For at støtte borgere i mødet med den offentlige forvaltning, fastslår lovningen regler om god forvaltningsskik. Det fremgår blandt andet af Forvaltningslovens § 8, at en borger har ret til at lade sig bistå eller repræsentere af andre med det formål at få støtte til sin sag. Forvaltningen har direkte pligt til at vejlede borgere om denne ret til en bisidder eller rådgiver.

Dette til trods har Advokatrådet erfaret, at forvaltningen ikke konsekvent iagttager vejledningspligten, og at retten til at have en bisidder eller rådgiver med til mødet ofte bliver draget i tvivl hos sagsbehandlere. Derudover kender mange borgere ikke til denne ret. Den manglende sagkyndige rådgivning og bistand er det andet retssikkerhedsmæssige problem, som Advokatrådet påpeger.

Det tredje og sidste retssikkerhedsmæssige problemområde, som Advokatrådet trækker frem, er den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. Den har siden den 1. november 2014 betydet, at borgeres møder med den offentlige forvaltning nu som udgangspunkt foregår via digital kommunikation. Trods en række iboende fordele for forvaltning og for nogle borgere finder Advokatrådet grund til at påpege, at der også er problemer deri for både borgere og forvaltning.

For det første er der en gruppe af borgere, som ikke er klar til at få digitaliseret deres kommunikation med forvaltningen, eller som måske aldrig bliver det. Nogle af disse er måske allerede blevet undtaget fra den tvungne digitalisering, men der kan stadig være borgere, der faktisk ikke er i stand til at klare sig under digitaliseringen.

Handicaporganisationernes rapporter – udvalgte konklusioner

Lad os nu sammenholde Advokatrådets konklusioner med, hvad nogle af handicaporganisationerne og patientforeningerne siger.

Danske Handicaporganisationers undersøgelse af retssikkerheden viser, at mange af deres medlemmer er presset på retssikkerheden på en lang række områder. Det er eksempelvis områder såsom lange sagsbehandlingstider, manglende oplysning af sager, manglende individuel vurdering af behov eller speciallægeerklæringer, som ikke bliver taget tilstrækkeligt alvorligt i sagsbehandlingen. Den viser også, at der er borgere, der ligefrem har modtaget trusler i forbindelse med sagsbehandlingen. Og så peger den på, at nogle kommuner træffer afgørelser, som de ved, at de ville tabe, hvis sagerne blev påklaget til Ankestyrelsen.

Se også undersøgelsen fra Det Centrale Handicapråds undersøgelse, Sjældne Diagnosers undersøgelse og Landsforeningen Autisme.

Klagesystemet

De seneste år har budt på massive reformer af lovgivningen inden for social- og beskæftigelsesområdet. Se min oversigt over de vigtigste politiske reformer med konsekvenser for mennesker med handicap og alvorlig sygdom.

En af reformerne har ændret klagesystemet på social- og beskæftigelsesområdet væsentligt. Det er den lov, der har det lidet mundrette navn ”Lov om ændring af lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats og forskellige andre love”, og som trådte i kraft den 1. juli 2013.

Den betyder, at de sociale nævn og beskæftigelsesankenævnene, som tidligere var en del af klagesystemet i forhold til kommunale afgørelser på social- og beskæftigelsesområdet, er blevet nedlagt, og at Ankestyrelsen nu er den eneste klageinstans. Samtidig har man også nedlagt mulighederne for at inddrage lægmænd i klagebehandlingen, og de fleste klager bliver nu behandlet ”administrativt”.

Dette har reduceret borgernes retssikkerhed, både for så vidt angår antallet af klagemuligheder, og for så vidt angår inddragelsen af beskikkede repræsentanter fra handicapregi i klagesystemet.

Samtidig kan man konstatere, at Ankestyrelsen i de seneste år synes at være blevet politiseret. Det betyder, at den, frem for at være en sikring af borgernes interesser og retssikkerhed, i højere grad forekommer at gå politikeres ærinde.

Manglende indgriben i de kommunale forvaltningssvigt

Jeg håber, at den nye regering ved Lars Løkke Rasmussen og det nyvalgte Folketing vil bruge den nye folketingsperiode til at se med større alvor på de kommunale forvaltningssvigt over for borgere og tage ansvar for at få kommunerne til at ændre kurs. Det er faktisk den til enhver tid siddende regerings ansvar at sikre, at kommunerne lever op til lovgivningen, ligesom det er den til enhver tid siddende socialministers særlige ansvar at sikre, at Handicapkonventionen bliver efterlevet.

Den nye regering kunne begynde med at indføre sanktioner over for kommuner, når de ikke efterlever lovgivningen. Det er en af de åbenlyse muligheder for at ændre kursen. Derudover kan den forholde sig til en række øvrige anbefalinger, som man er kommet med fra forskellig side under intentioner om at styrke retssikkerhedstilstanden.

 

Hvad mener du?