Region Midtjylland sparer millioner på hjemmedialyse

Flere hjemmedialyser er et af Nyreforeningens fokusområder. Antallet af patienter i hjemmedialyse skal øges for at give det enkelte medlem valgfrihed og en højere grad af indflydelse på egen behandling.

I Region Midtjylland har flere hjemmedialyser – ud over at øge frihedsgraden for de dialyserede – ført til en besparelse på op imod 100.000 kroner om året per patient. Region Midtjylland lægger op til en besparelse på i alt seks millioner kroner med fuld effekt i 2019. Det skal ske ved at øge antallet af hjemmedialyse-patienter i Hospitalsenheden Vest og på Aarhus Universitetshospitals to tilknyttede dialyse-satteliter på Regionshospitalet Randers og Hospitalsenheden Horsens. Det skriver Sundhedspolitisk Tidsskrift.

Nyreforeningen har støttet og medvirket til, at flere midtjyder nu opnår friheden ved hjemmedialyse. Et ønske om besparelse har på ingen måde være drivende for foreningens indsats, som har fokuseret på en alsidighed i udbudene af dialyse samt en størst mulig frihed for den enkelte til at tilrettelægge sin behandling på mest optimal vis. At der samtidig opnås en besparelse er blot positivt.

For hver ekstra dialysepatient, der kommer i hjemmedialyse, er der, vurderer region Midtjylland, en besparelse at hente på omkring 100.000 kr. Der er forskellige former for hjemmedialyse, som alle giver en besparelse i forhold til traditionel center-hæmo-dialyse.

Sparer penge på transporten

Desuden opnås en væsentlig del af besparelsen ved færre udgifter til patienttransport: Patienter i center-hæmo-dialyse har 156 ambulante besøg om året, forklarer kontorchef i Region Midtjylland, Dorthe Klith til Sundhedspolitisk Tidsskrift, og tilføjer:

”I forbindelse med spareplanen blev det besluttet, at den samlede andel af dialysepatienter i hjemmedialyse i regionen skal op på 40 procent i 2019. Det vil give en besparelse på cirka 100.000 kr. for hver ekstra dialysepatient, der kommer i hjemmedialyse – efter, at der er taget højde for udgifter til kommunal assistance, som i Region Midtjylland beløber sig til omkring 4,5 millioner kroner.

Besparelsen udmøntes i årene 16-19. Der er på centralt niveau ikke udarbejdet en midtvejsstatus, men det er vores vurdering, at hospitalerne arbejder målrettet med, at flere dialysepatienter får mulighed for at komme i hjemmedialyse til gavn for den enkelte patient,” siger Dorthe Klith.

Du kan læse hele Sundhedspolitisk Tidsskrifts artikel om sagen ved at klikke HER.