Børn til forældre med nyresygdom

Som barn eller ung til en forældre med nyresygdom kan det være en rigtig god hjælp, at tale med en anden, som står i den samme situation. Én, som forstår dine tanker og bekymringer og én, som du frit kan tale med om de ting, som fylder i dit liv som barn af en forældre med nyresygdom.

Her på siden kan du møde børn til forældre med nyresygdom.

Emma Halske Nyrelinjen

Emma Halske (f. 1995) – København – Datter til nyresyg mor, der er født med kun én nyre og defekte urinveje og er på vej i dialyse. Emma kender til i en tidlig alder at have et stort ansvar og til et liv med en mor, som er indlagt med jævne mellemrum, og som har gennemgået flere operationer. (klik på teksten for at læse mere)

Jeg hedder Emma og er født i 1995 af en kronisk nyresyg mor. Min mor er født med kun én nyre samt defekte urinveje og har været syg hele sit liv – og derfor også hele mit liv.

Til dagligt er jeg leder i et Hollandsk start-up i København og arbejder som frivillig instruktør på Lær At Tackle: Hverdagen som pårørende i Københavns kommune.

Min mor har som sagt været syg hele mit liv, og været indlagt med jævne mellemrum og gennemgået flere større operationer.

De sidste par år er hendes nyrefunktion blevet forværret, og hun er ved at påbegynde dialyse og afventer mulig transplantation.

I hverdagen har vi været meget alene og jeg har været nødt til at stå med meget ansvar, såsom at hjælpe hende med alt det huslige samt indkøb og huske hospitalstider. Jeg deltog endvidere i samtaler med sagsbehandler på jobcenter. Her skulle jeg have styr på papirer og paragraffer, for da hun ikke længere kunne arbejde, måtte vi kæmpe for, at hun kunne få førtidspension.

Det har ikke været nemt og er det bestemt heller ikke nu, men vi har forliget os med vores situation. Vi værdsætter alle de gode dage vi har sammen og tager det, som det kommer.

Kontakt:

Mobil: 60 66 89 02
Mail: emma_a_h_@hotmail.com

Du må meget gerne sende en sms også kan vi aftale en tid.