,

Ny tabletbehandling mod COVID-19 til smittede personer i øget risiko

Læge med rapport og piller

Personer i øget risiko, herunder kronisk nyresyge, der er smittet med coronavirus og har symptomer, kan nu kontakte deres egen læge for at få en ny tabletbehandling mod COVID-19.

Tabletbehandlingen reducerer risikoen for et alvorligt forløb med COVID-19 med 30 %. Men man skal i gang med behandlingen senest 5 dage efter, at man har fået symptomer, for at den har en effekt. Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen, at man straks kontakter sin praktiserende læge, hvis man får en positiv PCR-test og er i målgruppen for at få behandlingen.

Hvem kan få tabletbehandlingen?

Tabletbehandlingen er til personer, som er i øget risiko for at få et alvorligt forløb med COVID-19. Det gælder blandt andet mennesker med kronisk nyresvigt. Dog gælder det ikke, hvis du er nyretransplanteret. Sundhedsstyrelsen anbefaler i stedet behandling med monoklonale antistoffer til organtransplanterede. Denne behandling foregår på hospitalet, og du kan læse mere om den her.

Du kan også læse mere om målgruppen for tabletbehandling på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Har du ikke symptomer eller har dine symptomer varet længere end 5 dage, er du ikke i målgruppen for tabletbehandlingen.

Hvordan får jeg tabletbehandlingen?

Det er din praktiserende læge, der ordinerer tabletbehandlingen, hvis du er i målgruppen. Du skal have en positiv PCR-test, når du kontakter din læge. Bemærk at en kviktest ikke er tilstrækkelig. Tabletterne kan herefter hentes på apoteket.

Du skal starte tabletbehandlingen senest 5 dage efter, at du har fået symptomer på COVID-19. Det er derfor vigtigt, at du booker en PCR-test så snart, du mærker symptomer. Hvis din test er positiv, skal du kontakte din praktiserende læge med det samme. Hvis testsvaret kommer i weekenden eller på helligdage, skal du i stedet ringe til vagtlægen eller 1813.

Tabletterne er gratis, men der er et udbringningsgebyr fra apoteket, hvis du ikke har en pårørende, som kan hente tabletterne for dig.

Om tabletbehandlingen

Sundhedsstyrelsen anbefaler den nye tabletbehandling, selvom den endnu ikke er godkendt af det Europæiske Lægemiddel Agentur (EMA), og den er tilgængelig allerede nu.

”Vi anbefaler tabletbehandlingen, fordi vi vurderer, at fordelene ved at blive behandlet overstiger ulemperne for de patienter, som har den største risiko for at blive alvorligt syge med covid-19.  Vi forventer, at behandlingen medvirker til, at færre af de patienter, som har en stor risiko for at blive alvorligt syge, bliver indlagt. Samtidig er vi fuldt opmærksomme på, at det er en ny og ikke godkendt behandling, som vi endnu ikke har så meget viden om. Derfor følger vi behandlingen tæt, til vi får mere viden,” siger Kirstine Moll Harboe, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen.

De rapporterede bivirkninger ved tabletterne er milde og forbigående.

Læs mere om tabletbehandling mod COVID-19 på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.