Ny online platform med opskrifter

Nyremad.dk

Nyreforeningen lancerer den 16. december 2022 en særlig hjemmeside, nyremad.dk, hvor du kan se en lang række af foreningens opskrifter på lækker og velegnet mad til personer med en nyresygdom.

Det smarte ved siden er, at du kan planlægge din dagskost, da siden giver dig mulighed for at sætte et hjerte ved de opskrifter, som du vil lave. Efterfølgende tæller siden det samlede næringsindhold sammen for dig. På den måde ved du, hvor meget kalium, fosfat, salt, protein, kulhydrater, fedt og Kcal, du samlet set indtager, hvis du holder dig til opskrifterne.

Opskrifterne er særligt målrettet personer i dialyse, men der præsenteres forslag til variationer af opskrifterne, så de kan tilpasses personer, der har et behov for at spare på protein, og personer, der ikke har særlige kostrestriktioner, fx nyretransplanterede. Der bliver lagt nye opskrifter på løbende.

Hjemmesiden indeholder også let tilgængelige artikler med viden om nyresygdom og mad.

”Vi gennemførte en medlemsundersøgelse i starten af 2022, som tydeligt viste, at kost er et af de vigtigste emner for vores medlemmer. Derfor er jeg så stolt over, at vi allerede i år både har ansat en diætist til at rådgive vores medlemmer, udgivet en kogebog til nyresyge og nu også kan præsentere en hjemmeside, som både indeholder viden om mad og nyresygdom, lækre og nyrevenlige opskrifter og tilmed hjælp til at udregne næringsindholdet i dagens måltider. Nyremad.dk er overskuelig og indbydende, og jeg er overbevist om, at vores medlemmer vil tage rigtig godt imod hjemmesiden,” siger Malene Deele, landsformand i Nyreforeningen.

Du finder de mange opskrifter og viden om kost på nyremad.dk.