Ny aftale kan skabe ro i Corona-udsatte hjem

Regeringen vil måske bruge 200 millioner kroner til en løsning for personer, der har vanskeligt ved at møde fysisk på arbejde, fordi de af helbredsmæssige årsager er i en særlig risikogruppe for smitte med COVID-19.
Det fremgår af en ny politisk aftale.
Ifølge aftalen skal regeringen udarbejde et forslag til, hvordan der findes en løsning for mennesker i risikogruppen. Det kan være personer, hvor smitte med coronavirus betyder livsfare eller risiko for svært tab af funktionsevne.

Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer udtaler i en pressemeddelse:

”Det er en rigtig god aftale, som regeringen og partierne har indgået. I handicaporganisationerne har vi set forfærdelige eksempler på mennesker, der må vælge mellem at miste løn ved at forblive i isolation eller tage på arbejde med fare for at blive smittet. Det er et meget svært valg i familier, hvor smitte med corona vil være meget alvorligt”.

Aftalen indebærer, at det skal undersøges, om der inden for en reserve på 200 millioner kroner kan findes en løsning for personer i denne gruppe. Sundhedsstyrelsen har allerede i gangsat et arbejde med at definere den afgrænsede gruppe, der er i særlig risiko.

Se aftalen her