CIVID-smittet

Når Covid-19 rammer nyretransplanteret

CIVID-smittet

År 2020 har for Kristen Vahr Sørensen været noget af en rutsjebane. Corona satte en stopper for transplantationer, men alligevel lykkes det ham at få en ny nyre i maj 2020. Lykken var stor, men så kom frygten, da Kristen blev smittet med COVID-19.

Den 14. maj 2020 fik Kristen foretaget en nyretransplantation. Det var sønnen Jakobs nyre, og allerede på operationsbordet begyndte den at ’arbejde’. Jacob var hjemme efter 4 dage og Kristen efter 9 dage.

”En ny nyre er den største gave man kan få af sin søn, og den forpligter”. Så opmærksomheden på både almentilstand og temperaturudsving er stor. Indtagning af immundæmpende medicin sker på klokkeslæt. Hver eneste dag. Og heldigvis for det.

Smittet med COVID-19

Da Kristen den 6. oktober fik let feber, hovedpine og hostede en hel del, bestilte han en COVID-19 test. Den 9. oktober kom svaret. Kristen var COVID-19 positiv. Det var ikke mange dage siden, de havde holdt hustruens 60 års og hans egen 65 års fødselsdagsfest. Ligeledes havde han været til et andet arrangement med flere mennesker. Så ved siden af angsten for sit eget ve og vel fyldte frygten for at have smittet nogen. Kristen fik hjælp til smitteopsporing, og alle nære kontakter fik hurtigt besked. Det viste sig, at Kristen ikke var superspreder. Ingen blev smittet. Heldigvis blev ikke engang hans egen kone smittet.

At være nyresyg, endda ny-transplanteret og så blive smittet med COVID-19 hører til de værst tænkelige scenarier. Og bekymringen for den nye nyre var også stor, da han natten til mandag den 12. oktober blev indlagt med langt over 39 i feber. Temperaturen faldt i løbet af mandagen.

Men så blev Kristen for alvor syg. Han kastede sin immundæmpende medicin op, og blodtrykket steg. Det samme gjorde infektionstallet. Røntgenbilledet viste, at lungevævet var angrebet med belægninger. Kristen fik antibiotika og de to præparater mod COVID-19, Remdesivir og Dexamethason. Iltmætningen faldt helt ned på 85 %, og et døgns ilttilførsel blev nødvendig.

Behandlingen var effektiv, og i løbet af onsdagen var kropstemperaturen normal igen. Allerede lørdag eftermiddag den 17. oktober havde Kristen været symptomfri i 48 timer og kunne udskrives.

Hjem til Lemvig

Ankommet derhjemme blev der taget brusebad, og alt, hvad der havde været inde på Hernings COVID-19 afdeling, blev sprittet af eller vasket.

Men hvor blev Kristen smittet? ”Jeg var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt”. Han ved det simpelthen ikke. Men han ved, at han har været heldig og omgivet af et dedikeret og professionelt personale. Fra han blev transplanteret i Skejby, til han kom på COVID-19 afdelingen i Herning. Og på nyremedicinsk dagafsnit på Skejby og Holstebro, som har fulgt ham siden transplantationen den 14. maj.

Slå alarm, hvis du får feber!

Tilbage er kun en lettere træthed og forpustethed ved anstrengelse. Kristen kommer nok ikke tilbage til fuldt blus lige med det samme.
Om et par måneder skal Kristen til lungelægen for at se, om han har sin fulde lungekapacitet tilbage. På COVID-19 afdelingen vil der blive fulgt op på eventuelle senfølger.
At Kristen slog så hurtig alarm, da han fik feber, og at han var omhyggelig med at tage sin immundæmpende medicin, var afgørende for, at forløbet var forholdsvist mildt, og at senfølger muligvis udebliver.

”Lev livet mens du har det. Men pas på dig selv, og hav respekt for pandemiens udvikling. Er du transplanteret, så vær omhyggelig med at tage din immundæmpende medicin som planlagt. Ved temperatur over 38,5 skal du ringe til nyremedicinsk afdeling med det samme! Hellere to gange for meget end en gang for lidt. Det vil jeg gerne citeres for”, siger Kristen.

 

Kristen Vahr Sørensen, 65 år
Nyrepatient siden 2015
Kun 1 nyre, nuværende nyretal 85
Type 2 diabetes siden 2000
Transplanteret den 14. maj 2020