Mit-livs-daarligste-valg

Mit livs dårligste valg

Therese er en ung pige på 25 år, som har oplevet hvor svært det kan være at balancere et liv som ung med det at have en nyresygdom. Hun lever nu med konsekvenserne af de valg hun tog, da hun var yngre og gerne ville leve et liv som alle andre.

Af Henning Søndergaard

Som 9-årig fik Therese en nyresygdom, men var fra starten fast besluttet på, at hun ville leve et aktivt og normalt liv. Derfor var hun også lykkelig, da hun som 17-årig fik en ny nyre af sin far, inden hun nåede at starte i dialyse. Operationen gik godt, og hun startede snart op på sit job på en café, der om aftenen fungerede som natklub. Hun fik en masse gode venner gennem sit arbejde og sine kolleger på caféen. De gik en del i byen og havde det sjovt.

I den periode tog hun ikke sin medicin som hun skulle. ”De havde jo sagt på afdelingen, at det kun var 5 %, der oplevede afstødning,” som hun siger. Derfor var det nok heller ikke så vigtigt at tage medicinen. Hun havde nemlig ikke forstået, at det kun var 5 % af dem, der tog deres medicin, som havde risiko for afstødning.

”Det var let at springe over, når jeg havde det godt” siger Therese, og fortsætter: ”Det virkede dumt at tage piller, når jeg ikke selv syntes jeg fejlede noget. Så jeg tænkte, jeg tager dem bare i morgen.”

Generelt så Thereses blodprøver fine ud, så hun fik heller ikke nogen advarsel fra hospitalet. Hun tror, at det skyldes, at hun trods alt tog pillerne det meste af tiden. ”Der kunne godt gå uger, hvor jeg tog mine piller hver dag som jeg skulle. Og der var ikke nogen dage, hvor jeg slet ikke tog piller. Jeg sprang bare over engang imellem.”

Et år efter transplantationen tog Therese på sommerferie til Spanien. Der var fart på, og Therese glemte sine piller mere end normalt, mens hun havde travlt med, at leve det gode liv og være ung som alle andre.

Den følgende vinter fik hun det dårligt og måtte igennem en indlæggelse på 3 måneder. Hendes nyre var begyndt at blive afstødt. Hun blev pumpet fuld af immundæmpende medicin, store mængder prednisolon og en mindre kemo-kur.

Indlæggelsen tog hårdt på Therese. Da hun kom ud igen, havde hun næsten ingen kræfter og hendes muskler var svundet helt ind. Den transplanterede nyre stod ikke til at redde i det lange løb, og derfor blev den langsomt afstødt i de følgende måneder. Det endte med, at Therese måtte starte dialyse op for første gang i sit liv.

Turen til Spanien er ifølge Therese selv en af de væsentligste årsager til, at hendes nyre stod af. Den anden årsag var nok, at hun 3 måneder før afstødningen aflyste en planlagt kontrol, fordi hun ikke havde overskud til det, som hun siger.

”I perioder har det været svært for mig at tage mig sammen til at samle urin eller tage til kontrol på hospitalet. Så jeg har fundet undskyldninger for at lade være. Men jeg ved nu, at hvis jeg springer over, så kan det give bagslag.”

Therese er stadig i dialyse den dag i dag. Hun føler at hvis hun faktisk havde prøvet, hvordan det var at være i dialyse, inden hun var blevet transplanteret, så ville hun måske have taget det mere alvorligt med sin medicin. Så havde hun måske bedre forstået konsekvenserne ved ikke at tage den.

Desværre er situation nu den, at det er svært at finde en nyre der passer, og Therese er meget ked af de valg hun tog, da hun var yngre. Selv siger hun: ”Det var mit livs dårligste valg. Og selvom min far har tilgivet mig, har jeg ikke tilgivet mig selv og jeg kommer heller aldrig til det. Det er svært at leve med tanken om, at det er min egen skyld, at jeg nu er i dialyse. Jeg kommer altid til at leve med tanken om, at jeg ødelagde det for mig selv.” Efter en kort pause tilføjer hun: ”Man skal bare huske at tage sin medicin. Det er sgu for dumt at lade være.”

 

Bragt i Nyrenyt, juni 2015