Lad borgerne komme til orde

Det er den direkte inddragelse af patienter og pårørende og deres tilbagemeldinger om oplevelsen af kontakten til sundhedsvæsenet, der gør sundhedspersonalet i stand til staks at forbedre de forhold, som er vigtige for brugerne.

Når patienter og pårørende med egne ord besvarer spørgeskemaers kommentarfelter eller uddyber deres svar under opfølgende samtaler om deres oplevelser af kontakten med sundhedsvæsenet, skaber det en læring hos medarbejdere og ledere, som gør dem i stand til straks – eller så hurtigt, det er muligt – at forbedre de forhold, der er vigtige for brugerne.

Tidstro feedback – patienterne og deres pårørendes løbende tilbagemeldinger, der hyppigt rapporteres til medarbejdere og ledelser – er dermed et væsentligt supplement til kryds i spørgeskemaer og øvrige statistiske oplysninger om patientoplevelser, som sundhedssektoren bruger til at forbedre dialog, forløb og organisering.

Det er erfaringen fra de projekter om tidstro feedback, der er gennemført i Danmark og i udlandet. Brugernes egne ord og oplevelser vækker nemlig genklang og forståelse hos medarbejdere og ledere, når de indløber så hurtigt, at personalet endnu har patienterne, de pårørende og behandlingsforløbene i frisk erindring.

Dermed er tidstro feedback et værktøj, der kan gøre sundhedspersonalet i stand til hurtigt at reagere med konkrete tiltag, og et godt supplement til Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelser, LUP. LUP fortsætter som hidtil, parallelt med tidstro feedback og andre forbedrende tiltag i sundhedsvæsenet.

Tidstro feedback har derfor en central rolle i Borgernes Sundhedsvæsen, der er planen for at fremme en kultur i sundhedsvæsenet, hvor borgernes viden og behov er i centrum. Parterne bag Borgernes Sundhedsvæsen underskrev i foråret en erklæring om, at vi arbejder for at skabe et sundhedsvæsen karakteriseret ved tryghed og kvalitet, optimale forløb, og hvor borgerne bliver inddraget i beslutninger om egen sundhed og behandling.

Ifølge Videnscenter for Brugerinddragelse i Sundhedsvæsenet, ViBIS, etableret af Danske Patienter, er der i øjeblikket ikke færre end 803 projekter på regionernes hospitaler, der arbejder med at lytte til patienter og deres pårørende og gøre deres behov gældende i sundhedsbehandlingen – langt over en fordobling på tre år i forhold til 298 projekter i 2012.

Se mere om Borgernes Sundhedsvæsen på www.voressundhedsvaesen.dk og www.regioner.dk/sundhed