Kronprinsesse Mary og Danmarks nyrepatienter tænder lys for organdonorerne

Udsendt 30. april 2014

Lørdag den 3. maj kl. 19 vil 215 lys på Vor Frue Plads i København symbolisere den taknemmelighed landets nyrepatienter føler overfor de mennesker, der, som levende eller afdøde donorer, har givet patienterne livet tilbage ved at donere en nyre.

Nyrernes Dag er blevet markeret første lørdag i maj af Nyreforeningens frivillige siden 2005, i år får dagen royal deltagelse idet Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary medvirker ved arrangementet den 3. maj på Vor Frue Plads i København og tænder det første lys for organdonorerne.

Dagen får også politisk deltagelse i form af taler ved Camilla Hersom, sundhedspolitisk ordfører (Rad. V) og Karin Friis-Bach, formand for Regionsråd Hovedstadens sundhedspolitiske udvalg (Rad. V).

2013 var et magert år for organtransplantation i Danmark. Antallet af donorer var det laveste i mange år. Nødvendigheden af at sætte politisk vilje bag ønsket om at fjerne ventelisterne til en organtransplantation blev således tydeliggjort igen. 2013 var dog samtidig året, hvor en ekspertgruppe fremlagde sine anbefalinger til en national handlingsplan for organdonation. Anbefalingerne er tæt på at blive omsat til en egentlig handlingsplan med bred opbakning i Folketinget. Og den politiske opbakning virker måske allerede. I første kvartal af 2014 er der således identificeret betydeligt flere organdonorer, og antallet af nyretransplantation var 70 mod 39 i 1. kvartal 2013. Fortsætter denne tendens vil 2014 blive det år, hvor der bliver gennemført det højeste antal nyretransplantationer nogensinde.

Der er således håb om, at Nyreforeningen kan sige tak til endnu flere mennesker næste år. For det er en ubeskrivelig gave at give en nyre eller et andet organ til et andet menneske.

Som optakt til arrangementet den 3. maj har adskillige patienter sendt mails til Nyreforeningen og udtrykt deres taknemmelighed overfor den donor, der gav dem livet tilbage. En patient skriver således: ”Jeg blev transplanteret i 2005 som 13-årig, så det nærmer sig de 9 år siden. Jeg nyder livet, og er taknemmelig over det nye liv jeg har fået. Min donor lever ikke længere, men jeg bærer stadig noget af ham i mig og det er jeg evig taknemmelig over”.

Program for arrangementet 3. maj på Vor Frue Plads i København:

Kl. 15-17.30: Uddeling af Donorkort og oplysning om organdonation

Kl. 16.30-17.30: Jazzkoncert ved ”The Kidneys”

Kl. 18.00: HKH Kronprinsesse Mary ankommer

Kl. 18.20: Taler ved Camilla Hersom og Karin Friis-Bach

Kl. 18.40: Lystænding ved HKH Kronprinsesse Mary

Kl. 19.00 Lystænding fortsat – alle kan tænde et lys

Kl. 20:00-22.30: Koncert ved “The Roosters”

Fakta om organdonation:

357 patienter venter på en ny nyre.

I 2013 fik 215 patienter en ny nyre.

Ventetiden på en ny nyre er ca. 2,5 år, men der er store forskelle mellem Øst- og Vestdanmark.

22 patienter døde i 2013, mens de ventede på en ny nyre.